sideindhold

Ben Okri ”Sultens Vej”.

At lukke sidste blad i Ben Okri’s roman ”Sultens Vej” er som at tage afsked med en stor og begivenhedsrig verden. Lyder det paradoksalt, når bogen påviseligt beskriver sulten, fattigdommens og desperationen? Ja for denne beskrivelse af sulten er rig på fantasiens område ligesom forfatterens værktøj beriger og forundrer.

Fortællingen er for voksne men set gennem en drengs altid undrende øjne og åbne sanser. Voksen fortællinger fortalt af børn kender vi fra litteraturhistorien f.eks. Rudyard Kiplings ”Kim” og de to første bind I Maksim Gorkijs erindringstrilogien ”Barndom (1913)”og ”Blandt mennesker (1916)”, for lige at nævne de berømteste.

Romanen foregår i Nigeria, hvor drengen Azaro befinder sig med sin familie i en storbys slumhelvede. Storby med beton og blik tage ja, og alligevel er junglen aldrig længere væk end, at drengen Azaro kan foretage strejfture ind i vildnisset og disse strejfture er hyppige ligesom hans strejfture ind i fantasiens riger er hyppige. 

Azaro er en abiku et åndebarn som egentlig ikke hører hjemme i denne verden men bestandig længes efter åndernes verden. Azaro har m.a.o. nogle tilpasnings problemer men som fortællingen skrider frem bliver han gradvis forankret i denne verden og ånderne kan til sidst ikke hamle op med kærligheden og respekten for menneskene først og fremmest mor og far. Men lad det være sagt straks, der er ingen af disse der er absolut helte. Når Azaro knytter sig til sine forældre, så er det på både godt og ondt og alt det som ligger ind i mellem. Personerne er virkelige sammensatte og impulsive mennesker. Vi lærer slummens beboere at kende. De bliver meget let opfarende og aggressive men ligeså hurtigt bliver de tilgivende og nærværende i hinandens liv.

I bogens to første tredjedele hører vi kun om Azaros voksne venner samt om hans åndesyner som er mange og hyppige. Andre børn omtales men der er ingen person beskrivelser. I bogens sidste del får Azaro en ven på sin egen alder og han tiltrækkes af en tiggerpige der ser op til hans far.

Azaros mor skaffer familien lidt indkomst gennem tuskhandel. Hun går vidt omkring med sine varer og en kort tid har hun en plads på markedet, men bortjages af de politiske bøller. Politiken er næsten usynlig i bogens start men bliver mere og mere dominerende som handlingen skrider frem. Ingen af slum beboerne forstår en døjt af politik og de manipuleres godt og grundigt. Azaros far arbejder som daglejer indenfor alt forefalden og sommetider er han totalt nedbrudt efter en rædselsfuld dag på arbejdet. Han drømmer om en fremtid som bokser men rigtig boksning bliver det aldrig til, derimod til nogle gevaldige slagsmål med sprut og tømmermænd i kølvandet. Efter et sådan slagsmål ser det ud som han har fået en alvorlig hjerneskade. Han vil nu være politiker og redde verden og dens mest udsatte, tiggerne og krøblingerne. Han der selv er analfabet drømmer om at bygge en skole. Azaros mor forsøger i denne tid at holde sammen på stumperne og samle der hvor manden spreder. Madame Koto og fotografen er to kompromisløse personer i Azaros verden som handlingen kredser om. Gennem fotografen ser vi politikernes korrupte verden, båret frem af vold og bestikkelser. Han går op i mod systemet, møder voldsom modgang men oplever også personlige og moralske sejre. Madame Koto er overleveren og eneren også hun spekulerer i det politiske, men hun stryger politikerne og deres bøller med hårene. Hendes værtshus udvides til bordel og hun får som den eneste i slumghettoen både elektricitet og bil. Fælles for alle personerne er, at de ikke forstår at gennemskue de politiske og økonomiske sammenhænge som betingelsesløst styrer deres liv.                   

Urskoven ryddes, nye veje, nye byer og industrianlæg skyder op hvor der før var uberørt natur. Vandringen fra land til by tager til og man fornemmer fremmedgørelsen og afsavnet. Vi befinder os midt i den forpjaltningsproces, der i senkolonialismen hærgede Afrika som en svøbe. De mange, der flyttede fra landsbyerne, forlod samtidig det system af overleverede normer for klædedragt, adfærd, ansvar og gensidighed der havde været deres kultur gennem lange tider og givet dem en tryghed i tilværelsen. I den nye betonslum var de fragmenterede og ude af stand til at modstå politikernes og kapitalejernes kynisme og udbytning. I denne proces mistede folk deres menneskelige værdighed og opførte sig derefter. Fra urskoven medbragte de allehånde overtro som på ingen måde hjalp i den nye situation. Tværtimod forhindrede overtroen dem i at gennemskue udbytnings mekanismerne. Kun nogle ganske få var klar over, at noget var galt som f.eks. Azaros far og fotografen, men de kunne ikke sætte ord på. Når periferien inddrages i centret (den kapitalistisk produktions måde) sker der en øjeblikkelig proletarisering af befolkningen. Personerne i Ben Okris bog er alle sammen lige ankommet fra junglen til storbyen, og de har allerede mere tilfælles med proletarer overalt i verden end de har med deres egne slægtninge der blev tilbage i junglen. Små uretfærdigheder hidser dem helt utrolig op, ligesom de nemt såres på deres stolthed. Noget jeg genkender fra min egen barndoms gade!   

Ben Okri benytter sig af en overrumplende detaljerigdom hvad enten han beskriver naturfænomener, slum interiører, åndernes verdener eller Madam Kotos skiftende humør svingninger. 

Nogle opfatter denne bog som eksotisk men den er lige det modsatte. De mange beskrivelser af tro og trolddom skal ses som en afmytologisering af den afrikanske modernitet, hvor mytologien og traditionen er blevet hjemløs og ude af stand til at hamle op med den moderne verdens problemer. Den altid nærværende åndeverden i denne roman er ligeså kaotisk, diffus og konfliktfyldt som det sociale liv åndeverden er et vrangbillede af.

  Romanen er på 494 sider 


 .