To ansigter – en indre verden

Om slægtskabet mellem Alexej Jawlensky og Josef Čapek

Ved første øjekast kunne man tro, at der er stor afstand mellem den russisk-tyske ekspressionist Alexej von Jawlensky (1864–1941) og den tjekkiske maler, illustrator og forfatter Josef Čapek (1887–1945). De levede i forskellige kunstneriske kredse og nævnes sjældent i sammenhæng. Alligevel opstår der en slående resonans mellem deres værker, især når man ser dem gennem det ikoniske motiv: det menneskelige ansigt.

På den ene side står Jawlenskys "Heilandsgesicht (Ferne Hoheit – Buddha II)", et meditativt portræt reduceret til enkle, rytmiske former og stille farveflader. Det bærer en åndelig, nærmest ikonlignende karakter og udtrykker en indre tilstand snarere end et ydre menneske. På den anden side ses Čapeks "Hlava" fra ca. 1915, hvor det menneskelige ansigt træder frem som et kubistisk og maskinelt ikon – forenklet, stumt og fastfrosset i et gådefuldt udtryk. Her møder vi individet som eksistentiel konstruktion i en moderniseret verden.

På trods af forskellene er der tydelige ligheder i æstetik og komposition:

- Begge arbejder med frontal, stiliseret portrættering og stærk forenkling.
- De reducerer ansigtets træk til geometriske eller organiske elementer, som bærer psykologisk eller spirituel vægt.
- Farverne er modulerede, ofte i pasteller eller dæmpede kontraster, og bruges ikke naturalistisk, men stemningsskabende.
- Form og farve skaber en rolig, næsten meditativ rytme, uanset om udtrykket er eksistentielt eller religiøst.

Det menneskelige ansigt bliver hos begge kunstnere et universelt tegn, et koncentrat af indre betydning. Hos Jawlensky leder det mod det guddommelige, det evige, det mystiske – inspireret af russisk ikonkunst og østlig spiritualitet. Hos Čapek peger det i en anden retning: det viser mennesket som del af en mekanisk, moderne verden, men stadig med en iboende værdighed og poesi.

Der findes ingen dokumenteret kontakt mellem de to kunstnere. Jawlensky var aktiv i München og knyttet til kredsen omkring Kandinsky og Der Blaue Reiter, mens Čapek var en del af det centraleuropæiske, særligt tjekkiske avantgardemiljø, præget af både kubisme, naivisme og humanistisk satire. Men de bevægede sig begge i en tid præget af søgen efter formens essens, efter det indre i det ydre, efter ånd i stof.

Derfor giver det mening at betragte Jawlensky og Čapek som åndsfæller, om end uafhængige: Begge var optaget af formens enkelhed som vej til betydning, og begge brugte ansigtet som nøgle til det menneskelige mysterium – det være sig sjælens ro eller modernitetens splittelse.

Deres værker kunne hænge side om side i en udstilling om "det åndelige portræt i modernismen" – og indgå i en større samtale om kunstens evne til at forvandle det enkelte ansigt til et spejl for den fælles erfaring.

Fra Venstre:  Jawlenskys "Heilandsgesicht (Ferne Hoheit – Buddha II)" og  Čapeks "Hlava" fra ca. 1915