Bare et billede – Kejserinden i tarot

Hvad viser kortet?

Kortet forestiller en kvinde i en blomstrende kjole, kronet og siddende på en trone i naturen. Hun holder et scepter, et tegn på værdighed eller myndighed. Rundt omkring hende vokser blomster og korn, og i baggrunden ses skov og floder.

Symbolik som folkelig fornuft (uden okkultisme)

Man kan se Kejserinden som et folkeligt billede på:

Omsorg og vækst: Hun sidder omgivet af blomster og marker. Det kan ses som et billede på frugtbarhed, jordnærhed og evnen til at nære noget, så det vokser – om det så er børn, haver eller ideer.

Værdighed og ro: Hun sidder fast og værdigt. Ikke som en krigsherre med sværd, men som en, der har autoritet i kraft af tålmodig styrke. Det kan inspirere til at lade ting tage tid og vokse naturligt.

Sanselighed: Kjolen er fuld af blomster, omgivelserne bugner. Det kan minde os om glæden ved at sanse verden – dufte, smage, farver.

Moderlighed uden dogmer: Hun kaldes ofte “moderkortet”, men man behøver ikke læse det bogstaveligt. Det kan være en påmindelse om at tage vare på andre, eller på sig selv, med venlighed og rummelighed.

Men der er også noget let melankolsk i hendes udtryk.
Det kan virke underligt midt i al denne brusende moderlighed og kærlighed,
men måske er det netop dét, der gør billedet ægte.
Selv i blomsterfloret ligger der en viden om, at alt visner.
At elske eller skabe noget er også at vide, at det en dag er væk, eller må slippes fri.

Som William Blake udtrykte det i sit lille digt The Sick Rose (1794):

O Rose thou art sick.
The invisible worm
That flies in the night,
In the howling storm,

Has found out thy bed
Of crimson joy,
And his dark secret love
Does thy life destroy.

Der er ingen grund til at tillægge kortet magiske kræfter.
Det er bare et billede — men et billede, der kan minde os om glæden og sorgen,
forbundet i alt, hvad vi lader gro.

Som æstetisk og etisk figur

Æstetisk kan kortet bare være et smukt billede på det frodige og harmoniske, noget man kan hænge op eller have liggende uden at tro, det har magiske kræfter.

Etisk kan det minde om en slags mildhed, som ikke skal forstås svagt, men som evnen til at lade ting udfolde sig uden at tvinge dem.

Hvorfor overhovedet bruge sådanne symboler?

Fordi mennesker altid har skabt billeder og historier, som kunne give eftertanke – uden at vi behøver tro på dem som sandheder. Ligesom gamle bondekalendere med deres varsler eller billeder af Moder Jord (som i slaviske eller germanske traditioner) kunne være både pynt og livsfilosofi.

Kort sagt

Man kan lade Kejserinden stå for naturens cyklus, tålmodig vækst og det at være både stærk og mild – eller man kan lade være. Det er det fine ved symboler: de kan tages op, leges med eller bare nydes for deres skønhed og kulturhistorie.

Blakes  relief-etsninger  til digtet “The Sick Rose”

Kort baggrund om etsningsprocessen

Blake brugte en teknik kaldet relief etching (illuminated printing), hvor både tekst og illustration blev ætset på samme plade. Efter trykning blev siderne håndfarvelagt – det betyder, at hver kopie kan være visuelt unik.

Disse illustrationer skaber en poetisk ramme, som forstærker digtets tematik: den syge rose og den usete orm. Deres sammenstilling rummer både æstetik og dybde – lige som  på Kejserinden i tarotkortet.

Symboliken i William Blakes radering til The Sick Rose

Blakes håndfarvede radering gør hans digt levende i billedform.
Rosen er her ikke blot en skøn blomst; den er allerede indfanget af ormens mørke omslyngen. Ormen, den “usynlige”, som i digtet kommer i natten og stormen, er her blevet synlig, nærmest ulmende af begær og destruktion.

Øverst i rosen ser vi to menneskeskikkelser, flettet ind i blomst og ranker. De synes lidende eller måske fanget i en form for søvn eller drøm, og kan tolkes som manden og kvinden — billedet på kærligheden selv, i færd med at forgå under vægten af sin egen hemmelighed.

Sådan udvider Blake sit eget digt med en billedverden, hvor glæde og ødelæggelse, lyst og forfald er uadskillelige.
Som i Kejserinden på tarotkortet: midt i al frodigheden ligger også en stille viden om, at alt hvad vi elsker, engang må give slip.

En erkendelse at tage med

Blakes syge rose er ikke kun et bittert billede. Den minder os om, at selv det skønneste bærer sårbarhed i sig.
At elske, at glæde sig, at skabe noget smukt – det rummer altid en risiko for tab og ødelæggelse.

Men netop fordi vi ser mørket, kan vi også omfavne livet med større klarhed og mildhed.
Vi kan møde hinanden og os selv med en forståelse af, at alt vokser under vilkår, hvor både glæde og forgængelighed er spundet tæt sammen.

Sådan bliver Blakes lille digt og billede en stille påmindelse:
at leve er at vide, og at vide er at elske mere ærligt.