sideindhold

Ramon J. Sender ”Sort Messe”. 

J. H. Schultz Forlag, København 1949

I en besættende brutal realisme forenet med en forunderlig poesi blotlægger Ramon J. Senders roman ”Sort Messe” menneskeskæbner og begivenheder under et oprør i en straffekoloni i Caribien.  Det er lang tid siden, jeg har læst noget så medrivende og overraskende. Romanens evne til at fange læseren er den samme fra første til sidste side, og alligevel måtte jeg flere gange under læsningen spørge mig selv om, hvad det egentlig var for en slags litteratur jeg læste. Er dette stor romankunst eller er det en knaldroman, jeg er i gang med tænkte jeg. Imidlertid var jeg nødt til at skubbe disse forvirrede tanker væk for at kunne følge med i romanens vilde tempo.

Bogen begynder der hvor øens konge, den snot-indskrænkede og bestialske Sorte Trinidad, henter sin unge brud Nina Lucha ovre på fastlandet. Brudeparret har knapt sat foden på øen før sorte Trinidad myrder to af fangerne, der er kommet for at fejre ham og hans brud. Samme aften myrdes Trinidad og det inden han fik smagt på   bryllupsnattens sødme.     

Øen er en åben fangelejer og flere af fangerne nåede at få et glimt af Nina Lucha, da hun ankom og forestillingen om hendes jomfruelighed går som en besættelse hen over øen. Alle rammes men på forskelligvis af denne besættelse. Øens få ærbare kvinder misunder Lucha hendes ungdom og under hende det værste. Flertallet af mændene mener de har ret til at voldtage hende på stedet, og indianerne håber hun kan bringe regn til deres afgrøder. Skolelæreren forelsker sig mod sin vilje i hende. En kamp på liv og død, om hvem som skal besidde Nina Lucha, tager fat mellem øens værste skurke. Hele øen gnistre af en egen anarkistisk, festlig og dødsens farlig spontanitet ført ud i livet gennem dansen, musikken og drukkenskaben. Musikken er conga og dansen rumba og i det univers er der kun plads til det umiddelbart sanselige, hvor døden er en meget livagtig medspiller. Ved en midnatsfest, hvor liget af den døde Trinidad deltager, synger en af danserne:

”Hvem har du efterladt pigen til,

Trinidad?

Sig os det, før du går,

Trinidad?

Hvem har du efterladt pigen til,

Trinidad?

Er det til Tvillingen,

Trinidad,

eller måske til Seksfinger

Trinidad?”

Sagt i forbifarten - så er hverken seksfinger eller tvillingen nogen svigermors ønskedrøm! Imidlertid er den skønne men hvinende naive pige forsvundet, medens kampen raser mellem disse to af øens mest brutale mænd. Nina Luchas naivitet beskytter hende og flere gange forvandler øens rå personer sig på en overaskende måde, når de står overfor pigens enfoldige renhed! Forfatteren har godt styr på personskildringerne og dem er der mange af. Han øser skamløst og bevidst af alle stereotyper om forhærdede personer, der går amok i varmen på små isolerede øer. Indianerne er ingen undtagelse i dette spil, men selv om de er eksotiske så det driver, er de på samme tid meget menneskelige. I det hele taget går det op for læseren, at romanens afstumpede karakterer også rummer forskellige indfald af menneskelighed som kræver, at de midt i deres fornedrelse skal ses som mennesker på godt og ondt. Der er noget Steinbecksk over Ramon J. Senders personer, som vi kender det fra ”Dagdriverbanden” og ”Perlen”, men uden Steinbecks personers uskyldige enfoldighed. Mange af personerne i ”Sort Messe” bliver ikke onde på grund af omstændighederne, de er simpelthen onde af natur, så meget mere bemærkelsesværdig er det når disse personer pludselig slår om og bliver deres egne modsætninger. Længslen efter retfærdighed og en slags kulturel orden, der giver mening for selv den mest forhærdede forbryder, forvandler den truende situation men helt efter øens egne normer. Hvordan det går pigen, skolelæreren og indianerne må I selv læse jer til, for det siger jeg ikke her.

Lige et par ord om forfatteren. Ramon J. Sender (1901 – 1982) var sin tids betydeligste spanske forfatter. Under borgekrigen kæmpede han imod Francos fascister. Hvorefter han i flere år boede i eksil i Mexico. ”Sort Messe” der udkom i 1942 eller som romanen hedder på original sproget ”Epitalamio del Prieto Trinidad” hører til de bøger forfatteren skrev i sit eksil i Mexico. 


  Ledo Ivo ”Slangeboet eller en dårlig fortalt historie”. 

Romanen foregår under den anden verdenskrig i den afsides brasilianske provinsby Maceió, forfatterens fødeby. Bogen er en delvis politisk allegori over livet under Gétulio Vargas diktatur i 40´rnes Brasilien. ”I et diktatur er alle fortællinger dårligt fortalt” har forfatteren sagt ”for diktaturet er løgnens kongerige og kan ikke tolerere sandheden”. Det er så det, Ledo Ivo ikke desto mindre forsøger på i denne på en gang social realistiske og symbolistiske bog.

Romanen kan læses som en samling hverdags fortællinger, eksotiske eller banale, der alle sammen er punktnedslag i byens pulserende og på samme tid vegeterende liv. Man får indtrykket af, at den samme historie kunne være fortalt gennem andre skildringer af andre personer og hændelser hentet fra samme bys overskudslager af menneskeskæbner. Man lever som man bedst kan medens man venter på bedre tider. Ingen tager initiativ til at fremskynde historien, dertil er de mange dødseskadroner alt for nærværende. Orgiet og løssluppenheden findes som en ventil uden dog at bringe nogen forløsning. Hverdagens små fortrædeligheder vokser sig urimelige store i dette lille afsides samfund som forfatteren har døbt slangeboet.

Personlige skæbner og historier sammenbindes af virkelige menneskelige relationer og ligeså uvirkelige symbolske og usynlige sammentræf af tilfældigheder i byens liv. Ræven der kommer ind til byen i begyndelsen af romanen sammenbinder hele handlingen. Den spiller en symbolsk rolle, der er usynlig for den selv men også for alle andre. Nogle livshistorier sammenvæves gennem helt konkrete hændelser eller genstande, som imidlertid er ligeså uforståelige og uerkendte af handlingens personer ligesom rævens socialhistorie er det for ræven selv. Mange af personerne er små mennesker der sidder fast i systemets benhårde vilkår. Luderen der drømmer om at være husmor, nonnen der er fangen i sin egen barmhjertighed, børnehjems drengen der som voksen hævner sig på alt og alle. Tølperne hvis sociale stræben tværer alle andre ud findes også og på bordellet gnubber de skuldre med samfundets tabere og amerikanske sømænd. Et kort øjeblik, hvor de alle død drukne bader nøgne i det fælles hav der altid skylder imod disse kyster, syntes sociale og andre skel at være ophævet. Imidlertid sker denne hændelse i de tidlige morgentimer, hvor anstændige borgere står op og går på arbejde og man efterlades derfor med fornemmelsen af, at dette orgie er en fravigelse af den norm der holder samfundet i gang.      

Bogen kan godt ses som et mikro kosmos der fremstiller almenmenneskelige problematikker, dog synes jeg det er at gå for langt. Konteksten er umiskendeligt Brasiliansk eller latinamerikansk om man vil og det er indenfor denne kontekst bogen skal læses.                 


 .