Ære og infiltration – Officerskomplottet i "Rød front – kold krig"

Det er en mærkelig bog, denne 'Rød front – kold krig'. Under pseudonymet Geoffrey Bailey udkom den i begyndelsen af 1960’erne og åbnede for en række emner, man ellers skulle tro var henlagt under tophemmelige segl: hemmelig efterretning, kommunistiske netværk, dobbeltagenter – og ikke mindst: påstanden om, at Stalin havde ret, da han rensede ud i Den Røde Hærs øverste ledelse i 1937.

Hvem kunne dog skrive sådan? Hvem ville, i en tid hvor vestlige historikere betragtede officer komplotterne som udslag af Stalins paranoia, vove at antyde, at der faktisk havde fundet infiltration sted – og ikke blot infiltration, men en vellykket en af slagsen? Det er denne gåde, vi forsøger at belyse, selvom svaret måske forbliver i skyggerne.

Ser man det hele fra 'de hvides' synspunkt – fra det gamle kejserriges udsendte, eksilerede og desillusionerede sønner – er det ikke nogen skændsel at indrømme, at man havde infiltreret fjenden. Tværtimod: det er en æressag. Den måde bogen fremstiller officer komplotterne på, har næsten karakter af en triumf: et bevis på, at zarens loyale mænd kæmpede videre, selv i hjertet af det sovjetiske militær. Det er ikke en tragedie, men et hævnfyldt håb.

Og netop denne æresfølelse, denne aristokratiske stolthed, peger stærkt mod en mulig forfatter: Fyrst Gabriel Konstantinovitj. Som tidligere officer i kejserens garde, som salonvært i Paris og som memoirer forfatter med hang til detaljer og indforståethed, ville han have både motiv og stemme til at skrive netop sådan. Han ville ikke skrive for PR eller af professionel analyse, som George Bailey ville – men for at reetablere en fortælling, hvor de besejrede stadig, havde værdighed og virkning.

George Bailey, den amerikanske journalist og senere leder af Radio Liberty, fremstår derimod som en usandsynlig kandidat. Selv om han havde adgang til information og kontakt til eksilrussiske kredse, ville han næppe – i 1960’erne – gå så langt som at give Stalin ret. Det havde ingen vestlig strategisk værdi, og ville sandsynligvis være blevet opfattet som kontraproduktivt, måske endda skadeligt for troværdigheden. Derimod: for en eksilfyrste med ét ben i fortiden og det andet i mindernes tåger, var der ære i at fortælle den slags historie, uden hensyn til hvordan det blev læst i Washington eller Bonn.

Bemærkelsesværdigt er det, at også vestlige iagttagere som Howard K. Smith, i” Last Train from Berlin” (s. 325), når frem til lignende konklusioner: havde Stalin ikke grebet ind og udrenset officerskorpset, havde Sovjet sandsynligvis tabt krigen mod Hitler. Smith skriver ikke med beundring for Stalin, men som en nøgtern registrant af den hårde, kolde logik, som til tider vinder krige. Måske er det netop i dette spændingsfelt – mellem nødvendighed, ære og forråelse – at” Rød front – kold krig” skal forstås.

Så hvem var Geoffrey Bailey? En afdød storfyrste, hvis stolthed ikke kunne skrive sit eget navn? En eksil-intellektuel med adgang til mørke arkiver? Eller blot en stemme, der med koldt overblik og skarp pen ønskede at vise, at historien ikke kun skrives af sejrherre og taber – men også af dem, der nægter at glemme?

Bogen "Memories in the Marble Palace" af Gabriel Konstantinovitj, blev første gang udgivet på russisk  i Paris i 1954, med titlen: "В Мраморном дворце" (V Mramornom Dvortse) – "I Marmorpaladset"

I bogen og på bogomslaget har  Gabriel Konstantinovitj titlen af Storfyrste, det har en forklaring:

Gabriel Konstantinovitj. (1887–1955) blev født ind i Romanov-dynastiet og var nært beslægtet med den russiske kejserfamilie. Hans titel og status har dog været genstand for forvirring, da han i eksil blev omtalt som storfyrste, selvom han ved fødslen officielt kun bar titlen fyrste (князь).

Titel ved fødslen

Gabriel blev født i 1887 som søn af storfyrste Konstantin Konstantinovich og bar derfor titlen 'knyaz' – fyrste af kejserlig blodslinje. Dette skyldes en reform gennemført af tsar Alexander III i 1886, som begrænsede retten til titlen 'velikiy knyaz' (storfyrste) til kun at gælde børn og børnebørn af den regerende tsar i mandlig linje. Som oldebarn af tsar Nikolaj I var Gabriel dermed netop udenfor denne grænse, og blev i stedet tildelt den lavere rang af fyrste (князь).

Tildeling af storfyrste-titel i eksil

I 1939, længe efter revolutionen, blev Gabriel i eksil hædret med titlen 'velikiy knyaz' (storfyrste) af Storfyrste Kirill Vladimirovich, som havde erklæret sig som overhoved for den russiske kejserfamilie i eksil. Denne tildeling var dog symbolsk og havde ingen juridisk gyldighed i det tidligere kejserrige. Ikke desto mindre blev titlen anerkendt og brugt blandt eksilromanover og i offentligheden i Vesten.

Sammenfatning af titler

Her er en oversigt over Gabriels officielle og symbolsk tillagte titler:

Konklusion

Fyrst Gabriel Konstantinovitj. blev født som fyrste og bar denne titel i hele sit officielle liv i det russiske kejserrige. I eksil blev han dog tildelt den højere titel af storfyrste af eksilledelsen i Romanov-dynastiet. I historiske og genealogiske sammenhænge bør man derfor skelne mellem hans fødselstitel og den ærestitel, han senere bar i eksil.