sideindhold

 Multatuli: "Max Havelaar" 

Romanen var færdigskrevet i 1859, og udkom stærkt beskåret i forfatterens hjemland, Holland, i 1860. På grund af bogens meget kritiske holdning til den hollandske koloniadministration i Indonesien var det ikke muligt for forfatteren at få det oprindelige manuskript trykt. Imidlertid er den danske udgave oversat efter original manuskriptet.  

Bogens hele titel er Max Havelaar eller Det hollandske Handelskompagnis kaffeauktioner.

Det med kaffeauktionerne gør man klogt i at have i baghovedet under læsningen. Romanen er en rammefortælling med flere fortællere og forskellige sammenvævede historier.

Batavus Droogstoppel åbner bogen med sin personlige fortælling. Han er prototypen på en bedsteborger. Han er beregnende i privatlivet såvel som i forretninger. Han er en karikatur af den ekstremt solide hollandske forretningsmand, der ikke har den ringeste idé om, hvad der egentlig foregår i de kolonier, hvorfra han bjerger sine profitter som kaffehandler. Kirken og den kristne tro forveksler han behændigt med forretningslivets ben hårde principper for økonomisk fremgang og succes. Således at det ene bliver symbolet på det andet.

Hans navn, Batavus, røber, at han nedstammer fra den i Holland legendariske vest germanske folkegruppe Die Bataver. Der er mere endnu i dette navn, for den latinske betegnelse for Holland er Batavia, og dette navn viser også hen på kolonierne, idet Jakarta, Indonesiens hovedstad, hed Batavie under det hollandske kolonistyre.

I det hele taget kan bogens forfatter Eduard Douwes Dekker lide at lege med betydningen af personnavne. Selv kalder han sig Multatuli som betyder, jeg har lidt meget.

Droogstoppel møder en dag en gammel bekendt, Sjalman, der i mange år har arbejdet ude i Hollandsk Indien (Indonesien). Sjalman beder Droogstoppel om at publicere manuskriptet til en bog han har skrevet om sine oplevelser på Java. Manuskriptet åbnes op for læseren dels gennem Droogstoppels læsning og kommentarer og delvis direkte. Det er Multatulis (alias Max Havelaar) historie som assistent-resident på Java vi bliver bekendt med. Hollandsk Indien blev styret af en generalguvernør som var direkte ansvarlig overfor den hollandske konge. Kolonierne var inddelt i provinser og hver provins var fordelt i 3 til 4 distrikter som blev styret af en assistent-resident. I hvert distrikt bistås assistent-residenten af en lokal høvding eller fyrste af høj rang. Under sig havde de så forskellige grader af embedsmænd, kontrollører og opsynsmænd. I Max Havelaars distrikt findes megen økonomisk og social forarmelse og mange udvandrer fra området. Herved forstærkes den negative effekt, idet det er de resurse svage der bliver tilbage. De indfødte fyrster udsuger undersåtterne og det samme gør den hollandske koloni administration. Max Havelaar sætter sig for at stoppe misbruget og ulovlighederne men møder forudsigeligt modstand over alt. Havelaar fremstår som humanist og hans projekt er at skabe tålelige levevilkår for menneskene som sådan. At de indfødte ude i kolonierne som mennesker kunne sidestilles med koloni herrerne var dengang nærmest kættersk tænkning. For at understrege den humanistiske pointe fletter forfatteren flere små historier om de indfødte ind i den store fortælling. I disse historier konfronteres læseren med kærlighed, adskillelse, forræderi, fattigdom og sult, som var det ham selv der gennemgik alle disse episoder. Og læseren forstår den indfødtes afmagt og raseri samt ønsket om oprør. Droogstoppel forstår imidlertid ikke denne mere subtile side af historien og til sidst fraskriver forfatteren sig denne person som han selv har skabt.

Eduard Douwes Dekker (1820-1887) skrev romanen Max Havelaar, under pseudonymet Multatuli.  

Max Havelaar er andet og mere end fortællingen om en idealists opgør med det europæiske kolonivælde.

Bogen er også et forsøg med et nyt litterært koncept, et opgør, om man vil, med den romantiske genre gennem et ordentlig skud realisme. På den måde kan man læse Max Havelaar som en krydsning af to litterære genre - nemlig den romantiske og den realistiske.

Af lignende litterære opgør med romantikken til fordel for et naturalistisk koncept har vi her i Danmark Hans Egede Schack: ”Phantasterne” der udkom i 1857 og i Rusland I.S. Turgenjevs roman ”Rudin” der udkom i 1856. 

Eduard Douwes Dekker alias Multatuli ønskede med sin bog at få fokus på den hollandske koloniadministration og dens misbrug af de indonesiske bønder som stortrives i ly af det såkaldte ”opdyrkningssystem”, der muliggjorde tvangsafleveringer af råvarer til eksport til Europa. Det tog imidlertid sin tid og Eduard Douwes Dekker nåede ikke selv at opleve de debatter og efterfølgende reformer hans bog afstedkom. Hans bog fik også en betydning for de indonesiske nationale bevægelser, der opstod i begyndelsen af det tyvendeårhundrede.

Jeg tror det ville have glædet Eduard Douwes Dekker, hvis han havde vidst at en fjern slægtning til ham, Ernest François Eugène Douwes Dekker, i 1912 var med til at starte det Nationale Ostindiske Parti under slagordet: ”Ostindien for dem, der skaber sig et hjem her” og at hans navn ikke kan adskilles fra historien om den indonesiske uafhængighed.   

I den sydlige del af Amsterdam, findes monumentet for Indië-Nederland – altså Hollandsk Indien som man kaldte Indonesien i koloni tiden.Egentlig var dette et monument for general J. B. van Heutsz, som i 1903 brutalt nedkæmpede et nationalt oprør i Indonesien.Gennem tiderne har der været meget kritik at dette munoment. Der har sågar varet forsøg på at sprænge det i stumper og stykker. Kritikken af hollandsk kolonialpolitik, der tog sin begyndelse med romanen ”Max Havelaar”, førte så til at man omdøbte monumentet og fjernede J. B. van Heutszs kontrafej. 

      Provoerne angriber monumentet for J. B. van Heutsz, engang i de glade tresser.  



 .