Heidegger og omsorgen:

 Et eksistensfilosofisk begreb med politisk slagside

Martin Heideggers begreb ”Sorge” – ofte oversat som “omsorg” eller “bekymring” – står centralt i hans hovedværk ”Sein und Zeit” (1927). Her beskrives det som en grundstruktur i menneskets væren: ”“Das Sein des Daseins ist Sorge”” – menneskets væren er omsorg. Dette betyder ikke, at mennesket altid er kærligt eller hjælpsomt, men snarere, at vi altid allerede er engageret i verden. Vi forholder os til den, handler i den, bekymrer os, og vi lever fremadrettet i forhold til muligheder og egen dødelighed.

Det er en eksistentiel, ikke en moralfilosofisk diagnose. Heidegger skelner mellem ”Besorg” (omsorg for ting) og ”Fürsorge” (omsorg for andre), men uden at knytte det til etikken i traditionel forstand. ”Sorge” er ikke i sig selv hverken god eller ond – den beskriver blot den måde, hvorpå vi som mennesker lever og forholder os.

Netop her bliver det etisk og politisk problematisk. For Heidegger forbinder ikke sorge med noget normativt kompas. Den eksistentielle autenticitet, som han opfordrer til, er ikke bundet til almenmenneskelige værdier som medfølelse, retfærdighed eller frihed. Tværtimod kan "autenticitet" i Heideggers forstand også indebære en helhjertet hengivelse til et folk, en fører, en "skæbne", uden kritisk refleksion over ret og uret.

Denne neutralitet (eller åbenhed) gør hans filosofi sårbar overfor ideologisk misbrug – og det blev ikke kun en risiko, men en realitet i Heideggers eget liv. I 1933 meldte han sig ind i NSDAP, blev rektor ved Freiburg Universitet og holdt en tale, hvor han hyldede nazismen som ungdommens kald og det tyske folks historiske opvågning. Mange håbede, at han hurtigt havde fortrudt denne beslutning – men udgivelsen af hans såkaldte “sorte bøger” (Schwarze Hefte) fra 1930’erne og 40’erne har gjort det klart, at Heidegger forblev ideologisk bundet til en nationalkonservativ og antisemitisk verdensopfattelse længe efter sin rektorperiode. Her fremgår det, at han mente, jøderne var fremmede for jord og folk og skyldige i det moderne teknologiske verdenssyns degenerering.

Dette har rejst skarpe spørgsmål: Kan man adskille Heideggers filosofi fra hans politiske overbevisning? Eller er hans ontologi i sig selv præget af en verdensanskuelse, der favoriserer skæbnefællesskab, jorde-rotfæstelse og autoritet frem for universel etik og kritisk tænkning?

Filosoffer som Emmanuel Levinas og Jürgen Habermas har været blandt de skarpeste kritikere. Levinas anklagede Heidegger for at overse den Anden som et etisk væsen og for at erstatte ansvar med abstrakt væren. Habermas har peget på, at Heideggers fravær af refleksiv normativitet netop gør hans tænkning uegnet som grundlag for demokratisk kultur og mellem-menneskelig retfærdighed.

”Sein und Zeit” er utvivlsomt et filosofisk hovedværk. Men ”Sorge” står tilbage som et begreb, der – i sin eksistentielle universalitet – også kan skjule og retfærdiggøre destruktive valg. Det er et af den moderne filosofis paradokser, at dens mest indflydelsesrige tænkere ikke nødvendigvis var dens mest samvittighedsfulde.

Martin Heidegger  (1889–1976)

Litteratur og videre læsning

·       Heidegger, Martin. ”Sein und Zeit”. Niemeyer, 1927. (senere udgaver: Vittorio Klostermann).

·       Heidegger, Martin. ”Schwarze Hefte”(udg. af Peter Trawny).Vittorio Klostermann, 2014 f

·       Levinas, Emmanuel. ”Totalité et Infini”. La Haye: Martinus Nijhoff, 1961.

·       Habermas, Jürgen. ”Der philosophische Diskurs der Moderne”. Suhrkamp, 1985.

·       Farias, Victor. ”Heidegger et le nazisme”. Verdier, 1987.

·       Safranski, Rüdiger. ”Martin Heidegger. Between Good and Evil”. Harvard University Press, 1998.

·       Zimmerman, Michael. ”Heidegger's Confrontation with Modernity: Technology, Politics, and Art”. Indiana University Press, 1990.

På dansk kan jeg anbefale:

Heidegger, Martin. Væren og Tid. KLIM 2007

Heidegger, Martin. Et Brev Om Humanismen. Akademisk Forlag 1988

Heidegger, Martin. Spørgsmålet om teknikken. Gyldendal 1999

K.E. Løgstrup. Martin Heidegger. Det Lille Forlag 1996