William Blake – den seende digter

William Blake (1757–1827) var digter, kunstner og radikal i en tid hvor industrialiseringens fremmarch skjulte massive sociale omkostninger.
Han så dem: børn, der blev knust til sorte figurer i skorstenene, natur ødelagt og liv kvalt af institutioner og moral.
Men han så også det levende, det sansende, det modige – det, der kæmpede for at leve og elske.

Skorstensfejeren – uskyld i mørket

Blake leger rollen som opmærksom social kritiker og viser os et barn, ramt af arbejdets brutalitet – mens de voksne skylder til åndelig moral og vender blikket bort.
Dette er ikke blot digt; det er en profetisk skrig, hvor kirken og staten skaber en “heaven of our misery”.

Blakes håndkolorerede etsing (relief etching) af “The Chimney Sweeper” fra Songs of Experience (1794), med den rørende tekst og det dystre bybillede som baggrund

Blake mindes de små skorstensfejerdrenge og retter en hudløs kritik mod samfundets og kirkens tavshed over for børnearbejde:

A little black thing among the snow,
Crying “weep! weep!” in notes of woe!
“Where are thy father & mother? say?”
“They are both gone up to the church to pray…”

Barnet, dækket af kul, står i sneen, mens forældrene helligt vender sig mod kirken. Systemet — “God & his Priest & King” — skaber en himmel, bygget på fattigdom og smerte.

“The Sick Rose” – symbol på forgængelighed

Blakes korte digt viser ormen, der slynger sig ind i rosen – et billede på, hvordan skjulte kræfter i os og verden korrumperer glæde og kærlighed.
Ormen er synlig i raderingen, og to menneskeskikkelser – måske mand og kvinde – lider under den i rosenes top.
Det viser, at alt det smukke rummer sårbarhed og fare – men også dybde og sandhed.

Her er ledt mere om samme digt fortalt i et andet sammenhæng

“The Garden of Love” – kritikken af forbud

Blake finder sin barndomshave omdannet til en kirkegård af gravsten og præster i sorte habitters “Thou shalt not”.
Det, der engang var leg og blomster, er blevet et sted for forbud, skam og langsomme dødsritualer for glæden og lysten.

I went to the Garden of Love,
And saw what I never had seen:
A Chapel was built in the midst,
Where I used to play on the green.

And the gates of this Chapel were shut,
And “Thou shalt not” writ over the door;
So I turn’d to the Garden of Love,
That so many sweet flowers bore.

And I saw it was filled with graves,
And tomb-stones where flowers should be:
And Priests in black gowns were walking their rounds,
And binding with briars my joys & desires.

Det er en dyb anklage mod kirken og de moralske vogtere, der sætter forbud (“Thou shalt not”) over alt det, som ellers ville spire: glæde, leg, kærlighed.
Hvor haven før var fuld af blomster, er der nu gravsten. Hvor børn plejede at lege, går præster og binder torne om menneskers glæder og længsler.

En møntet erkendelse

I barnets skrig, i rosen, der plages, og haven som kvæles, ser vi Blakes essens:
– Et liv, der er truet af institutioner, systemer og skjulte magter.
– En advarsel: vær åben, kærlig og nærværende.
– En opfordring: pas på det skrøbelige, menneskelige og livsbærende – pass det, elsk det, med øjne åbne for både skønhed og fare.

Blakes ord og billeder bliver ikke bare symbolske udsagn, de bliver praktisk visdom:
Et kort – ikke for at gætte i, men for at ligne en vejviser, når vi møder hinanden og verden. Med ømhed, klarhed og blid modstand.
William Blake  portræt af Thomas Phillips (1807)

Dette portræt af William Blake, malet af Thomas Phillips i 1807, er det mest kendte billede af den visionære digter og kunstner.
Blake sidder med en blyant eller raderstikpind i hånden, klar til at nedfælde sine syner. Hans blik er rettet op og bort fra os — som om han netop i dette øjeblik ser noget, vi andre ikke kan se.

Det mørke, enkle bagtæppe og det klare lys over Blakes ansigt fremhæver kontrasten mellem den jordiske og den åndelige verden. Det er næsten som om Phillips har malet lyset som en indre glød, ikke kun som fysisk belysning.

Blakes stramme mund og de store, lidt ængstelige øjne giver ham et udtryk af intensitet og uro. Han ser ikke ud som en tryg borger i sin pæne frakke, men som en mand, der befinder sig på grænsen mellem det almindelige og det ophøjede – eller måske det farlige.

Portrættet spejler på sin vis hele Blakes kunst og digtning: fuld af lys og mørke, af visioner og kampe, af et menneske, der ikke stillede sig tilfreds med det synlige og accepterede, men insisterede på at åbne døren til noget langt større — og langt mere skræmmende.