Elitens frihed?

Mange af de frihedseksperimenter, man finder hos forfattere som William S. Burroughs, Jean Genet, Simone de Beauvoir og Jean-Paul Sartre, udspringer af en radikal vilje til at leve anderledes, sprænge normer og afvise det borgerlige livsformer. De repræsenterer en kultur, hvor kunst og liv flettes sammen i en søgen efter autenticitet, transgression og en eksistentiel ærlighed, der ofte bragte dem på kant med både samfundets love og dets uformelle moral.

Simone de Beauvoir (1908-1986)

Disse eksperimenter var ikke blot tilfældige provokationer, men dybt forankret i en tankeverden inspireret af Friedrich Nietzsche. Nietzsche havde allerede i slutningen af det 19. århundrede sat spørgsmålstegn ved moralens grundlag, ved begreber som sandhed, godhed og skyld. Han indvarslede et opgør med enhver absolut moral og hævdede i stedet viljen til magt og skabelse som menneskets egentlige drivkraft. For det 20. århundredes kunstnere og tænkere blev dette en invitation til at skabe egne værdier, egne livsformer.

Friedrich Nietzsche (1844-1900) som Edvard Munch gengav ham 

Sartres berømte sætning om, at mennesket er "dømt til frihed", rammer det eksistentielle grundlag for denne bevægelse: der findes ingen forudgivet mening eller essens, og ethvert menneske må selv skabe sig gennem handling og valg. Denne tanke blev taget alvorligt – ikke blot teoretisk, men levet i praksis. Sartre og Beauvoir eksperimenterede med åbne forhold og forpligtelsesfrie alliancer; Genet gjorde den kriminelle og udstødte til heltefigurer i et spejlvendt moralsk univers; Burroughs søgte gennem stofbrug og sproglige eksperimenter at overskride både sindets og samfundets grænser.

Men her opstår spørgsmålet: hvem kunne i praksis leve på denne måde? Hvem havde faktisk adgang til en sådan radikal frihed?

For de fleste mennesker i efterkrigstidens Europa og USA – især i arbejderklassen – var livsformen stadig præget af økonomisk nødvendighed, familiære bånd og en moral, der prioriterede stabilitet, pligt og respektabilitet. Man skulle forsørge børn, arbejde på fabrik eller kontor, og frihed blev i højere grad forstået som retten til et trygt liv end som en invitation til eksistentiel eksplosion.

Derfor må man med en vis ret sige, at den radikale frihed, som avantgarden og eksistentialisterne praktiserede, var en frihed for de få. Den krævede tid, kulturel kapital og et vist socialt fravær af konsekvenser. Det var et privilegium at kunne forkaste normerne uden at risikere absolut udstødelse. Genet og Burroughs oplevede selvfølgelig straf og marginalisering, men deres stemmer blev samtidig løftet frem af intellektuelle kredse og omfavnet som udtryk for kunstnerisk sandhed.

Denne paradoksale frihed – elitær, men med frigørende potentiale – inspirerede dog senere bevægelser. 1960’ernes ungdomsoprør, kvindebevægelsen, homoseksuelles rettighedskampe og modkulturelle strømninger fandt genklang i netop den livshunger og normsprængning, som Burroughs og Genet havde legemliggjort. Det, der begyndte som et eksklusivt oprør, blev med tiden et sprog og en gestus, som flere kunne tage til sig.

Men spørgsmålet står stadig tilbage: Er frihed en ret, et ideal eller et privilegium? Og hvordan undgår vi, at frihedens former selv bliver normdannende og ekskluderende?

Svaret gives ikke entydigt. Men måske kan Bob Dylans linje tjene som et slags moralsk kompas i grænselandets frihed: "To live outside the law, you must be honest."

Den ærlighed – overfor sig selv, overfor frihedens omkostninger, overfor samfundets blinde pletter – er stadig den største udfordring for enhver, der vil leve hinsides det bestående.

Litteratur

Beauvoir, Simone de: Det andet køn. Gyldendal, 1949 (fransk: Le Deuxième Sexe).
Burroughs, William S.: Naked Lunch. Grove Press, 1959.
Genet, Jean: Tyvens dagbog. Gyldendal, 1954 (fransk: Journal du voleur).
Nietzsche, Friedrich: Moralens oprindelse. Det Schønbergske Forlag, 1900 (tysk: Zur Genealogie der Moral, 1887).
Sartre, Jean-Paul: Eksistentialisme er en humanisme. Gyldendal, 1964 (fransk: L'existentialisme est un humanisme, 1946).
Dylan, Bob: Absolutely Sweet Marie. Blonde on Blonde, Columbia Records, 1966.

Hvor eliten før var de få, der blev set af de mange – er det i dag de mange, der overvåges af de få

Link: ledt om samme tema