Om anarkisme, kontrol og omvendt moral: Burroughs og Genet

Der er en særlig fascination knyttet til figurer som William S. Burroughs — en fascination, der skyldes mere end blot hans berygtede livsførelse, narkotiske eksperimenter eller skandaler. Den udspringer af hans grundlæggende, uophørlige konfrontation med samfundet, sproget og magten. Hans værk er ikke blot en litterær provokation, men et dybtgående forsøg på at afsløre og sprænge de kontrolmekanismer, der former mennesket.

Samtidig kan man spørge: er Burroughs blot kaos for kaos’ skyld? Eller ligger der en anderledes form for moral bag hans splintrede narrativer og bevidsthedsstrømme — måske endda en omvendt moral, som man finder hos den franske forfatter Jean Genet?

William S. Burroughs, Paris, 1959.

En antistruktur i kaos

Ved første møde med Burroughs’ tekster kan de fremstå som hallucinerede rystelser uden retning. Hans banebrydende roman Naked Lunch (1959) slynger læseren ind i et univers, hvor scener og stemmer synes uden fast kronologi eller logik. Det samme gør hans senere Nova Trilogy. Men bag dette kaos ligger en beslutsom strategi. Burroughs' anvendelse af cut-up-teknikken, udviklet sammen med Brion Gysin, var et bevidst forsøg på at destruere sprogets lineære tyranni og afsløre det skjulte i meningsdannelsen.

Han sagde selv: “When you cut into the present the future leaks out.”

Kaosset er dermed ikke vilkårligt; det er en metodisk sabotage af kontrolsystemer. Hvor traditionel fortælling afspejler og forstærker magtens orden, ville Burroughs skabe et sprogligt laboratorium, hvor frihed kunne udforskes og bevidstheden løsnes fra social konditionering.

Advarsler mod kontrol

I centrum for Burroughs’ univers står begrebet kontrol. Hans bøger kan læses som gentagne variationer over den samme advarsel: magtstrukturer er allestedsnærværende og nedbryder individets autonomi. Det gælder ikke kun staten eller politiet, men sproget selv, medierne, biologien, afhængighederne.

I The Ticket That Exploded lader han en karakter sige: “Control is controlled by its need to control.”

Det er både en absurd og dybt skræmmende indsigt. Kontrolsystemet er en organisme, der lever af sin egen vækst — og mennesket, der tror sig frit, er ofte blot dets næring. Burroughs’ advarsel er ikke moralistisk i traditionel forstand; han udpeger ikke samfundets synder for at forbedre dem, men for at synliggøre fangenskabet og give læseren et mulighedsrum for bevidsthedsmæssig unddragelse.

Narkotika: mellem frigørelse og skjult kontrol

Narkotika spiller her en helt central rolle. Hos Burroughs er rusmidler både et eksperimentelt værktøj til at sprænge bevidsthedens rammer og et dybt tvetydigt fænomen, der selv kan blive det mest effektive kontrolsystem af alle. I Junkie (1953), hans nøgterne beretning om heroinmiljøet, beskriver han uden sentimentalitet eller fordømmelse, hvordan afhængighed former hverdagen og psyken.

Han skriver: “The addict is a man or woman who has given up everything for one thing.”

Her bliver stoffet selve essensen af kontrol, fordi junkien reduceres til en eneste drift. Burroughs kalder det i andre sammenhænge en “biologisk kontrolproces”, næsten som et parasitisk forhold, hvor heroinen overtager individets vilje.

Men samtidig ligger der en paradoksal frihed i at træde uden for samfundets normer og ind i junkiens eksistens. I Naked Lunch og flere interviews ser han stoffernes potentiale til at kortslutte den normale programmering af sindet. Som han formulerede det i et essay: “Addiction is a model of all parasitic invasions, but it is also a model of all escape.”

På den måde er Burroughs’ narkotikavisdom både en advarsel og en udforskning af ekstreme former for frihed — og dermed et spejl på hans større projekt: at forstå og angribe alle former for kontrol.

Amoralsk eller omvendt moral?

Her nærmer vi os spørgsmålet om moral. Jean Genet skabte i sit forfatterskab et omvendt moralsk univers, hvor tyven, bedrageren og morderen ophøjes til helte. I Notre-Dame-des-Fleurs (1943) skriver han: “To achieve harmony in bad taste is the height of elegance.”

Hos Genet bliver forbrydelsen næsten sakral, en æstetisk og etisk inversion af borgerdyden. Den sociale udskud bliver bærer af en ny, spejlvendt værdighed.

Burroughs står på et punkt, hvor han både ligner og adskiller sig fra Genet. Også han kredser om marginaliserede eksistenser: junkier, kriminelle, homoseksuelle i 1950’ernes og 60’ernes underverden. Men hvor Genet skaber et helt etisk system af omvendt fortegn, er Burroughs mere radikalt amoralsk. Hans værk udviser en isnende interesse for transgression, men ikke for at opstille en ny moral. Han vil snarere demaskere, vise hvordan alle moralske systemer — konventionelle som omvendte — kan være redskaber for kontrol.
Jean Genet (1910-1986)

Frigørelse og eksperiment

Hvad stiller vi så tilbage med? Burroughs hverken prædiker eller tegner en utopi. Men hans projekt bærer på en tanke om frigørelse gennem erkendelse:
- At se hvordan kontrolmekanismer opererer.
- At bryde sprogets mønstre, så nye betydninger og perceptioner kan opstå.
- At eksperimentere med bevidstheden på samme måde som med tekst, for måske at slippe fri af de virus, som kultur og magt inficerer os med.

Som han sagde i et interview: “Language is a virus from outer space.”

Denne sætning er blevet næsten sloganagtig, men den rummer dyb alvor: sproget — fundamentet for vores tænkning og samfund — er ikke neutralt. Det er et smitsomt kontrolredskab. Ved at sabotere sproget håber Burroughs at svække kontrolsystemet og skabe sprækker, hvor noget andet kan slippe ind.

Afslutning: det anarkistiske og det eksistentielle

Når man ser Burroughs’ værk i sammenhæng med Genets, træder en dobbelthed frem. Hos begge er der et radikalt opgør med det bestående og en fascination af forbrydelse, marginalitet og omvending. Men hvor Genet søger at skabe et negativt spejl af borgerlig moral, søger Burroughs snarere at sprænge moralske systemer helt bort, for at blotlægge det felt, hvor kontrol og frihed kæmper om menneskets sind og krop.

På den måde bliver Burroughs’ litterære anarkisme ikke blot et socialt eller politisk oprør, men et eksistentielt: en søgen efter at forstå og overskride de usynlige magter, der former vores bevidsthed og styrer vores liv.

På den måde bliver Burroughs’ litterære anarkisme ikke blot et socialt eller politisk oprør, men et eksistentielt: en søgen efter at forstå og overskride de usynlige magter, der former vores bevidsthed og styrer vores liv.

At forholde sig til Burroughs kræver derfor også, at man selv er ganske afklaret — at man tør konfrontere både sine egne og samfundets illusioner/dæmoner uden forskønnelse. Eller som Bob Dylan lakonisk formulerede det i  sangen "Absolutely Sweet Marie" (1966):

“To live outside the law you must be honest.”

Det er næsten som et postskriptum til hele diskussionen om Burroughs og Genet:

• At stå uden for samfundets love og normer — sådan som både Burroughs og Genet gør i deres værker — kræver en rå ærlighed, en villighed til at se sig selv og sin omverden uden illusioner.

• Uden den ærlighed bliver det hurtigt blot destruktion for destruktionens skyld, eller et romantiseret selvbedrag.

Kort billedbeskrivelse og analyse

Dette triptykon viser tre uhyggeligt deformerede skikkelser, der synes at være halvvejs mellem menneske og dyr, eller måske mellem krop og hallucination.

De er anbragt i et nøgent, fladt rum, nærmest som en scene, uden nogen forløsende fortælling eller religiøs trøst, selvom titlen henviser til korsfæstelsen.

Figurerne er fanget i krampagtige positurer — én med et gabende skrig, én vredet og stirrende, én der synes at bære på et sår eller en tvang.

Farverne er en blanding af rust, blod og beskidt gråt, hvilket giver billedet en atmosfære af både rå vold og klam kulde.

Billedet fremstår som en eksistentialistisk allegori over menneskelig opløsning, men uden moral eller retning. Det er en ren fremvisning af krop, lidelse, drift og angst.

🖋 Hvorfor dette billede passer på Burroughs og Genet

Burroughs’ univers er fyldt med kroppe i opløsning, bevidstheder i opløsning, nedbrudte af stoffer, af kontrol eller af sprogets dekonstruktion. Bacons figurer kunne være skåret direkte ud af Naked Lunch eller The Soft Machine.

Genets omvendte moral spejles i Bacons næsten sakrale fremstilling af det monstrøse. Der er ingen fordømmelse her; tværtimod gives det bizarre og afvigende fuld plads, næsten som om de er helgener for en anti-religion.

Og netop det at “leve uden for loven” kræver den radikale ærlighed, Bob Dylan taler om. Bacons figurer har ingen masker. De ER hvad de er — skrig, sår, drift. Det er konfrontation med sandheden uden skærm.