Vi mangler en eksistentialistisk debat i landet, som er vigtig for at udforske livets mange muligheder i dagens verden. Et godt udgangspunkt er den franske filosof Sartre, som er en nøglefigur inden for eksistentialisme.

Indledning

Jean-Paul Sartres ”Critique de la raison dialectique” (1957) er et monumentalt forsøg på at revitalisere marxismen ved at integrere den med eksistentialismens fokus på individets frihed. Sartre søger at forstå, hvordan frihed kan eksistere i en verden præget af nødvendighed, historie og stoflighed. Nedenfor gives en oversigt over værkets hovedbegreber, dets argumentation, samt kritikere og støtter.

Hovedbegreber og argumentation

1.       1. Praxis og det praktisk-træge felt

Sartre beskriver menneskelig praksis (praxis) som det, der former verden. Denne praksis støder altid mod ”det praktisk-træge felt” – de materielle og sociale strukturer, som både muliggør og begrænser handling. Det praktisk-træge (l’inertie) er resterne af tidligere praksis, som nu fremstår som modstand og ramme.

2.       2. Serien og gruppen i fusion

I moderne samfund lever mennesker ofte i serier – parallelle eksistenser uden reel forbindelse (fx som i en kø). Men i revolutionære øjeblikke opstår ”gruppen i fusion”, hvor individer handler samlet og bevidst. Det er en skrøbelig form, der nemt degenererer tilbage til serien.

3.       3. Frihed og nødvendighed

Sartre fastholder, at mennesket altid er frit – men dets frihed er situeret. Frihed udspiller sig i en ramme af sociale og materielle nødvendigheder, men kan overskride disse gennem bevidst handling.

4.       4. Totalisation og historiens bevægelse

Historien er en ”åben totalisation” – en proces skabt af menneskelige handlinger, som søger mening og sammenhæng. Den er hverken teleologisk bestemt eller tilfældig, men afhænger af praxis og strukturelle forhold i samspil.

Kritikere og støtter

Lucien Goldmann (støtter)

Goldmann så Sartres forsøg som et vigtigt bidrag til at overkomme modsætningen mellem strukturalisme og subjektivitet. Han delte ambitionen om en humanistisk og historisk forankret marxisme.

Claude Lévi-Strauss (kritiker)

Lévi-Strauss repræsenterede den strukturalistiske modposition og afviste Sartres fokus på det individuelle subjekt som historisk kraft. For ham måtte man analysere strukturerne og ikke aktørernes intentioner.

Maurice Merleau-Ponty (kritisk ven)

Merleau-Ponty delte Sartres engagement i frihed og historisk bevidsthed, men anklagede ham for at være for voluntaristisk og idealistisk i sin forståelse af handlingens betydning.

Skema over nøglebegreber

Litteratur på dansk:

Jean-Paul Sartre ”Kritik af den dialektiske fornuft”

Bogen fik en efterfølger:

Jean-Paul Sartre "Eksistentialisme og Marxisme”

Begge bøger analyseres i denne formidable gennemgang af Sartres tanker:

Espen Krause-Jensen ”Den revolutionære Sartre”  

Om de franske strukturalister kan finde rigtig meget i:

Espen Krause-Jensen ”Den franske strukturalisme”