Samvittighedens ret – Fra kunstnerens ansvar til FN’s menneskerettigheder

Forfattet af Claus Oreskov

Dato: 21. July 2025

Ørnebærer af Christoph voll 1936

1. Indledning: Kunst som spejl for ansvar

Filmen ”Lili Marleen” (1981) viser, hvordan kunst og kunstnere kan blive medløbere – eller modstandere – i mødet med totalitære regimer. Hovedpersonen Willie (spillet af Hanna Schygulla) bliver en stjerne i Nazi-Tyskland, mens hendes jødiske elsker kæmper i modstandsbevægelsen. Fassbinder viser, hvordan berømmelse og følelsesmæssig afhængighed lammer hendes dømmekraft, og hvordan den personlige bekvemmelighed kolliderer med det moralske ansvar.

Romanen ”Mephisto” af Klaus Mann bærer samme tematik: En karakters rejse fra opportunistisk skuespiller til kulturel kollaboratør med nazismen. Den er baseret på den virkelige skuespiller Gustav Gründgens og handler om hvordan kunst kan bruges – og misbruges – til at legitimere magten. Mann stiller det ubehagelige spørgsmål: Er det nok ikke selv at dræbe, hvis man lader sig bruge som ansigt for undertrykkelsen?

2. Samvittighedens opgør: Thoreau og Sartre

I 1849 skrev Henry David Thoreau sit berømte essay ”Civil Disobedience”, hvor han nægter at betale skat til en stat, der opretholder slaveri og fører imperialistisk krig. For ham er samvittigheden højeste instans:
“Under a government which imprisons any unjustly, the true place for a just man is also a prison.”

Jean-Paul Sartre viderefører dette i ”Eksistentialisme er humanisme” (1946), hvor han insisterer på, at mennesket må vælge sin egen moral og tage ansvar for sine valg – også under pres. Der findes intet ydre moralsk system, kun det ansvarlige menneske:
“Vi er dømt til frihed.”

3. Nürnberg: Retten til ulydighed

Efter 2. verdenskrig blev “jeg fulgte bare ordrer” ikke længere anset som gyldigt forsvar. Nürnbergprincipperne fastslog:
“En person har et moralsk ansvar til at nægte at udføre ulovlige ordrer.”

Det var en revolutionerende tanke i international ret: At individet bærer ansvar, selv inden for totalitære systemer. Dermed blev civil ulydighed – når den er motiveret af samvittighed – et princip for ret og menneskelig værdighed.

4. FN’s Verdenserklæring: Et etisk og juridisk dokument

Menneskerettighedserklæringen (1948) bygger på idéen om det enkelte menneskes ukrænkelige værdighed, samvittighed og frihed. Artikel 1 siger:
“Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed…”

Der findes i teksten et tydeligt ekko af Thoreau og Sartre – og en kodificering af det brud, som Nürnberg markerede. Samvittighed, tanke- og ytringsfrihed, retten til at nægte og protestere er grundpiller i det verdenssamfund, der søgte at lære af fortidens overgreb.

5. Efterspil og aktualitet: Fra Mephisto til whistlebloweren

I dag genopstår spørgsmålet i nye former:
- Edward Snowden og Chelsea Manning – samvittighedsbaseret lækage af information
- Læger, jurister og lærere i autoritære regimer, som nægter at følge politiske dekret
- Kunstnere og medier i stater, hvor propaganda forsøger at kvæle fri tale

Og stadig stiller litteraturen os til regnskab: Gør du det, der er rigtigt – eller det, der betaler din løn?

6. Afslutning: Kunst og etik hænger sammen

Fra ”Lili Marleen” og ”Mephisto”, over Thoreau og Sartre, til Nürnberg og FN:
- Det enkelte menneske kan ikke gemme sig bag systemet.
- Kunst og kultur viser os, hvordan vi formes – og hvordan vi formes ansvarligt.
- Der er en etisk linje, der må trækkes, også når prisen er høj.

At adlyde sin samvittighed er ikke altid lovligt – men det kan være det eneste rigtige.

Billedet viser en kvinde, inspireret af Joe Hills 'The Rebel Girl', som løfter hånden i en stram, selvbevidst gestus. Hun står i flammernes glød, ikke som offer, men som samvittighedens bærer: sårbar og stærk på én gang. En tidløs skikkelse, der både rummer Thoreaus civilulydighed, Sartres ansvarsetik og FN’s drøm om menneskelig værdighed.

Litteratur og videre læsning 

 - Henry D. Thoreau: ”Civil Disobedience” (1849)