Wilfred Owen og Benjamin Brittens War Requiem – en klagesang for Europas sønner

Det begynder i mørke. Langsomt ringer klokkerne. Ikke triumferende kirkeklokker, men tunge, metalliske dødsklokker, som hænger i luften som torden før et uvejr. De sætter stemningen for det, der kommer: en musikalsk elegi over en hel generation af unge mænd, ofret i krigens navn. Fra dybet stiger orkestret langsomt frem – en ru, dirrende klangflade, hvor man aner både sorg og en ulmende anklage.

Benjamin Brittens War Requiem er skrevet i 1962 til genindvielsen af Coventry Cathedral, som blev bombet under Anden Verdenskrig. Men værket taler lige så klart til Første Verdenskrigs døde og til de uendelige spor, krig trækker gennem europæisk historie. Centralt i værket står digtene af Wilfred Owen – soldaten og digteren, der døde i skyttegravene i november 1918, blot en uge før krigen sluttede. Hans digte er hverken heroiske eller sentimentale, men præget af chok, bitterhed, ømhed og overvældende fortvivlelse.

I War Requiem lader Britten Owens digte krydse ind og ud af den traditionelle latinske dødsmesse. På den måde opstår der en flerstemmighed, hvor det sakrale og det jordiske ikke forsones, men stilles op imod hinanden. Den højtidelige liturgi, sunget af sopran og kor, brydes af de rå og smertefulde digte sunget af to mannlige solister – én britisk tenor, én tysk baryton – som om de synger fra gravens dyb eller direkte fra slagmarkens mudder.

Et af de stærkeste øjeblikke er fremførelsen af Owens digt The Parable of the Old Man and the Young, en gendigtning af Abrahams ofring af Isak. Her afslører Owen sin vrede over de ældre generationers kynisme og det politiske hykleri:

“But the old man would not so, 
    but slew his son, 
    — And half the seed of Europe, one by one.”

Wilfred Owen i uniform – digteren hvis ord skaber kontrapunktet i War Requiem

Den bibelske fortælling forvrænges: Abraham nægter at adlyde englen, nægter at standse hånden, og Europa bliver en slagmark, hvor sønner ofres på nationalstatens alter. Det er ikke Gud, men historien, der dødsdømmer ungdommen.

Owen har skrevet: "All a poet can do today is warn." Britten tager denne advarsel alvorligt og giver den musikalsk stemme – ikke som protest i slagord, men som klagesang. Musikken bevæger sig mellem det intime og det monumentale. Der er øjeblikke med næsten hviskende skrøbelighed, hvor døden virker nær og personlig. Andre steder rejser sig en voldsom sonisk storm, som et bombardement, et sammenbrud, en ulmende vrede.

Et særligt element er drengekoret, som er placeret fysisk adskilt fra de øvrige medvirkende. Deres rene, næsten ulegemlige stemmer synger passager af den latinske messe, som om de kommer fra en fjern, uskyldig verden. De bærer håbet, måske, eller mindet om det uskyldige, som gik tabt. Deres tilstedeværelse understreger værkets lagdeling: vi hører både jorden, himlen og dødsriget.

Mod slutningen mødes de to mandlige sangere i digtet Strange Meeting, hvor to soldater – fjender i livet – mødes i døden. Den ene siger til den anden: “I am the enemy you killed, my friend.” Det er værkets katarsis, ikke som forsoning, men som erkendelse. Den virkelige fjende er ikke den anden soldat, men krigen selv – og det samfund, der tillod den.

Musikhistorisk placering – Britten i tradition og opbrud

Benjamin Brittens War Requiem er et værk, der både trækker på traditionen og bryder med den. Musikalsk bevæger det sig i et område mellem senromantik, engelsk kormusik og moderne tonal ekspressionisme. Det er hverken fuldt dodekafontisk eller radikalt avantgardistisk som fx værker af Stockhausen eller Boulez fra samme tid. Tværtimod holder Britten fast i en form for udvidet tonalitet, hvor harmonier og melodier stadig har følelsesmæssig genklang – men ofte forvredne, dissonerende eller brutalt afbrudte.

Benjamin Britten under prøverne til War Requiem i Coventry Cathedral, 29. maj 1962

 
Britten står i gæld til komponister som:

- Benjamin Britten selv: Hans tidligere værker, især operaerne Peter Grimes (1945) og Billy Budd (1951), viser samme sans for dramatiske konfrontationer og outsider-tematikker.
- Gustav Mahler: Man hører Mahler-agtige træk i Brittens evne til at lade store orkestrale og vokale lag brydes af kammermusikalsk skrøbelighed og ironiske konnotationer. Som Mahler forener Britten det sublime og det groteske.
- Igor Stravinskij: Stravinskijs kirkemusik og hans brug af neoklassiske former (fx Symphony of Psalms) kan ses som en formæssig inspirationskilde – uden dog at Britten overtager Stravinskijs tørt distancerede tone.
- Henry Purcell: Den engelske barokmester, som Britten ofte refererede til, især i den klare tekstbehandling og evnen til at kombinere musikalsk enkelthed med følelsesmæssig tyngde.
- Ralph Vaughan Williams og Michael Tippett: Britten distancerede sig fra deres pastorale stil og folkemusikinspiration, men delte interessen for vokalmusik og etisk engagement i musikken.

War Requiem er i denne forstand et hybridværk: det rummer arkaiske former (messen), nutidige digte (Owen), og et moderne tonesprog, som hele tiden bevæger sig mellem det smukke og det ubærlige. Det er ikke musik for at trøste – men for at konfrontere.

Albumcover til den første indspilning af War Requiem, 1963

Modtagelsen ved uropførelsen – chok, stilhed og anerkendelse

Da War Requiem havde sin uropførelse den 30. maj 1962 i den nyopførte Coventry Cathedral, blev det mødt med overvældende alvor og dyb bevægelse. Publikum sad i tavshed længe efter de sidste toner var døet ud. Værket blev straks genstand for anmeldernes og offentlighedens opmærksomhed, ikke blot som musikalsk bedrift, men som moralsk og følelsesmæssig erfaring.

Mange anmeldere fremhævede værkets mod til at konfrontere krigens eftervirkninger og lade uforløste traumer klinge med – i stedet for at indgå i national forsoningsretorik. The Times skrev, at værket var "et af de mest betydningsfulde musikalske værker i efterkrigstiden – et requiem ikke blot for de døde, men for Europas sjæl."

Flere anmeldere bemærkede den radikale virkning af at blande Wilfred Owens antikrigsdigte med den liturgiske messe, som noget både farligt og nødvendigt. Britten blev hyldet for sin evne til at skabe et værk, der både var rituelt og politisk, personligt og universelt. Enkelte konservative røster fandt det respektløst at lade en dødsmesse blive brudt af "subjektive" digte, men for de fleste stod det klart: War Requiem talte sandt til tiden – og til de døde.

Den nye Coventry Cathedral, indviet i 1962, symbol på forsoning efter krigen