Postkolonial kritik og oprindelige folk i Indonesien

Indonesien, verdens fjerde mest folkerige land, har en dybt kompleks kolonial arv og en rig mosaik af etniske og oprindelige grupper. Postkolonial kritik i Indonesien har haft en stærk stemme i litteratur, politisk tænkning og aktivisme, men forholdet til oprindelige folk og marginaliserede regioner har ofte været præget af tavshed, statslig undertrykkelse eller instrumentalisering.

1. Fra hollandsk kolonialisme til national stat

Indonesien var under hollandsk kolonistyre i over 300 år, efterfulgt af japansk besættelse (1942–45) og derefter uafhængighed i 1945. Den nye republik arvede mange af kolonistatens administrative strukturer og begyndte et ambitiøst projekt med at samle de mange øer, sprog og kulturer under én nationalstat. Dette førte til en stærk nationalisme – ofte på bekostning af lokale og oprindelige identiteter.

2. Postkolonial kritik i Indonesien

Postkolonial kritik i Indonesien har i høj grad været litterær og intellektuel, med forfattere som Pramoedya Ananta Toer i front. Hans tetralogi "Buru-kvartetten" skildrer kolonial undertrykkelse, klassekamp, køn og sprog i en kolonial kontekst. Andre forfattere som Ayu Utami og Putu Oka Sukanta har taget fat på spørgsmål om køn, kropslighed og militærmagt i det postkoloniale Indonesien.

Intellektuelle som Ariel Heryanto og Tania Li har bidraget til diskussionen om postkolonial identitet, modernitet, neoliberalisme og forestillingen om den indfødte "andre" i Indonesiens indre kolonisering.

Pramoedya Ananta Toer

3. Oprindelige folk og intern kolonialisme

Indonesien har mange oprindelige folk, især i de ydre provinser som Papua, Kalimantan, Maluku og Nusa Tenggara. Disse grupper har ofte været udsat for en form for “intern kolonialisme” – hvor den centraliserede, javanesiske stat har marginaliseret og udnyttet ressourcer i de perifere områder. Dayak, Amungme, Dani og mange andre folk har oplevet landtab, miljøødelæggelse og vold.

Kritikere har peget på, at Indonesiens nationale udviklingsprojekt i sig selv har koloniale træk – selvom det formelt er postkolonialt.

4. Modstand og dekoloniale tilgange

Der er voksende opmærksomhed på dekoloniale og økologiske perspektiver i indonesisk aktivisme og akademia. Oprindelige bevægelser i Papua og Kalimantan har i stigende grad fundet alliancer med miljøaktivister, feminister og kunstnere. Digitale platforme og dokumentarfilm spiller en stigende rolle i at synliggøre marginaliserede stemmer.

Organisationer som AMAN (Aliansi Masyarakat Adat Nusantara) har været afgørende i at mobilisere oprindelige samfund og få oprindelige rettigheder på den nationale dagsorden.

Oprindelige folk i Indonesien udgør ikke en ensartet gruppe, men består af forskellige folkeslag med varierende historier, kulturer og relationer til den nationale politiske magt.

Link: Filippinernes postkoloniale identitet

Link: Malaysia Oprindelige folk og postkolonial kritik

Link: Postkolonial kritik i Sydøstasien

Litteratur og kilder

Bruce Grant (1919–2013) var en australsk forfatter, journalist og diplomat. Han er især kendt for sine formidlende værker om Asien i en tid, hvor mange vestlige læsere stadig betragtede regionen som fjern og fremmed. Grant havde en baggrund som udenrigskorrespondent og skrev flere bøger om international politik og kulturforståelse, ofte med fokus på Australien og dets asiatiske naboer.

Indonesien – Øriget og dets folk

Bogen udkom på engelsk i 1964 og blev kort efter oversat til dansk under titlen ”Indonesien – Øriget og dets folk”. Den giver et levende og sympatisk indblik i det nyuafhængige Indonesien – dets øer, folk, religioner og politiske eksperimenter. Grant rejste i landet og kombinerede iagttagelser med historisk og kulturel baggrund.

Bogen udmærker sig ved sin åbenhed og respektfulde tilgang til mangfoldigheden i Indonesien. Den beskriver både den moderne stat og de lokale traditioner uden eksotisering. Dog skal den læses som et produkt af sin tid og ikke som en kilde til nutidig politisk eller antropologisk analyse.

Kritisk vurdering

Grant var journalist og diplomat, ikke akademiker. Derfor mangler bogen en dybdegående analyse af strukturel ulighed, kolonial arv og intern marginalisering – især i forhold til oprindelige folk i Borneo, Papua og det østlige Indonesien. Desuden blev bogen skrevet før de store voldelige begivenheder i 1965–66, hvor hundredtusinder blev dræbt i antikommunistiske udrensninger.

Alligevel er bogen værdifuld som en introduktion til Indonesien i begyndelsen af dets postkoloniale fase, og den rummer et blik, der var tidligt i sin anerkendelse af asiatisk kompleksitet og værdighed.

Supplerende litteratur

- Ariel Heryanto – "Popular Culture in Indonesia" (2008) [Post-autoritær identitetspolitik]
- Pramoedya Ananta Toer. "This Earth of Mankind" (Bumi Manusia), 1980.
- Tania Li. "The Will to Improve: Governmentality, Development, and the Practice of Politics", 2007.
- AMAN (Aliansi Masyarakat Adat Nusantara): www.aman.or.id
- Indonesia Human Rights Monitor (Imparsial): rapporter om Papua og oprindelige folk.
- Tirto.id og Tempo.co: online kilder med analyser om oprindelige folk og statspolitik.