Oprindelige folk og postkolonial kritik i Sydøstasien

Sydøstasien rummer mange oprindelige folk med egne kulturer og sprog, men også dybe koloniale og statslige spor. Denne tekst undersøger deres kampe for rettigheder og relationen til postkolonial kritik i regionen.

Sydøstasien rummer et stort antal oprindelige folk, der hver især har unikke kulturelle traditioner, sproglige arv og sociale strukturer. Samtidig er regionen præget af dybe spor efter kolonial dominans og moderne statslige projektet, som ofte har marginaliseret disse oprindelige grupper. Den postkoloniale kritik i regionen har udviklet sig parallelt med – men ikke altid i tæt forbindelse med – oprindelige folks egne erfaringer og modstandsformer.

1. Oprindelige folk i regionen


Oprindelige folk findes i næsten alle lande i Sydøstasien: Penan, Iban og Kadazan-Dusun i Malaysia og Brunei; Dayak, Mentawai og Amungme i Indonesien; Hmong, Karen og Lahu i Thailand og Myanmar; og etnisk-forskellige grupper i Laos, Vietnam og Filippinerne (fx Aeta, Lumad, Igorot).

Dayak

De kæmper ofte med landtab, diskrimination, tvungen udvikling, sprogtab og fravær af repræsentation i politiske og juridiske systemer. Mange har organiseret sig i NGO’er, græsrodsbevægelser eller transnationale netværk for at få anerkendt deres rettigheder – især gennem UNDRIP og FN’s permanente forum for oprindelige spørgsmål.

2. Postkolonial kritik i Sydøstasien


Den postkoloniale kritik i Sydøstasien har traditionelt fokuseret på sprog, national identitet, hybriditet og modstand mod vestlig imperialisme og lokal autoritarisme. Forfattere og tænkere som José Rizal (Filippinerne), Syed Hussein Alatas og Farish Noor (Malaysia), Pramoedya Ananta Toer (Indonesien), og Ngugi wa Thiong’o’s reception i regionen, har givet stemme til komplekse erfaringer med kolonial undertrykkelse og postkolonial modernitet.

Dog er den akademiske postkoloniale kritik ofte centreret om nationale eliter og urban middelklasse, og har ikke altid inkluderet eller lyttet til oprindelige folks egne stemmer, epistemologier og praksis.


Orang Asli-kvinde og barn: Symbol på oprindelige folks liv og fortsatte kamp for rettigheder i Malaysia.Borneo Iban-abe-ceremonimaske

3. Udfordringer og muligheder for sammenhæng


Der er begyndende bevægelser for at integrere oprindelige folks perspektiver i postkolonial teori i regionen – både gennem miljø- og klimaretfærdighedsprojekter, kunstnerisk samarbejde, og en voksende anerkendelse af behovet for dekoloniale tilgange, som ikke kun tager udgangspunkt i vestlig kolonialisme, men også i statslig dominans og kulturel homogenisering.

Et vigtigt skridt frem er erkendelsen af, at oprindelige folks kamp for land, sprog og åndelig praksis ikke er nostalgisk, men en levende og politisk relevant modstand mod moderne koloniale logikker – også i de såkaldt postkoloniale stater.

Litteratur og kilder


- UNDRIP – United Nations Declaration on the Rights of Indigenous Peoples (2007)
- Farish Noor. ”What Your Teacher Didn't Tell You”, 2010.
- Syed Hussein Alatas. ”The Myth of the Lazy Native”, 1977.
- Pramoedya Ananta Toer. ”This Earth of Mankind” (Bumi Manusia), 1980.
- Reynaldo Ileto. ”Pasyon and Revolution”, 1979.
- Resil Mojares. ”Brains of the Nation”, 2006.
- Indigenous Peoples Major Group (Asia): rapporter og netværksarbejde.
- SUARAM og PACOS Trust (Malaysia), Tebtebba Foundation (Filippinerne), AMAN (Indonesien).



Link: Malaysia oprindelige folk og postkolonial kritik

Link: Filippinernes postkoloniale identitet

Punktopsætning (til sidst i teksten)

  • Oprindelige folk i Sydøstasien: Penan, Iban, Dayak, Hmong, Karen, Aeta m.fl.

  • Centrale udfordringer: landtab, sprogdød, marginalisering, tvungen udvikling.

  • Postkolonial kritik i regionen: sprog, identitet, hybriditet, modstand mod imperialisme.

  • Forskellen: akademisk kritik ofte urban og elitær – oprindelige folk taler ud fra praksis og ritual.

  • Muligheder: klima- og miljøprojekter, kunst, dekoloniale tilgange, integration af oprindelige perspektiver.