Tolstoj og Pierre Bezukhof: Veje til pacifisme

Tolstoj: Fra krigens helt til radikal pacifist

Leo Tolstoj (1828–1910) er mest kendt som en af verdenslitteraturens største forfattere, men i sit senere liv blev han også en kompromisløs pacifist og moralfilosof, som inspirerede både Gandhi og senere ikke-voldsbevægelser. Vejen dertil gik gennem dyb personlig og åndelig krise.

Fra officer til fredsforkynder

Tolstoj havde som ung tjent i den russiske hær under Krimkrigen og oplevet slagmarkens gru på nært hold. Han blev hyldet som en modig officer, men krigserfaringerne plantede samtidig et varigt frø af tvivl og afsky for vold. I romaner som Krig og Fred analyserede han krigens tilfældigheder og meningsløshed.

Omvendelse og ny livsretning

I 1870’erne gennemgik Tolstoj en eksistentiel krise, hvor han tvivlede på alt: religion, samfund og sit eget formål. Resultatet blev en radikal moralsk vending, hvor han forkastede kirkens dogmer og udviklede sin egen kristent inspirerede etik, centreret om Jesu Bjergprædiken og buddet om at elske sine fjender.

For Tolstoj blev ikke-vold (ahimsa) en ufravigelig lov. Han læste og skrev om buddet “du skal ikke modstå den onde med vold” og tolkede det som et totalt forbud mod al fysisk tvang og gengældelse.

Argumenter for pacifisme

1. Et kristent imperativ
   Tolstoj mente, at sand kristendom udelukkede enhver form for vold. Statens militær og retssystem stod i direkte modsætning til evangeliets ånd.

2. Menneskets samvittighed
   Han opfordrede mennesker til at lytte til deres egen samvittighed fremfor til magthavernes love og opfordringer til krig.

3. Ikke-vold som praktisk nødvendighed
   Tolstoj forudså, at vold kun ville føre til mere vold, og at varig social forbedring kun kunne ske gennem fredelig indre og ydre forandring.

“As long as there are slaughterhouses, there will be battlefields.”

Modstanden og eftermælet

Tolstojs radikale ideer — om ikke at tjene staten, ikke betale skat til militæret, ikke deltage i krige — gjorde ham til en kontroversiel skikkelse i Rusland. Hans skrifter blev bandlyst, og han kom i konflikt med den ortodokse kirke, som ekskommunikerede ham i 1901.

Alligevel inspirerede Tolstoj en hel generation af samvittighedsnægtere, pacifister og socialreformatorer over hele verden. Hans tanker banede vejen for Gandhis udvikling af satyagraha, den aktive ikke-voldsmodstand.

Tolstoj under bøn i skoven maleri af Repin 

Pierre Bezukhof i Krig og Fred: Pacifist mod sin egen vilje

Pierre Bezukhof er i mange henseender Tolstojs egen repræsentant i romanen. I Krig og Fred følger vi ham gennem moralske og filosofiske kriser, hvor han søger mening i livet — først i rigdom, selskabsliv og ægteskab, siden i frimureri og endelig i patriotisme og krig.
Romanen "Krig og Fred"

Hans forhold til krig og vold

Pierre drives i begyndelsen ind i patriotismens rus under Napoleons invasion af Rusland. Han ønsker at være en helt, at gøre noget stort og meningsfuldt. Derfor tager han til Borodino og senere ind i det besatte Moskva, med en vild plan om at snigmyrde Napoleon.

Men i det afgørende øjeblik, hvor Pierre står skjult og faktisk har Napoleon indenfor rækkevidde af sin pistol, er han ude af stand til at skyde. Han står lammet — ikke af frygt, men fordi hans væsen i bund og grund ikke kan dræbe. Det er en ubevidst pacifisme, der vokser frem som et moralsk instinkt.

Mødet med Platon Karatajev

Da Pierre tages til fange af Napoleons tropper efter Moskvas fald, møder han i fangenskabet Platon Karatajev, en enkel russisk soldat, som han deler bål og brød med. Platon taler i små folkevisdomme, accepterer livet og døden med samme ro og bliver for Pierre et billede på, hvad det betyder at være menneske i fred med sig selv og sin skæbne.

Hvor Pierre tidligere havde spekuleret i abstrakte ideer om storhed og martyrdød, lærer han gennem Karatajev værdien af nærvær, nøjsomhed og kærlighed til medmennesket — det som også gør ham til en pacifist i hjertet.

“Han var klar til at dø eller at udføre den største gerning i livet, og alligevel forstod han, at han ikke ville kunne dræbe nogen eller gøre nogen fortræd.”

I romanen “Krig og Fred” oplever den kvindelige hovedpersonen krigens rædsler, da hun møder sin døende elskede Fyrst Andrei Bolkonskij efter slaget mod Napoleons tropper.