Lotte Lasersteins „Afsked“ (1939)

Et stille vidnesbyrd fra en verden i opbrud

Lotte Laserstein malede dette billede i 1939 – et skæbneår for verden, og også for hende selv. Hun var netop gået i eksil i Sverige, tvunget bort fra Tyskland af den stigende antisemitisme. Hendes kunstnerkarriere i Berlin, hvor hun ellers havde opnået anerkendelse i 1920’erne, blev brat afbrudt. Som halvt jødisk kvinde havde hun ingen plads i det nye Tyskland.

Billedet hedder ”Abschied” – ”Afsked”. Det viser tre børn på en mark under en tung, grålig himmel. En ældre pige står rank og alvorlig, med hånden hvilende på en trillebør, hvor et lille barn sidder med krøllede, lyse lokker. Ved siden af står en dreng og holder på et kors, som var det en gravmarkør. Der er ikke tale om en konkret scene, snarere en arketype, næsten som et tableau – og alligevel føles det levende, som om vi har overrasket dem i et afgørende øjeblik.

Laserstein havde blik for det stille drama. Hun malede mennesker, ikke som helte eller ofre, men som væsener midt i livet – alvorlige, værdige, sårbare. I ”Afsked” fornemmer man ikke blot barndommens skrøbelighed, men også en forladthed. Hvor er de voksne? Hvor er hjemmet? Har de mistet nogen? Har de måttet forlade alt?

Der er en mærkelig ro i billedet, som en stilhed efter noget, der allerede er sket. Det lille kors i drengens hånd gør ondt at se på – det er både legetøj og begravelsesmarkør, både barnets fantasi og virkelighedens byrde. Og pigen, der står med blikket mod horisonten, ser ud, som om hun prøver at se frem – uden helt at vide, hvad fremtiden kan være.

Laserstein malede i en stil, der ofte kaldes ny saglighed, men hendes blik var mildere, mere menneskeligt. Hun havde et særligt forhold til kvinder og børn i sin kunst – hun så dem ikke som symboler, men som individer. I hendes billeder er ingen til pynt.

Måske var det netop, fordi hun malede i eksil, at ”Afsked” er blevet et af hendes mest gribende værker. Ikke ved at råbe, men ved at tie. Børnene i billedet står alene, men de står ikke sammenbrudte. De er på vej, selv om vi ikke ved hvorhen. Og måske er det dét, der rører os: At de endnu står. At der endnu er en hånd, der holder fast i den anden.