Beauvoir, postkolonialisme og intersektionalitet

Simone de Beauvoirs hovedværk ”Det andet køn” (1949) regnes i dag for en milepæl i feministisk filosofi. Men værket kan også læses som en forløber for den postkoloniale kritik – ikke tematisk i kolonial forstand, men i metode, strukturkritik og erkendelse af underordning som historisk og diskursiv proces.

Beauvoirs grundtanke er, at kvinden er blevet gjort til 'den Anden' – ikke gennem natur, men gennem mandens historiske definition af sig selv som det universelle subjekt. Kvinden defineres som det afvigende, det partikulære, det sekundære. Denne struktur minder påfaldende om postkoloniale analyser af, hvordan Vesten har konstrueret det ikke-vestlige som eksotisk, primitivt eller umyndigt.

Ligesom koloniserede folk kæmper for at generobre retten til at definere sig selv, må kvinden hos Beauvoir forhandle med den mandsdominerede diskurs, og forsøge at skabe sig selv som subjekt. Denne proces – at insistere på subjektstatus under betingelser, hvor alle symboler, institutioner og selvforståelser er fjendtlige – ligger tæt op ad de udfordringer, postkoloniale intellektuelle beskriver.

Beauvoir stiller allerede i 1949 spørgsmål, der senere blev centrale for postkolonial teori og subalternstudier: Hvordan kan man tale som undertrykt uden straks at blive omformulerede , reduceret eller gjort tavs? Hvordan bryder man ud af en repræsentation, der nægter én agens?

Intersektionalitet: Et nødvendigt korrektiv

Begrebet ”intersektionalitet” blev lanceret af den amerikanske jurist Kimberlé Crenshaw i 1989 for at beskrive, hvordan forskellige former for undertrykkelse – som køn, race, klasse og seksualitet – krydser hinanden og virker sammen. Hun viste, hvordan sorte kvinders erfaringer ikke blev forstået i hverken feministiske eller antiracistiske analyser, fordi de var usynlige i begge.

Intersektionalitet er siden blevet et centralt værktøj i moderne kritisk teori, og det har også kastet nyt lys på Beauvoirs tænkning. Selvom ”Det andet køn” var banebrydende, blev det senere kritiseret for ikke at tage højde for race, klasse eller global ulighed – altså for ikke at være intersektionelt. Feminister som bell hooks, Chandra Talpade Mohanty og Audre Lorde har vist, at kvindelige erfaringer varierer dramatisk afhængigt af sociale og kulturelle vilkår.

Intersektionalitet udfordrer universelle kategorier og peger på, at undertrykkelse altid er kompleks og flerdimensional. Den minder os om, at der ikke findes én 'kvindelig erfaring', men mange – formet af historie, samfund og magt.

Simone de Beauvoir (1908–1986), fransk filosof og forfatter, hvis værk Det andet køn har inspireret feministisk og postkolonial teori.

Punktopsummering

• Beauvoir beskriver kvinden som ”den Anden” – en struktur parallelt til kolonial dominans.

• Postkolonial kritik viser samme logik i forholdet mellem Vesten og de koloniserede.

• Intersektionalitet (Crenshaw) afslører, hvordan køn, race og klasse krydser hinanden.

• Feminister som hooks, Mohanty og Lorde kritiserer universelle kategorier i feminismen.

• Samlet viser analysen, at undertrykkelse er historisk, diskursiv og flerdimensional.

Litteratur

·       Beauvoir, Simone de. ”Det andet køn”. Gallimard, 1949.

·       Crenshaw, Kimberlé. “Demarginalizing the Intersection of Race and Sex.” University of Chicago Legal Forum, 1989.

·       hooks, bell. ”Ain’t I a Woman: Black Women and Feminism”. South End Press, 1981.

·       Mohanty, Chandra Talpade. ”Under Western Eyes: Feminist Scholarship and Colonial Discourses”. Boundary 2, 1984.

·       Spivak, Gayatri Chakravorty. ”Can the Subaltern Speak?” 1988.

·       Said, Edward. ”Orientalism”. Pantheon Books, 1978.