sideindhold

André Malraux: ”Erobrerne”. 

Romanen er en hæsblæsende tour de force af brudstykker, af diskussioner og billeder af lyd og syn, lys og mørke, der tilsammen forfølger fortællingens hærgende og skæbnebestemte personer. Scenen er sat for et af historiens store dramaer. På denne baggrund bliver man i tvivl om personerne bevidst spiller deres historiske roller, eller om det er rollerne der spiller personerne.

Sammen med fortælleren en unavngivet franskmand ankommer vi til Fjernøsten i skæbneåret 1925. Samtidig med at fortælleren sejler længere og længere ind i fortællingens geografiske område informeres læseren om stedets politiske situation. En generalstrejke iværksat af det kinesiske kommunistparti (CCP) og Kuomintang (Nationalpartiet som tager magten i Kina 1927-48) i Hong Kong og Canton. Målet er at udmatte det engelske imperium ved at lamme handlen på Hong Kong. I denne anti-imperialistiske atmosfære opsøger fortælleren en gammel kammerat, Garine, der skildres som en blanding af en revolutionær intellektuel og den romantiske gådefulde helt. Garine arbejder for Mikhail Borodin fra Sovjetunionen og er kommunistisk internationales mand på stedet. Den politiske magt er splittet mellem flere yderfløje og bogens personer forsøger hver fra deres ståsted at få styr på de enorme politiske og sociale kræfter, der kommer i spil under generalstrejken. Kuomintang er splittet mellem konservative kinesiske nationalister - uinteresseret i sociale reformer og en anden fraktion ledet af Hong, en kinesisk lejemorder og anarkist. Kun kommunistpartiet formår at hævde en politisk integritet i samspillet mellem: internationalister, bønder, arbejder og intellektuelle. I Malraux’s forfatterskab opfattes den intellektuelle som igangsætter og en handlingens forkynder.

En stor del af den dramatiske spænding mellem romanens personer omhandler magtkampen mellem bogens helt Garine og Borodin, der skildres som farveløs og uden handlingens gnist.

Bogen har en ægte europæisk etnocentrisk opsætning al den stund de europæiske personer er de bedst beskrevne karakterer med undtagelse af Hong. Kina er det eksotiske sted, der danner baggrund for europæernes egne selvforståede dramaer. Bogen giver således et godt indblik i datidens europæiske selvopfattelse ikke så forskellig fra vore dages multikulturalister, for hvem alverdens lande og kulturer fremstår som et scenetæppe på hvis baggrund deres egne bedrifter udspilles.  Fjernøsten fremstår som i den klassiske koloni roman som et mærkeligt, eksotisk, dekadent, mystisk, sanseligt og voldsomt sted, men som romanen udvikler sig bliver billedet af Kina mere komplekst og det lykkes for forfatteren at præsentere kineserne som medmennesker, hvis liv og skæbne også vedkommer læseren.

Romanens historiske “setup” var egentlig et intermezzo inden langt større omvæltninger fandt sted i Kina og verden som sådan. Vi kan i denne roman se konjunkturen af det som vil komme og hvad mere er, vi får et indblik i de mekanismer som udløser verdensbegivenheder. Solidaritet mellem de koloniserede folk i asien gennem den kommunistiske internationale står stærkt i beskrivelsen. Der indsamledes penge til de strejkende i Kanton bl.a. i fransk Indokina. Kolonierne er ved at vågne op til global modstand imod den europæiske udbytning. Man forstår, at dette ikke er kommet i stand af sig selv, men at Internationale og Lenins bog om imperialismen har beredt vejen. I dag er alt dette glemt, sammen med de mange der gjorde det internationale til deres politiske arbejdsmark. Folk som N.N. Roy, Ho Chi Minh, Tan Malaka og mange mange andre.

André Malraux


 .