Jayadevas Gītagovinda (12. årh.) er ikke blot et religiøst digt, men et poetisk og kropsligt drama, hvor menneskelig og guddommelig kærlighed smelter sammen i en gensidig, erotisk hengivelse. I modsætning til mange andre mystiske traditioner, hvor menneskets kærlighed til Gud forbliver metafysisk og ensrettet, skildrer Gītagovinda et forhold, hvor også Gud (Krishna) lider, begærer og elsker med en sårbarhed og intensitet, der må betegnes som rituelt og teologisk grænseoverskridende.

Gita Govinda blev udgivet i 300 eksemplarer på dansk i 1963.

Krishna som gud med begær

Krishna fremstilles i Gītagovinda som ikke blot et objekt for Rādhās hengivelse, men som en elskende skabning på sin egen   måde. Han føler savn, skyld, begær og bønfalder Rādhā om tilgivelse og genforening. Det er ikke en fjern, alvidende Gud, men en Gud i kærlighedens tjeneste, drevet af sin egen menneskelige sårbarhed. Dette adskiller Jayadevas Krishna-billede fra mange andre gudsopfattelser i verdensreligionerne.
Rādhā  &    Krishna

Erotik og bhakti i samme gestus

Det særlige ved Gītagovinda er, at den erotiske akt ikke blot er en metafor for sjælens forening med Gud, men i sig selv et helligt møde. Når Rādhā og Krishna forenes i krop og sind, er det en del af bhakti: den kropslige forening er en guddommelig åbenbaring. Jayadeva gør derved det erotiske til et sakralt rum. Som Barbara Stoler Miller skriver, er Gītagovinda ikke blot poesi, men et middel til transcendens gennem sansning.
Rādhā  &    Krishna - hele naturen er fortryllede 

Religionssociologiske perspektiver

Fra et religionssociologisk synspunkt er Gītagovinda interessant, fordi det forener det sanselige med det hellige uden at adskille krop og ånd. Her adskiller teksten sig fra meget af vestlig mystik, hvor kroppen ofte gøres til forhindring. Jayadevas værk kan derfor læses som en kulturel modfortælling, hvor kvindens lyst og mandens begær får teologisk legitimitet. I praksis fik teksten også liturgisk betydning i Jagannath-templet i Puri, hvor den blev reciteret som del af kulten – dog uden kendte rituelle seksuelle handlinger.

Gensidig længsel og teologisk genspejling

I mange traditioner er det mennesket, der længes efter Gud. I Gītagovinda er det omvendt – eller snarere gensidigt. Krishna lider, da Rādhā er vred; han føler sig tom og ufuldendt uden hende. Dette aspekt har paralleller i visse mystiske traditioner:
- Hos Ibn ʿArabī fremstilles Gud som en skjult skat, der ønsker at blive kendt.
- Hos Rūmī beskrives Gud som en elskende, der savner sin elskede.
- Men kun hos Jayadeva fremstilles Gud så tydeligt som sanseligt begærende i jordisk form.

Erfaring eller metafor?

Et religionssociologisk hovedspørgsmål er, om denne kærlighedsoplevelse forblev en poetisk metafor, eller om der i kulten – eller i grænse bevægelser – fandt virkelige erotiske udfoldelser sted som del af gudsrelationen. I tantrisk hinduisme er dette kendt: ritualiseret sex (maithuna) er en erkendelsesvej. Men i Krishna-bhakti-kulten synes praksis at være holdt på det sanseligt-symbolske plan.

Afslutning

Gītagovinda er et unikt dokument i religionshistorien. Det kombinerer poesi, musik, sansning og teologi i en erotisk bhakti, hvor Gud ikke blot er mål for hengivelse, men også selv hengiven. I dette rum smelter menneskelig og guddommelig kærlighed sammen i et drama, hvor krop og ånd, kvinde og mand, elskende og elsket ikke kan skilles ad. I religiøs sociologi rejser det spørgsmål om, hvorvidt hellighed kan udleves i kroppen, og om erotik kan være en vej til det transcendente uden at miste sin jordiske virkelighed.

Krishna I Vrindavan hvor han var ko-hyrde og muntrede sig med malkepigerne. Han spiller på sin fløjte og tonerne få alle pigerne til at sukke i elskovsrus.

Priye Charusheele । प्रिय चारुशीले। Geet Govindam astpadi-19