Malaysia: Oprindelige folk og postkolonial kritik

Malaysia rummer en mangfoldighed af oprindelige folk, fra Orang Asli til Iban og Penan. Deres kampe for land, sprog og rettigheder mødes kun delvist af landets postkoloniale intellektuelle – men klima, miljø og kulturarv kan skabe nye fælles platforme.

Denne tekst undersøger forholdet mellem oprindelige folk i Malaysia og den postkoloniale kritik, der er blevet formuleret af landets intellektuelle og aktivister. Den belyser både de historiske rødder, aktuelle kampe og mulighederne for fælles platforme i fremtiden.

1. Hvem er Malaysias oprindelige folk?

Malaysia rummer mange oprindelige folk, herunder Orang Asli i Vestmalaysia og en lang række etniske grupper i Sabah og Sarawak (Borneo), såsom Iban, Penan, Kadazan-Dusun og Murut. Orang Asli udgør under 1% af den nationale befolkning, mens de oprindelige grupper i Borneo udgør flertallet i deres delstater.

Disse grupper har længe været udsat for marginalisering, assimilationspres og ulighed i forhold til jordrettigheder, repræsentation og kulturel anerkendelse.
Kvinde og barn -  Orang Asli

2. Politisk platform og organisering

Mens Malaysias oprindelige folk kun i ringe grad er repræsenteret i den formelle politik, har de i stigende grad organiseret sig gennem NGO’er, netværk og retssager. Netværk som JOAS (Jaringan Orang Asal SeMalaysia), PACOS Trust (Sabah) og Centre for Orang Asli Concerns (COAC) arbejder for at beskytte rettigheder, fremme bæredygtighed og synliggøre oprindelige stemmer.

3. Kampområder

De vigtigste kampområder for oprindelige folk i Malaysia omfatter landrettigheder, adgang til sundhed og uddannelse, bevarelse af sprog og ritualer samt modstand mod udviklingsprojekter, der truer leveområder og livsformer.

4. Forhold til postkoloniale kritikere

Samarbejdet mellem oprindelige folks aktivister og de intellektuelle, som arbejder med postkolonial kritik i Malaysia, er begrænset og præget af forskelle i verdenssyn og udtryksform. Mens oprindelige folk ofte taler ud fra praksis, mundtlig overlevering og rituelle sammenhænge, opererer mange akademikere i et urbaniseret, skriftsprogligt og teoretisk rum.

Der findes dog undtagelser: NGO-samarbejde, fælles miljøkampe, kunstprojekter og enkelte akademikere (fx Farish Noor, Maznah Mohamad), der forsøger at bygge bro mellem perspektiverne.

5. Barrierer og muligheder

Barriererne inkluderer akademisk fremmedgørelse, statslig overvågning, etnisk nationalisme og forskellig erfaring med kolonialitet. Men der findes også muligheder for fremtidig brobygning: særligt i kampen for klimaretfærdighed, miljøbeskyttelse, sprogbevarelse og epistemisk inklusion.

Litteratur

Alatas, Syed Hussein. ”The Myth of the Lazy Native”. London: Frank Cass, 1977.

Farish Noor. ”What Your Teacher Didn't Tell You: The Annexe Lectures, Vol. 1”. Petaling Jaya: Matahari Books, 2010.

Maznah Mohamad. Artikler om køn og marginalisering i Malaysia, bl.a. i ”Inter-Asia Cultural Studies”.

Shirley Geok-lin Lim. ”Among the White Moon Faces: An Asian-American Memoir of Homelands”. Feminist Press, 1996.

K.S. Maniam. ”In A Far Country” og ”The Return”. Malaysia: Skoob Pacifica, 1993–1996.

Jaringan Orang Asal SeMalaysia (JOAS). NGO-rapporter og erklæringer til UNPFII (FN's Permanente Forum for Oprindelige Spørgsmål).

PACOS Trust. Feltbaseret dokumentation og udviklingsprogrammer i Sabah.

SUARAM. ”Malaysia Human Rights Report”, diverse årgange.

Sagong Tasi-sagen (2002), Malaysisk Højesteret.

The Borneo Project. Film og aktivismemateriale tilgængelig online.

UNDRIP – United Nations Declaration on the Rights of Indigenous Peoples (2007).

Punktopsætning 

• Malaysias oprindelige folk: Orang Asli, Iban, Penan, Kadazan-Dusun, Murut m.fl.

• Hovedproblemer: landrettigheder, miljøødelæggelse, sprogdød, marginalisering.

• Organisationer: JOAS, PACOS Trust, COAC.

• Postkoloniale intellektuelle arbejder især med sprog, identitet og kulturpolitik.

• Fælles muligheder findes i klima- og miljøkampe, sprogbevarelse og kunstprojekter.