Tre veje til Filippinernes postkoloniale identitet

Denne tekst sammenfatter tre vigtige perspektiver på Filippinernes postkoloniale identitet og kulturarv. De tre personer – José Rizal, Resil Mojares og Reynaldo Ileto – repræsenterer hver deres tilgang til, hvordan kolonialisme og modstand forstås, formidles og opleves. Samlet set åbner de for en dybere forståelse af, hvordan sprog, klasse og kulturel praksis har formet Filippinernes moderne identitet.

1. José Rizal: Imperiet slår igen – med samme mønt

José Rizal (1861–1896) var nationalhelt og forfatter til romanen Noli Me Tangere (1887). Romanen er skrevet på spansk, og titlen er på latin – et bevidst greb, der viser, hvordan Rizal vendte kolonimagten mod sig selv. Han skrev i det koloniale elitesprog og brugte den europæiske romanform til at afsløre spansk kolonialisme og katolsk hykleri.

Ved at skrive med høj intellektuel og litterær dannelse i koloniherrens eget sprog tvang han imperiet til at se sig selv i spejlet. Man kan her med rette sige, at Rizal var forud for sin tid og på sin vis eksemplificerede Salman Rushdies pointe om, at “imperiet slår igen” – ved at bruge netop de redskaber, som kolonimagten selv har indført.

Latin-titlen “Noli Me Tangere” (”Rør mig ikke”) – med reference til Jesu ord til Maria Magdalene – peger både på kolonial hellighed og på faren ved at nærme sig sandheden. Rizal viser, hvordan man med ironi, dannelse og mod kan vende kolonimagtens våben imod den selv.

Link: 

Link: Mere om José Rizal

2. Resil Mojares: Eliteidentitet og kolonial arv

Resil B. Mojares (f. 1943) er en filippinsk historiker og intellektuel, der har skrevet om de koloniale eliters rolle i at forme national identitet. I bogen Brains of the Nation (2006) analyserer han tre intellektuelle: Pedro Paterno, Isabelo de los Reyes og T.H. Pardo de Tavera. De var alle dannede i spansk (og senere amerikansk) tradition og forsøgte at skabe en filippinsk identitet gennem sprog, litteratur, historie og videnskab.

Mojares viser, hvordan disse eliter var præget af ambivalens: De ville opbygge nationen, men brugte koloniale redskaber og internaliserede ofte koloniale værdier. Han kritiserer den manilacentrerede historieskrivning og trækker især stemmer fra Cebu og Visayas frem.

Han er en nøglefigur i forståelsen af, hvordan kolonial dannelse ikke blot var undertrykkelse, men også et felt for forhandling, modstand og (selv)fortælling.

3. Reynaldo Ileto: Religion, myte og folkelig modstand

Reynaldo Ileto (f. 1946) er mest kendt for værket Pasyon and Revolution (1979), hvor han analyserer, hvordan almindelige folks religiøse forestillinger og mundtlige overlevering – især fortællingen om Jesu lidelse (pasyon) – formede deres modstand mod kolonialisme.

Ileto viser, at revolution i folkelig forstand ofte ikke er formuleret som politisk program, men opleves som en religiøs og kosmisk begivenhed. Bevægelsen omkring Hermano Pule, Katipunan-revolutionen og religiøse opstande i amerikansk tid forstod modstand som en del af en lidelseshistorie med frelse og genfødsel.

Ileto kritiserer dermed den elitære historieskrivning for at overse den emotionelle, symbolske og rituelle dimension af folkets historie og bevidsthed. Hans arbejde har været vigtigt for udviklingen af en mere inkluderende og flerstemmig historiefortælling.

Sammenfatning

De tre tænkere repræsenterer forskellige niveauer og former for postkolonial identitet på Filippinerne:

- José Rizal: En kolonial intellektuel, der bruger imperiets sprog og former til at kritisere det indefra.
- Resil Mojares: En kulturhistoriker, der fokuserer på de dannede eliters ambivalente rolle i nationens opbygning.
- Reynaldo Ileto: En historiker, der viser, hvordan religiøse forestillinger og mundtlig overlevering former folkelig modstand og alternativ historieskrivning.

Sammen tegner de et rigt og sammensat billede af, hvordan kolonialisme ikke kun blev oplevet forskelligt på tværs af klasse og geografi – men også affødte forskellige former for erkendelse, modstand og kulturel produktion.

📚 Litteraturliste

Ileto, Reynaldo C.
Pasyon and Revolution: Popular Movements in the Philippines, 1840–1910. Quezon City: Ateneo de Manila University Press, 1979.

Mojares, Resil B.
Brains of the Nation: Pedro Paterno, T.H. Pardo de Tavera, Isabelo de los Reyes and the Production of Modern Knowledge. Quezon City: Ateneo de Manila University Press, 2006.
Waiting for Mariang Makiling: Essays in Philippine Cultural History. Quezon City: Ateneo de Manila University Press, 2002.

Rizal, José.
Noli Me Tangere. Oversat af Ma. Soledad Lacson-Locsin. Manila: Bookmark, 1996.
Note: Original udgave på spansk fra 1887.

Rafael, Vicente L.
Contracting Colonialism: Translation and Christian Conversion in Tagalog Society Under Early Spanish Rule. Durham: Duke University Press, 1993.

Hau, Caroline S.
Necessary Fictions: Philippine Literature and the Nation, 1946–1980. Quezon City: Ateneo de Manila University Press, 2000.

Kramer, Paul A.
The Blood of Government: Race, Empire, the United States, and the Philippines. Chapel Hill: University of North Carolina Press, 2006.

San Juan Jr., Epifanio.
From Globalization to National Liberation: Essays of Epifanio San Juan, Jr. Manila: University of the Philippines Press, 1998.