Ophelia – Millais og Rimbaud

John Everett Millais’ maleri ”Ophelia”

John Everett Millais skabte i 1851-52 sit berømte billede af Ophelia fra Shakespeares ”Hamlet”.
Det viser den unge kvinde, der efter sindssyge og sorg driver ned ad åen og går til grunde.
Millais, som var prærafaelit, lagde vægt på minutiøse naturdetaljer — blomster, pil, åkander, siv —
og skabte samtidig en næsten overjordisk skønhed, hvor Ophelia smelter sammen med naturen i en stilfærdig, tragisk opløsning.

Billedtekst: John Everett Millais, Ophelia (1851-52). Tate Britain.

Prærafaelitternes generelle betydning

Prærafaelitternes broderskab blev grundlagt i England i 1848 som en protest mod samtidens akademiske kunst,
som de fandt stivnet og konventionel. De ville tilbage til middelalderens og renæssancens før-Rafael-kunst,
med dens intense farver, detaljerigdom og åndelige dybde. Deres værker bragte nye idealer for skønhed,
naturtro gengivelse og symbolsk ladede fortællinger ind i billedkunsten, og fik stor indflydelse på både
symbolisme, jugendstil og senere litterære kredse i Europa.

Arthur Rimbauds digt ”Ophélie”

Arthur Rimbaud 1854-1891

“Jardin d’Acclimatation” i Paris, omkring 1890. skrev i 1870, som kun 16-årig, sit digt ”Ophélie”. Digtet beskriver en hvid, svævende Ophelia,
der driver på en sort flod, omringet af liljer, siv, stjerner og hvisken fra naturen.
Hun bliver en slags evig naturånd, der gennem århundreder flyder på vandet, i drømme, død og sindssyge, tæt flettet sammen med naturens egne klager og suk.

På dansk kunne et uddrag lyde:
»På den stille og mørke bølge, hvor stjernerne sover,
flyder den hvide Ophelia som en stor lilje...«
og
»Det er over tusind år, at den sørgmodige Ophelia
glider, hvidt spøgelse, på den lange sorte flod.«

Forbindelsen mellem Millais og Rimbaud

Det er uvist, om Rimbaud har set Millais’ billede direkte — men maleriet blev hurtigt berømt og reproduceret,
og litteraturhistorikere har ofte peget på lighederne. Begge værker kredser om den døde, uskyldige pige,
hvis sind er bristet og som smelter sammen med naturen i en både fredelig og urovækkende skønhed.

Rimbaud skriver fx (på dansk):
»På den stille og mørke bølge, hvor stjernerne sover,
flyder den hvide Ophelia som en stor lilje…«

Det kunne næsten være en direkte poetisk spejling af Millais’ billedverden.

Både digt og maleri er samtidig udtryk for en bredere strømning i romantik og symbolisme,
hvor kvindelig død, sindssyge og naturens sammensmeltning blev sammenvævet til et næsten hypnotisk motiv.

Hvad mente samtiden om digtet?

Rimbauds samtid var kun delvist modtagelig for hans visionære og til tider foruroligende billeder.
Hans digte blev i begyndelsen mødt med undren og kritik for at være gådefulde og næsten sygelige.
Netop ”Ophélie” blev dog ofte fremhævet for sin musikalske, næsten overjordiske tone,
og blev et tidligt eksempel på Rimbauds evne til at forene naturbeskrivelse, død og skønhed i ét billeddigt.

Arthur Rimbauds digt ”Ophélie” (1870) kan være inspireret af Millais’ maleri af Ophelia (1851-52),
eller de kan begge være udtryk for samme romantisk-dekadente fascination af kvinden, døden og naturens sammensmeltning.
I begge værker driver Ophelia som en hvid skygge på det sorte vand, omgivet af blomster og et næsten mytisk mørke.

Her følger en ny, nænsomt justeret dansk oversættelse af Rimbauds digt ”Ophélie” (1870),
der bevarer det franske billede af naturen og sindet.
Oversættelsen er fulgt af en kort note om den mulige tolkning af digtet som billede på
vågnende erotik og tab af uskyld, et tema der går igen hos den unge Rimbaud.

Ophélie (fuld oversættelse)

I
På den stille, sorte bølge hvor stjernerne sover,
flyder den hvide Ophelia som en stor lilje,
hun driver langsomt hen, svøbt i sine lange slør…
— Fra de fjerne skove lyder jagthornets kald.

I over tusind år har den sørgmodige Ophelia
glider, som et hvidt spøgelse, på den lange mørke flod;
i over tusind år har hendes blide vanvid
hvisket sin vise til aftenens milde vind.

Vinden kysser hendes bryst og folder som kroner
de store slør, der blidt bæres af strømmen;
de skælvende piletræer græder over hendes skulder,
og sivene bøjer sig ind over hendes brede, drømmende pande.

De knuste åkander sukker omkring hende;
af og til vækkes, i et sovende elletræ,
en rede, hvorfra et lille vingeslag flyver forskræmt:
— En hemmelig sang drysser ned fra de gyldne stjerner.

II
Åh, blege Ophelia! Skøn som sne!
Ja, du døde, barn, ført bort af floden!
— For vinden, der kom ned fra Norges høje fjelde,
havde stille fortalt dig om frihedens barske drøm;

for et pust, der snoede dit lange hår,
bar mærkelige lyde til din drømmende sjæl;
for dit hjerte hørte naturens sang
i træernes klage og nattens sagte suk;

for havets vilde stemme, den mægtige, stønnende brænding,
knuste dit barnesind, alt for menneskeligt og alt for blidt;
for en aprilmorgen sad en bleg, skøn ridder,
en stakkels galning, tavs ved dine knæ!

Himmel! Kærlighed! Frihed! Hvilken drøm, o stakkels Vanvittige!
Du smeltede sammen med ham som sne i ild:
dine store syner kvalte dine ord
— og det frygtelige Uendelige slog rædsel i dine blå øjne!

III
— Og digteren siger, at under stjernernes stråler
kommer du om natten og søger de blomster, du plukkede,
og at han har set dig på vandet, liggende i dine lange slør,
den hvide Ophelia flyde som en stor lilje.

Kort note om vågnende erotik og tab af uskyld

Digtet kan læses som mere end blot et naturbillede eller et dødsbillede:
det er også en skildring af vågnende erotik og tab af uskyld.
Ophelia smelter sammen med ridderen “som sne i ild”, et billede på første kærlighed eller
seksuel forening, og hendes store syner, der “kvalte hendes ord”, kan ses som et billede
på den overvældende kraft i første møde med begæret.
Denne fortolkning ligger i tråd med andre steder hos Rimbaud, hvor naturens lyde og
mørke nattebilleder bliver ledetråde til sindets og kroppens opvågnen.

Og her digtet sat i musik af Francis Coiteux