The Oligarchs – vurderet i dag

David E. Hoffmans ”The Oligarchs: Wealth and Power in the New Russia” (2001) har stået tidens prøve bedre end mange lignende værker fra den postsovjetiske overgangsperiode. Her er en sammenfatning af, hvordan bogen vurderes i dag – både dens styrker, begrænsninger og dens aktuelle relevans:

“The Oligarchs" i dag – et klassisk værk fra den postsovjetiske overgang

1. Samtidig samtidsanalyse med stærk journalistisk metode

Ved udgivelsen blev bogen rost som en særdeles velskrevet, veldokumenteret og levende fortalt reportage, der gjorde det ellers uklare og indadvendte russiske samfund efter Sovjet tilgængeligt for vestlige læsere. Hoffmans baggrund som korrespondent for ”The Washington Post” i Moskva (1991–94) og hans netværk blandt økonomer, diplomater og tidligere embedsmænd gav ham adgang til mange kilder, som dengang var både nye og relevante.

Bogens store styrke er netop dens evne til at identificere de centrale aktører – især seks oligarker som Berezovskij, Gusinskij, Khodorkovskij, Smolenskij, Potanin og Abramovitj – og følge deres vej til rigdom og politisk indflydelse i den kaotiske postsovjetiske æra.

2. Aktuel vurdering: stadig et hovedværk – men med tidsbegrænset rækkevidde

Styrker i dag:
- Bogen er stadig et af de bedste overblik over 1990'ernes oligark-periode, især med hensyn til privatiseringen, Jeltsin-æraens magtspil og det økonomiske tomrum efter sovjetstatens sammenbrud.
- Den bliver ofte anvendt i universitetsundervisning om post-sovjetisk økonomi og politik som en klassisk fremstilling af chokterapiens konsekvenser og oligarkernes fremkomst.
- Den er historisk værdifuld, fordi den fanger en overgangstid, hvor systemet endnu var i opbrud, og hvor intet var givet.

Begrænsninger i dag:
- Bogen slutter reelt før Putins konsolidering af magten, og den fanger derfor ikke den senere fase, hvor mange oligarker blev marginaliseret eller underlagt staten (som i tilfældet med Khodorkovskij og Yukos).
- Den er stærkt personcentreret og fortæller mindre om de sociale konsekvenser for almindelige russere, eller om de dybereliggende institutionelle ændringer.
- Hoffmans tilgang er journalistisk snarere end teoretisk eller strukturelt; den mangler fx dyb analyse af korruptionens systemiske rolle eller de geopolitiske følger.

Konklusion:

”The Oligarchs” vurderes i dag som et klassisk og uundgåeligt værk, hvis man vil forstå 1990’ernes Rusland og det systemskifte, der fandt sted. Den bør dog læses med bevidsthed om, at den ikke dækker udviklingen efter 2000 i dybden – og at det billede, den tegner, i høj grad afspejler den vestlige opfattelse og fascination af oligarkernes dramatiske opstigning.