Vagabonden i amerikansk kultur: Fra Jack London til Jack Kerouac

  I efterkrigstidens USA, hvor forbrugerkultur, konformitet og materiel fremgang prægede samfundet, opstod en modbevægelse blandt unge kunstnere og intellektuelle. Beat-generationen, med navne som Jack Kerouac, Allen Ginsberg og William S. Burroughs, søgte et alternativt liv – en tilværelse uden for normernes og forbrugersamfundets rammer. I centrum for denne søgen stod en figur, der havde dybe rødder i amerikansk kultur: vagabonden.

Vagabonden som modbillede og ideal

Hos Kerouac bliver vagabonden ikke blot en social figur, men et symbol på åndelig frihed. I essayet “The Vanishing American Hobo” (fra ”Lonesome Traveler”, 1960) skriver han med vemod og stolthed om hoboens forsvinden som en konsekvens af et samfund, der mistroer den, der ikke ejer noget og ikke kan kontrolleres. Vagabonden er i Kerouacs univers en fri sjæl, en pilgrim, en outsider med adgang til livets ægthed.

 “The hobo was born of pride, having nothing to do with a community that demands that you have a job and a home and a wife and a car and a refrigerator and a TV set and that you owe your soul to the company store.”

Denne tankegang får en konkret og poetisk form i romanen ”On the Road” (1957), hvor hovedpersonen Sal Paradise (Kerouacs alter ego) og den karismatiske Dean Moriarty krydser USA på kryds og tværs, uden plan, med tommelfingeren som både rejsemiddel og metafor. At "rejse let" bliver en livsanskuelse: at frigøre sig fra ejendom og identitet og i stedet leve i øjeblikket. Som Sal siger:

 “...I shambled after as I’ve been doing all my life after people who interest me…”

Denne bevægelse – væk fra det fastlagte og ud i det ubekendte – er en åndelig praksis, inspireret af buddhisme, men også af den amerikanske jernbanekultur og Depressionstidens omvandrende arbejdere.

Kerouac så sig selv som en slags buddhistisk vagabond. I romanen ”The Dharma Bums” (1958) fremstiller han sig selv som Ray Smith, en figur der rejser i bjergene, mediterer, lever spartansk og søger  dharma-vejen – en kombination af askese og åndelig opvågning. Denne fremstilling uddybes også i ”Satori in Paris” (1966), hvor han ironisk og ærligt fremstiller sig selv som en buddhistisk bums i europæisk storbylandskab. Han beskriver satori – det pludselige oplysningsøjeblik – som noget uventet og ikke nødvendigvis forløsende, men dog meningsfuldt.

Woody Guthrie og folkesangens vagabond

Inspirationen kom også fra folkemusikken. Woody Guthrie, folkesanger og aktivist, beskrev hoboens liv med ømhed, værdighed og humor. I sange som ”Hobo’s Lullaby” viser han sympati for de udstødte, og i linjer som:

“I know the police cause you trouble / They cause trouble everywhere / But when you die and go to Heaven / You'll find no policemen there”

forenes kritik og trøst. Guthries sange var både dokumentation og solidaritet. Bob Dylan videreførte denne tradition i sange som ”Only a Hobo”, hvor den glemte vagabond bliver et billede på samfundets ligegyldighed:

 “He was only a hobo, but one more is gone / Leavin’ nobody to sing his sad song.”

En tradition: Jack London, Steinbeck og filmen ”Emperor of the North”

Længe før Beat-generationen blev vagabonden behandlet af forfattere som ”Jack London” og ”John Steinbeck”. London levede selv som vagabond og skildrede sine erfaringer i ”The Road” (1907), hvor han fremstiller vagabonden som en frihedssøgende og stolt oprører mod borgerlig orden. Hos ””Steinbeck””, navnlig i ”The Grapes of Wrath” (1939), bliver vagabonden mere en social skikkelse – et menneske drevet ud i fattigdom, men ikke uden værdighed.

Denne tradition kulminerer filmisk i ”Emperor of the North ” ( på dansk  "Jernbanens hårde drenge")  fra 1973, instr. Robert Aldrich. Filmen foregår under Depressionen og skildrer den sadistiske togkonduktør Shack (Ernest Borgnine), som for enhver pris vil forhindre vagabonder i at rejse på hans godstog. Han møder sin modstander i A-No.-1 (Lee Marvin), en erfaren vagabond, der trods vold og lemlæstelse insisterer på sin ret til fri bevægelse.

Filmen er barsk og mytisk: en kamp mellem autoritet og frihed, mellem brutal disciplin og personlig vilje. Den trækker direkte tråde til Jack Londons hobo-erfaringer og Guthries sange, men også til Kerouacs idealisering af den ensomme rejsende.

Lee Marven som  A-No.-1 i filmen  ”Emperor of the North ”

Konklusion: Vagabonden som moralsk figur

Fra Jack London over Steinbeck til Kerouac, og videre til Dylan og ”Emperor of the North”, tegner der sig en kontinuerlig tradition i amerikansk kultur: Vagabonden som outsider, åndelig rejsende, kritiker og bærer af erfaring. Han er både menneske og metafor, og i hjertet af hans rejse ligger et ønske om frihed, værdighed og et andet slags liv.

Det er ikke kun en romantisering, men en eksistentiel og samfundskritisk refleksion: Vagabonden som spejl for det USA, der gerne vil være frit, men som ofte bekæmper dem, der faktisk lever frit.

Jack Kerouac fotograferet af vennen og forfatteren Allen Ginsberg