sideindhold

Jean Hougron, (1923-2001): ”Barbar Landet”

Fik lige læst ”Barbar Landet” af den franske forfatter Jean Hougron, (1923-2001). Han tilbragte 4 år i Indokina og bogen foregår under den fransk-indokinesiske krig (1946 – 1954). ”Barbar Landet” er en afsluttet historie i en serie på 6 bøger som under et hedder ”Den Indokinesiske Nat”.   

Hovedpersonens (Philippe Couvray) far myrdes på en af de første sider og mordet opklares først på en af bogens sidste sider. Det er dog ikke på grund af nogen mordgåde, man skal læse denne bog, men på grund af miljøskildringerne af et koloni herredømme i vild opløsning og hvad denne politiske tilstand gør ved visse mennesker. Forfatteren har også et godt greb om naturskildringerne og da handlingen udspilles under regntiden får læseren et godt indtryk af livet under tropisk regn. Philippe Couvray bliver arving til sin fars kolonivælde med tusinder af undersåtter der arbejder i hans miner og plantager. Imidlertid ser Philippe ikke noget godt i denne arv, som han ved ikke har lang tid for sig, idet oprørshæren nærmer sig hans besiddelser. Han er en underlig vag person denne Philippe og det varer længe, inden han træder i karakter overfor de mange grupperinger der kæmper om herredømmet ikke mindst det økonomiske. 

Koloni romaner fra denne del af verden har deres arketyper og stereotyper og ”Barbar Landet” reproducerer flere af dem, f.eks. den opiums afhængige hvide mand der er gået i hundene, men som gennemskuer hvad andre ikke fatter. Stereotyperne omkring landets oprindelige befolkninger er knapt så markante som i anden lignende litteratur. Det skyldes måske, at Jean Hougron mener, at franskmændenes tilstedeværelse i Indokina ikke er til befolkningens bedste. Jean Hougron er blevet sammenlignet med Joseph Conrad og for så vidt som Conrad skrev om eneren og forsøgte at udforske menneskesjælen, så kan der være noget om snakken. Jeg har læst andre romaner fra dette område af verden f.eks. Graham Greene ”Den Stilfærdige Amerikaner” (The Quiet American) som jeg tilmed har læst flere gange og håber at komme til at læse igen! Graham Greens roman begynder der hvor Jean Hougrons slutter, nemlig da franskmændende slutter deres kolonikrig og USA tager over med en hidtil ukendt og uhørt brutalitet. Jeg har heldigvis også læst den vietnamesiske forfatter Bao Ninhs roman ”Krigens sorg”, der foregår under krigen efter USA's overtagelse af Frankrigs rolle.  Ninh er en fremragende forfatter men jeg genlæser sikkert ikke ”Krigens sorg”. Bogens handling udspiller sig bl.a. omkring en kærligheds historie der er så kompleks og ender så grumt, at jeg ikke har mod på at læse den igen.Men tilbage til Jean Hougron, måske er han ingen stor forfatter men han er en

god forfatter og jeg skal helt sikkert læse mere af ham.


 Multatuli: Max Havelaar

Romanen var færdigskrevet i 1859, og udkom stærkt beskåret i forfatterens hjemland, Holland, i 1860. På grund af bogens meget kritiske holdning til den hollandske koloniadministration i Indonesien var det ikke muligt for forfatteren at få det oprindelige manuskript trykt. Imidlertid er den danske udgave oversat efter original manuskriptet.  

Bogens hele titel er Max Havelaar eller Det hollandske Handelskompagnis kaffeauktioner.

Det med kaffeauktionerne gør man klogt i at have i baghovedet under læsningen. Romanen er en rammefortælling med flere fortællere og forskellige sammenvævede historier.

Batavus Droogstoppel åbner bogen med sin personlige fortælling. Han er prototypen på en bedsteborger. Han er beregnende i privatlivet såvel som i forretninger. Han er en karikatur af den ekstremt solide hollandske forretningsmand, der ikke har den ringeste idé om, hvad der egentlig foregår i de kolonier, hvorfra han bjerger sine profitter som kaffehandler. Kirken og den kristne tro forveksler han behændigt med forretningslivets ben hårde principper for økonomisk fremgang og succes. Således at det ene bliver symbolet på det andet.

Hans navn, Batavus, røber, at han nedstammer fra den i Holland legendariske vest germanske folkegruppe Die Bataver. Der er mere endnu i dette navn, for den latinske betegnelse for Holland er Batavia, og dette navn viser også hen på kolonierne, idet Jakarta, Indonesiens hovedstad, hed Batavie under det hollandske kolonistyre.

I det hele taget kan bogens forfatter Eduard Douwes Dekker lide at lege med betydningen af personnavne. Selv kalder han sig Multatuli som betyder, jeg har lidt meget.

Droogstoppel møder en dag en gammel bekendt, Sjalman, der i mange år har arbejdet ude i Hollandsk Indien (Indonesien). Sjalman beder Droogstoppel om at publicere manuskriptet til en bog han har skrevet om sine oplevelser på Java. Manuskriptet åbnes op for læseren dels gennem Droogstoppels læsning og kommentarer og delvis direkte. Det er Multatulis (alias Max Havelaar) historie som assistent-resident på Java vi bliver bekendt med. Hollandsk Indien blev styret af en generalguvernør som var direkte ansvarlig overfor den hollandske konge. Kolonierne var inddelt i provinser og hver provins var fordelt i 3 til 4 distrikter som blev styret af en assistent-resident. I hvert distrikt bistås assistent-residenten af en lokal høvding eller fyrste af høj rang. Under sig havde de så forskellige grader af embedsmænd, kontrollører og opsynsmænd. I Max Havelaars distrikt findes megen økonomisk og social forarmelse og mange udvandrer fra området. Herved forstærkes den negative effekt, idet det er de resurse svage der bliver tilbage. De indfødte fyrster udsuger undersåtterne og det samme gør den hollandske koloni administration. Max Havelaar sætter sig for at stoppe misbruget og ulovlighederne men møder forudsigeligt modstand over alt. Havelaar fremstår som humanist og hans projekt er at skabe tålelige levevilkår for menneskene som sådan. At de indfødte ude i kolonierne som mennesker kunne sidestilles med koloni herrerne var dengang nærmest kættersk tænkning. For at understrege den humanistiske pointe fletter forfatteren flere små historier om de indfødte ind i den store fortælling. I disse historier konfronteres læseren med kærlighed, adskillelse, forræderi, fattigdom og sult, som var det ham selv der gennemgik alle disse episoder. Og læseren forstår den indfødtes afmagt og raseri samt ønsket om oprør. Droogstoppel forstår imidlertid ikke denne mere subtile side af historien og til sidst fraskriver forfatteren sig denne person som han selv har skabt.

Max Havelaar er andet og mere end fortællingen om en idealists opgør med det europæiske kolonivælde.

Bogen er også et forsøg med et nyt litterært koncept, et opgør, om man vil, med den romantiske genre gennem et ordentlig skud realisme. På den måde kan man læse Max Havelaar som en krydsning af to litterære genre - nemlig den romantiske og den realistiske.

Af lignende litterære opgør med romantikken til fordel for et naturalistisk koncept har vi her i Danmark Hans Egede Schack: ”Phantasterne” der udkom i 1857 og i Rusland I.S. Turgenjevs roman ”Rudin” der udkom i 1856. 

Eduard Douwes Dekker alias Multatuli ønskede med sin bog at få fokus på den hollandske koloniadministration og dens misbrug af de indonesiske bønder som stortrives i ly af det såkaldte ”opdyrkningssystem”, der muliggjorde tvangsafleveringer af råvarer til eksport til Europa. Det tog imidlertid sin tid og Eduard Douwes Dekker nåede ikke selv at opleve de debatter og efterfølgende reformer hans bog afstedkom. Hans bog fik også en betydning for de indonesiske nationale bevægelser, der opstod i begyndelsen af det tyvendeårhundrede.

Jeg tror det ville have glædet Eduard Douwes Dekker, hvis han havde vidst at en fjern slægtning til ham, Ernest François Eugène Douwes Dekker, i 1912 var med til at starte det Nationale Ostindiske Parti under slagordet: ”Ostindien for dem, der skaber sig et hjem her” og at hans navn ikke kan adskilles fra historien om den indonesiske uafhængighed.  


 André Malraux: ”Erobrerne”. 

Romanen er en hæsblæsende tour de force af brudstykker, af diskussioner og billeder af lyd og syn, lys og mørke, der tilsammen forfølger fortællingens hærgende og skæbnebestemte personer. Scenen er sat for et af historiens store dramaer. På denne baggrund bliver man i tvivl om personerne bevidst spiller deres historiske roller, eller om det er rollerne der spiller personerne.

Sammen med fortælleren en unavngivet franskmand ankommer vi til Fjernøsten i skæbneåret 1925. Samtidig med at fortælleren sejler længere og længere ind i fortællingens geografiske område informeres læseren om stedets politiske situation. En generalstrejke iværksat af det kinesiske kommunistparti (CCP) og Kuomintang (Nationalpartiet som tager magten i Kina 1927-48) i Hong Kong og Canton. Målet er at udmatte det engelske imperium ved at lamme handlen på Hong Kong. I denne anti-imperialistiske atmosfære opsøger fortælleren en gammel kammerat, Garine, der skildres som en blanding af en revolutionær intellektuel og den romantiske gådefulde helt. Garine arbejder for Mikhail Borodin fra Sovjetunionen og er kommunistisk internationales mand på stedet. Den politiske magt er splittet mellem flere yderfløje og bogens personer forsøger hver fra deres ståsted at få styr på de enorme politiske og sociale kræfter, der kommer i spil under generalstrejken. Kuomintang er splittet mellem konservative kinesiske nationalister - uinteresseret i sociale reformer og en anden fraktion ledet af Hong, en kinesisk lejemorder og anarkist. Kun kommunistpartiet formår at hævde en politisk integritet i samspillet mellem: internationalister, bønder, arbejder og intellektuelle. I Malraux’s forfatterskab opfattes den intellektuelle som igangsætter og en handlingens forkynder.

En stor del af den dramatiske spænding mellem romanens personer omhandler magtkampen mellem bogens helt Garine og Borodin, der skildres som farveløs og uden handlingens gnist.

Bogen har en ægte europæisk etnocentrisk opsætning al den stund de europæiske personer er de bedst beskrevne karakterer med undtagelse af Hong. Kina er det eksotiske sted, der danner baggrund for europæernes egne selvforståede dramaer. Bogen giver således et godt indblik i datidens europæiske selvopfattelse ikke så forskellig fra vore dages multikulturalister, for hvem alverdens lande og kulturer fremstår som et scenetæppe på hvis baggrund deres egne bedrifter udspilles.  Fjernøsten fremstår som i den klassiske koloni roman som et mærkeligt, eksotisk, dekadent, mystisk, sanseligt og voldsomt sted, men som romanen udvikler sig bliver billedet af Kina mere komplekst og det lykkes for forfatteren at præsentere kineserne som medmennesker, hvis liv og skæbne også vedkommer læseren.

Romanens historiske “setup” var egentlig et intermezzo inden langt større omvæltninger fandt sted i Kina og verden som sådan. Vi kan i denne roman se konjunkturen af det som vil komme og hvad mere er, vi får et indblik i de mekanismer som udløser verdensbegivenheder. Solidaritet mellem de koloniserede folk i asien gennem den kommunistiske internationale står stærkt i beskrivelsen. Der indsamledes penge til de strejkende i Kanton bl.a. i fransk Indokina. Kolonierne er ved at vågne op til global modstand imod den europæiske udbytning. Man forstår, at dette ikke er kommet i stand af sig selv, men at Internationale og Lenins bog om imperialismen har beredt vejen. I dag er alt dette glemt, sammen med de mange der gjorde det internationale til deres politiske arbejdsmark. Folk som N.N. Roy, Ho Chi Minh, Tan Malaka og mange mange andre.

 

  Konge vejen af André Malraux  

”Vejen” skal forstås metaforisk og i overordnet betydning f.eks. den vej i livet kongen valgte, men samtidig er det en konkret vej som forbinder Ankor Vat i Cambodja med flodområdet ved Menam.

Undervejs til Fjernøsten mødes to mænd ombord på en damper, henholdsvis den unge franske arkæolog, Claude Vennec, og den sagnomspundne dansker, Perken. Vennec er på vej til Østen i håbet om at finde statuer og basrelieffer i de gamle tempelruiner langs den gamle Kongevej op til Ankor Vat i Cambodja. Han vil sælge dem i Europa og håber handlen kan bringe ham overdådig rigdom. Perken kender landet og urskoven som sin egen lomme og han indvilliger i at tage med på eventyret. Også han synes at styres af ønsket om rigdom. Undervejs og ligesom i glimt får vi historien om en anden eventyrer, Grabot, der tilsyneladende bor sammen med de oprørske stammer inde i junglen.

Vennec og Perken finder de eftertragtede kunstgenstande, som junglen imidlertid ikke bare giver fra sig. De finder også Grabot som junglens indbyggere heller ikke bare giver fra sig. Der skal kæmpes for at fravriste junglen dens klenodier og bytte. Situationen tilspidses og udløser den gnist kolonimagten venter på for at legitimere en erobring af de hvide pletter på landkortet.  

Romanen indeholder alle eksistentialismens filosofiske gebrækkeligheder uden at blive tung læsning af den grund. De eksistentialistiske spørgsmål er elegant indlejret i fortællingen og er uløseligt forbundet med personerne og handlingen. Læseren konfronteres med spørgsmålet om: døden, livets absurditet, valget, individualiteten, betydning, betydningsløs, menneskets ubodelige ensomhed og lignende snurrigheder bogen igennem. Malraux fremprovokerer de mange eksistentialistiske spørgsmål, og han svarer også på de fleste, f.eks. hedder det ”at gå med til endog at miste min død har fået mig til selv at vælge mit liv”. Søren Kirkegaard ville have sagt, at overtage sit liv gennem valget og Sartre ville sige, at vi gennem valget giver livet en mening. Ligesom Heidegger ville sige, at vi forstår os på os selv ved aktivt at forholde sig til det at eksistere. Malraux foregriber Albert Camus og dennes kredsen omkring tilværelsens absurditet. Litterært har han tæt tilknytning til flere andre franske eksistentialistiske forfattere som: Jean Genet, André Gide, André Malraux, Samuel Beckett, Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir.         

Sprogligt arbejder Malraux med udeladelser og ufuldstændige sætninger som vi kender det fra hverdagssproget. Hertil kommer at romanen er drønhamrende handlingsmættet. Fra og med det øjeblik Claude og Perken når frem til den landsby, hvor de finder Grabot, er det svært som læser at slippe bogen igen. Dramaet driver handlingen frem i stigende bølger af intensitet. Læseren bemærker knapt nok de tunge filosofiske og eksistentialistiske spørgsmål, der stædigt trænger sig på midt i handlingens hektiske ordstrømme.      

Perken har fra begyndelsen sin egen dagsorden og det er at skaffe penge til maskingeværer til urfolkene i de nordlige områder af Laos og Cambodja. Det er ”hans” folk, som han udtrykker det. Dvs. der findes en gensidig tillid mellem dem og ham. Jeg tror ikke, det skal forstås som om han hersker over disse folk som nogle litteraturforskere har foreslået. De skal forsynes med maskingeværer for at kunne forblive frie og uafhængige af kolonimagten. Ligesom de skal bruge våben imod fjendtlige stammer der oversvømmer deres territorie efter krigen mellem franskmændene og de forskellige stammer er brudt ud nede sydpå. Perkens private projekt; at frigøre sig for alle konventioner (fordi de alligevel er løgn) og søge sin egen frihed i junglen, falder sammen med urfolkenes kamp, for at bevare deres frihed fra kolonisering. ”Min død vil tvinge dem til frihed” hævder Perken.

De tre mænd, der i romanen gennemlever alle eksistentialismens problematikker, afklædes gennem handlingen. De stilles foran valget og de vælger civilisationen fra sammen med det konventionelle liv og dagens moral. En situation der gør dem både stærke og skrøbelige. Der skal kun lidt til for at de kommer i en tilstand af vildskab ikke helt ulig den jungle der omgiver dem på alle sider. Junglen der helt har overgroet den førhen så storslåede khmer kultur. Kulturen er en tynd fernis, der stillet overfor urskovens vildskab let må opgives. Naturens iboende evigheds væsen stikker af mod menneskenes forgængelighed. De uddøde ruinbyer langs Kongevejen står som spøgelsesagtige vidnesbyrd om en natur, der har genvundet sin ret overfor kulturens flygtighed. Hvordan fæstne og bevare sin værdighed som menneske i en verden der nærmest fornægter denne værdighed, og hvordan finde en balance mellem autonom subjekt og naturlig vildskab? Problemet løser Malraux ved at personerne selv sætter den moralske standart for deres liv.  ”But to live outside the law, you must be honest” deklarerer Bob Dylan i sangen "Absolutely Sweet Marie" og det er netop hvad romanen forventer af sine anarkistiske personager – at de er hudløst ærlige.

Det er en bog om mænd og hvordan de under ekstreme forhold konstruerer deres maskulinitet. Kvinderne i bogen er kun til som kulisse for mændenes erotiske udfoldelser og fantasier. En enkelt kvinde er undtagelsen - nemlig Perkens tidligere kone. Imidlertid hører vi om hende men læseren møder hende ikke. Hende kunne Perken udholde at elske, lige indtil hun ophørte med at elske sig selv. Bruddet blev, ligesom tanken om døden, den eksistentielle opvågnen til en meningsløs verden. En verden uden mening indtil man selv giver den en mening og for Perken er dette ensbetydende med aldrig at give efter, som han siger: ”Alle disse modbydelige insekter som flyver ind i vores projektør er underkastet lyset. Termitterne lever i deres bo, er underkastet deres bo. Jeg vil ikke være underkastet noget”.

Den personlige selvopofrelse og kampen for ikke at overskride grænsen for den vestlige civilisations standart for moralsk opførsel er almindelige temaer i koloni litteraturen således også her i bogen. Den koloniale situation er magtladede flertydige afbrudte sammenstød af kontrasterende virkeligheder, som har inspireret forfattere og kunstner til at fremkalde scenarier ladet med en anden virkelighed, med gyset fra det ukendte og eksotiske. Junglen med dens fremmede kulturer og mennesker ses som baggrundstæppe for europæernes ageren. Konge vejens forfatter er den alvidende forfatter, der kan se ind i bevidstheden på bogens personer og skildre dem indefra. Det gælder imidlertid ikke urfolkene, de beskrives udefra så at sige. Undtagen en enkelt gang, hvor vi får at vide, at en høvding ikke bryder sig om at sidde på hug når der er europæere tilstede. Det er vigtigt at forstå, at koloni romanen ikke handler om fremmede kulturer men om europæernes syn på fremmede kulturer og om samme europæers søgen efter en egen identitet. En identitet der udspilles på baggrund af det eksotiske. 

Konge vejen lægger sig op af Josef Conrads ”Mørkets Hjerte” både i plottet, tematisk og hvad angår karakterskildringerne af bogens hovedfigurer. Det være sagt uden at beskylde Malraux for efterligning eller påstå, at Conrad er eksistentialist. Man kan derimod sige, at Konge vejen tager tråden op efter ”Mørkets Hjerte” og gennemspiller temaet og rollerne på flere nye måder.

Det er svært at læse Konge Vejen uden at blive nysgerrig med hensyn til den gamle khmer kultur. Man kan tilfredsstille denne nysgerrighed ved at Google på emnet, men man kan også få meget ud af at læse Eva-Brit Fanger: ”Khmerfolkets Kultur og Historie i Ankortiden”.  


Chinua Achebe ”En Mand af Folket”. 

Fik i al hast læst Chinua Achebe’s roman ”En Mand af Folket”. Det er den første roman af en afrikansk forfatter jeg har læst. Den handler om tiden efter afkoloniseringen i Nigeria. Den store historie: landets korrupte politikere har taget over hvor kolonimagten slap. De sælger ud af landets rigdomme- korruption og nepotisme stå i høj kurs. Nogle unge idealister danner et nyt politisk parti og tager kampen op mod de gamle politikere. Folket er apatiske og forstå ikke den udbytning de selv udsættes for fra de politikere som de forguder. Magt eliten slå hårdt ned på den nye politiske bevægelse og knuser den med vold! Et militærkup afslutter det hele!

Den lille historie: bogens helt Odili feteres af en minister som er prototypen på magtmisbrug. Han ydmyger Odili og nu bliver den politiske kamp en kamp mellem disse to mænd som også bejler til den samme kvinde. Odili gennemlever en bevidstgørelse og opvågnen til dagens politiske situation i de tidligere koloniserede lande. Han gennemlever også alle kærlighedens og jalousiens stadier. Han taber den politiske kamp og erkender at der er lang vej til retfærdighedens sol går op. Imidlertid vinder han kærligheden og sin fars respekt som han ellers har måtte savne. Bogen forbliver åben fordi hovedpersonen Odili ikke kan gennemskue sig selv og derfor selv må arbejde sig videre i nye for læserne ikke kendte retninger!

Ben Okri ”Sultens Vej”.  

At lukke sidste blad i Ben Okri’s roman ”Sultens Vej” er som at tage afsked med en stor og begivenhedsrig verden. Lyder det paradoksalt, når bogen påviseligt beskriver sulten, fattigdommen og desperationen? Ja for denne beskrivelse af sulten er rig på fantasiens område ligesom forfatterens værktøj beriger og forundrer.

Fortællingen er for voksne men set gennem en drengs altid undrende øjne og åbne sanser. Voksen fortællinger fortalt af børn kender vi fra litteraturhistorien f.eks. Rudyard Kiplings ”Kim” og de to første bind i Maksim Gorkijs erindringstrilogi ”Barndom (1913)”og ”Blandt mennesker (1916)”, for lige at nævne de berømteste.

Romanen foregår i Nigeria, hvor drengen Azaro befinder sig med sin familie i en storbys slumhelvede. Storby med beton og blik tage ja, og alligevel er junglen aldrig længere væk end, at drengen Azaro kan foretage strejfture ind i vildnisset og disse strejfture er hyppige ligesom hans strejfture ind i fantasiens riger er hyppige. 

Azaro er en abiku, et åndebarn, som egentlig ikke hører hjemme i denne verden men bestandig længes efter åndernes verden. Azaro har m.a.o. nogle tilpasnings problemer men som fortællingen skrider frem bliver han gradvist forankret i denne verden og ånderne kan til sidst ikke hamle op med kærligheden og respekten for menneskene først og fremmest mor og far. Men lad det være sagt straks, der er ingen af disse der er absolut helte. Når Azaro knytter sig til sine forældre, så er det på både godt og ondt og alt det som ligger ind i mellem. Personerne er virkelige sammensatte og impulsive mennesker. Vi lærer slummens beboere at kende. De bliver meget let opfarende og aggressive men ligeså hurtigt bliver de tilgivende og nærværende i hinandens liv.

I bogens to første tredjedele hører vi kun om Azaros voksne venner samt om hans åndesyner som er mange og hyppige. Andre børn omtales men der er ingen person beskrivelser. I bogens sidste del får Azaro en ven på sin egen alder og han tiltrækkes af en tiggerpige der ser op til hans far.

Azaros mor skaffer familien lidt indkomst gennem tuskhandel. Hun går vidt omkring med sine varer og en kort tid har hun en plads på markedet, men bortjages af de politiske bøller. Politiken er næsten usynlig i bogens start men bliver mere og mere dominerende som handlingen skrider frem. Ingen af slum beboerne forstår en døjt af politik og de manipuleres godt og grundigt. Azaros far arbejder som daglejer indenfor alt forefaldent og sommetider er han totalt nedbrudt efter en rædselsfuld dag på arbejdet. Han drømmer om en fremtid som bokser men rigtig boksning bliver det aldrig til, derimod til nogle gevaldige slagsmål med sprut og tømmermænd i kølvandet. Efter et sådan slagsmål ser det ud som han har fået en alvorlig hjerneskade. Han vil nu være politiker og redde verden og dens mest udsatte, tiggerne og krøblingerne. Han der selv er analfabet drømmer om at bygge en skole. Azaros mor forsøger i denne tid at holde sammen på stumperne og samle der hvor manden spreder. Madame Koto og fotografen er to kompromisløse personer i Azaros verden som handlingen kredser om. Gennem fotografen ser vi politikernes korrupte verden, båret frem af vold og bestikkelser. Han går op i mod systemet, møder voldsom modgang men oplever også personlige og moralske sejre. Madame Koto er overleveren og eneren også hun spekulerer i det politiske, men hun stryger politikerne og deres bøller med hårene. Hendes værtshus udvides til bordel og hun får som den eneste i slumghettoen både elektricitet og bil. Fælles for alle personerne er, at de ikke forstår at gennemskue de politiske og økonomiske sammenhænge som betingelsesløst styrer deres liv.                   

Urskoven ryddes, nye veje, nye byer og industrianlæg skyder op hvor der før var uberørt natur. Vandringen fra land til by tager til og man fornemmer fremmedgørelsen og afsavnet. Vi befinder os midt i den forpjaltningsproces, der i senkolonialismen hærgede Afrika som en svøbe. De mange, der flyttede fra landsbyerne, forlod samtidig det system af overleverede normer for klædedragt, adfærd, ansvar og gensidighed der havde været deres kultur gennem lange tider og givet dem en tryghed i tilværelsen. I den nye betonslum var de fragmenterede og ude af stand til at modstå politikernes og kapitalejernes kynisme og udbytning. I denne proces mistede folk deres menneskelige værdighed og opførte sig derefter. Fra urskoven medbragte de allehånde overtro som på ingen måde hjalp i den nye situation. Tværtimod forhindrede overtroen dem i at gennemskue udbytnings mekanismerne. Kun nogle ganske få var klar over, at noget var galt som f.eks. Azaros far og fotografen, men de kunne ikke sætte ord på. Når periferien inddrages i centret (den kapitalistisk produktions måde) sker der en øjeblikkelig proletarisering af befolkningen. Personerne i Ben Okris bog er alle sammen lige ankommet fra junglen til storbyen, og de har allerede mere tilfælles med proletarer overalt i verden end de har med deres egne slægtninge der blev tilbage i junglen. Små uretfærdigheder hidser dem helt utrolig op, ligesom de nemt såres på deres stolthed. Noget jeg genkender fra min egen barndoms gade!   

Ben Okri benytter sig af en overrumplende detaljerigdom hvad enten han beskriver naturfænomener, slum interiører, åndernes verdener eller Madam Kotos skiftende humør svingninger. 

Nogle opfatter denne bog som eksotisk men den er lige det modsatte. De mange beskrivelser af tro og trolddom skal ses som en afmytologisering af den afrikanske modernitet, hvor mytologien og traditionen er blevet hjemløs og ude af stand til at hamle op med den moderne verdens problemer. Den altid nærværende åndeverden i denne roman er ligeså kaotisk, diffus og konfliktfyldt som det sociale liv åndeverden er et vrangbillede af.    


  



 .