Tsangyang Gyatso – Den 6. Dalai Lama

Tsangyang Gyatso, den 6. Dalai Lama (1683–ca. 1706), er en af de mest gådefulde og tragiske skikkelser i Tibets historie. I modsætning til de fleste af sine forgængere og efterfølgere levede han ikke et liv præget af fromhed og monastisk disciplin. Han blev født i det østlige Arunachal Pradesh og først identificeret som reinkarnationen af den 5. Dalai Lama som teenager. Det var usædvanligt sent, og mange har siden ment, at det bidrog til hans manglende tilpasning til et liv som munk.

Selvom han i 1697 blev indviet som novice-munk af Panchen Lama og officielt anerkendt som Dalai Lama, modtog han aldrig den fulde ordination. Allerede få år senere – i 1702 – frasagde han sig offentligt sine munkeløfter og erklærede, at han ønskede at leve som lægmand. Han opholdt sig stadig i Potala-paladset og beholdt sin titel, men levede et frit og verdsligt liv i Lhasas gader med vin, kvinder og poesi.

Hans digte, mange af dem bevaret i mundtlig tradition og stadig sunget i Tibet og Bhutan, afslører en mand med dybe følelser og en stærk længsel efter kærlighed, frihed og skønhed. Flere af digtene vidner om ægte romantiske forhold – særligt til kvinder som Rigzin Wangmo og Dolkar – og ikke blot om erotisk tiltrækning.

Et af hans mest kendte digte lyder:

"Vi forelskede os dybt, siden vi mødtes første gang. 
Havde jeg kendt udfaldet, ville jeg ønske, vi aldrig havde mødt hinanden. 
Hvordan kunne jeg sige farvel til dig, som for evigt? 
Så jeg ikke skulle længes efter din skønhed fra liv til død."

Et andet digt, skrevet i skyggen af natten, udtrykker et tab:

"Jeg sneg mig ud under månens skær 
Til min elskedes værelse i stilhed. 
Hendes dør var åben som mit hjerte, 
Men hun sov – og drømte ikke om mig."

Og et tredje, som spejler både begær og fangenskab:

"Min sjæl flyver på vinden 
Over bakkerne mod din dør. 
Jeg tør ikke følge efter den – 
For jeg er ikke fri."

Denne eksistentielle søgen, forklædt som kærlighedslyrik, minder om strømninger i sufi-poesien, hvor den elskede både kan være et menneske og en metafor for Gud. Tsangyang Gyatsos digte kredser ikke blot om sanselig nydelse, men også om en søgen efter mening, tilhørsforhold og identitet – en kamp mellem den påtvungne rolle som reinkarneret bodhisattva og hans dybt menneskelige længsler.

Til forskel fra trickster-skikkelsen Drukpa Kunley, der med humor og provokation udfordrede normerne, bærer Tsangyangs poesi præg af alvor og smerte. Han er ikke en legende hellig nar, men en tragisk figur – kastet ind i en rolle han aldrig valgte, og som han ikke ønskede at spille. Hans liv endte brat, da han blev bortført af mongolske styrker under Lhazang Khan og forsvandt på vej mod Beijing, formentlig myrdet.

Alligevel lever han videre – i sangene, i digtene, i folkets kærlighed. En frihedssøgende sjæl, hvis stemme stadig lyder i de tibetanske bjerge.