Sartre og Heidegger: Frihed og omsorg i eksistensfilosofien

Martin Heideggers begreb ”Sorge” (omsorg/bekymring) står centralt i hans hovedværk ”Sein und Zeit” (1927). Her beskrives menneskets væren (Dasein) som altid engageret og rettet mod verden. ”Sorge” er ikke kærlig omsorg, men et grundvilkår: mennesket er kastet ud i verden og må tage sig af den. Heidegger skelner mellem ”Besorg” (omsorg for ting) og ”Fürsorge” (omsorg for andre mennesker). Autenticitet indebærer at erkende sin dødelighed og leve i overensstemmelse med den.

Jean-Paul Sartre bygger videre på Heideggers analyse, men radikaliserer den i sin egen eksistentialisme. I ”L’être et le néant” (1943) hævder han, at mennesket er "dømt til frihed": vi er intet i os selv, men må konstant skabe os selv gennem vores valg. Sartres formulering – at vi må arrangere os selv – ligger i forlængelse af Heideggers idé om ”Sorge”, men får en stærkere etisk og politisk klang.

Hos Sartre bliver eksistens til ansvar. Vi har ingen essens, ingen ydre moral at læne os op ad – vi må vælge, og i vores valg udtrykker vi, hvad mennesket bør være. At nægte dette ansvar er at leve i 'ond tro' (mauvaise foi). Dermed bliver Sartres frihed en etisk forpligtelse, hvor Heideggers ”Sorge” primært er en ontologisk diagnose.

Forskellen er afgørende: Heidegger advarer mod at flyde med 'das Man', men undlader at give eksplicit normativ vejledning. Sartre, derimod, opfordrer til ansvarlig frihed og søger i senere værker at udvikle en etik i relation til den Anden.

Derfor kan man sige, at Sartres idé om at arrangere sig selv er i tråd med Heideggers ”Sorge”, men bevæger sig videre: fra væren-i-verden til frihed-i-verden – med ansvar, valg og etik som centrale pejlemærker.

Anvendelser i nutidig filosofi

Heideggers begreb ”Sorge” og Sartres idé om at arrangere sig selv har sat tydelige aftryk i nyere filosofi. De følgende tendenser viser, hvordan deres tænkning er blevet videreført, kritiseret og omformuleret i det 20. og 21. århundrede.

1. Eksistensfilosofiens arv i etik og politisk filosofi

Emmanuel Levinas kritiserede Heideggers fokus på væren for at overse den etiske relation til den Anden. Levinas argumenterede for, at ansvaret for den Anden er det første og vigtigste i menneskelig eksistens. Hans etik sætter dermed Heidegger og Sartre i skyggen som for filosofisk selvoptagede.

Simone de Beauvoir udvidede Sartres tanker om frihed til kvindens eksistensvilkår. Hun viste, hvordan kvinden historisk er blevet gjort til 'den Anden', og hvordan hendes muligheder for selvskabelse har været begrænsede af sociale normer – men frihed og ansvar forbliver centralt.

2. Filosofisk praksis og psykologi

Eksistentiel terapi, som udviklet af bl.a. Irvin D. Yalom og Medard Boss, henter inspiration fra både Heidegger og Sartre. Her arbejdes med menneskets angst, frihed og ansvar som centrale eksistentielle udfordringer, der behandles terapeutisk.

3. Samtidsfilosofi og kritisk teori

Judith Butler kombinerer Sartres frihed med Michel Foucaults magtanalyse og viser, hvordan subjektet formes af normer og diskurser. Frihed er ikke en essens, men en praksis, der udfolder sig under samfundets strukturelle betingelser.

Charles Taylor trækker på Heidegger og Sartre i sin tese om, at identitet opstår gennem dialog og anerkendelse. Vi skaber os selv gennem vores relationer, og vi må tage vare på vores moralske horisonter – en normativ tolkning af ”Sorge”.

Disse videreførelser viser, at begreberne ”Sorge” og eksistentiel frihed fortsat er levende i samtidsfilosofi – nu ofte i samspil med etik, køn, terapi og magt.

Litteratur

·       Heidegger, Martin. ”Sein und Zeit”. Niemeyer, 1927.

·       Sartre, Jean-Paul. ”L’être et le néant”. Gallimard, 1943.

·       Sartre, Jean-Paul. ”Cahiers pour une morale”. Gallimard, 1983 (posthumt udgivet).

·       Levinas, Emmanuel. ”Totalité et Infini”. La Haye: Martinus Nijhoff, 1961.

·       de Beauvoir, Simone. ”Det andet køn”. Paris: Gallimard, 1949.

·       Butler, Judith. ”Gender Trouble”. Routledge, 1990.

·       Taylor, Charles. ”Sources of the Self”. Harvard University Press, 1989.

·       Yalom, Irvin D. ”Existential Psychotherapy”. Basic Books, 1980.