Pusjkin som rytme, frihed og nærvær – med Tsvetajeva på bænken i Moskva

Engang sad jeg på en bænk ved Pusjkin-monumentet i Moskva – det legendariske mødested midt på Tverskaja-gaden. Ved siden af mig sad en ung kvinde. Vi faldt i snak, og jeg benyttede lejligheden til at spørge hende direkte: Hvad betyder Pusjkin for dig? Hun tøvede ikke: Alt, sagde hun. Bare det ene ord – alt. Og i det ord lå hele Ruslands kærlighed til deres nationale digter. Den hengivelse og lidenskab for litteratur og kultur, som lever dybt i det russiske hjerte, lød klokkeklart.

Jeg kom til at tænke på Marina Tsvetajevas essay Мой Пушкин – Min Pusjkin. Det er en tekst, jeg vender tilbage til med samme følelse, som man vender tilbage til barndommens stemmer eller en velkendt melodi. Med en intens poetisk klarhed skriver hun om Pusjkin som mere end en national digter: han er et symbol på sprogets frihed, på rytmisk åndedræt, på menneskelig værdighed. Ikke mindst ser hun ham som selve negationen af racisme – både gennem hans afrikanske ophav og gennem hans åndelige væsen: stolt uden hovmod, fri uden hævn, mørk i hud, lys i tanke.

I essayet gør Tsvetajeva også op med det billede af Pusjkin som en forstenet, officiel statue – netop det billede som Majakovskij håner i sit digt om monumentet. For Majakovskij er statuen stivnet poesi, død tradition. For Tsvetajeva er monumentet kun en anledning til at genkalde sig det levende nærvær, som Pusjkin stadig er. Hun skriver: "Han er ikke alfabetet, han er det, der kommer før alfabetet." Han er ikke en katedral, men en kilde.

Jeg spurgte også den unge kvinde på bænken, hvad hun mente om Majakovskij. Jo, sagde hun, ham elsker jeg også – men han er sværere at komme ind i. Det var sagt med respekt. Majakovskij er vild, voldsom, kompleks. Men Pusjkin er noget andet. Han er rytmisk klarhed, sproglig ynde. Han er – som Tsvetajeva forstår det – et menneske, der ikke var splittet af klasse eller race eller bitterhed. Han var hel. En digter, som taler til både børn og elskende, bønder og adelige. En stemme uden had.

At læse Tsvetajevas essay i dag, i en verden præget af polarisering og fremmedgørelse, er en påmindelse om, hvad poesi og kultur kan være: en modvægt til forråelse, en form for moralsk rytme. Essayet er ikke et manifest, men et kærlighedsbrev – til friheden i sproget, til poesiens evne til at åbne os mod hinanden.

Marina Tsvetajeva blev kun malet én gang – i 1913 af kunstnerinden M. Nakhman. Portrættet viser hendes ungdommelige, intense udtryk.

Så næste gang du passerer en statue, så husk: det er ikke stenen, men stemmen du skal lytte efter. For nogen betyder den alt.

På soklen af Pusjkin-monumentet i Moskva står et digt af ham selv – et digt, der rummer hele hans tro på ordets overlevelse, kunstens udødelighed og frihedens kraft. 

Punktopsummering

• Pusjkin betyder ”alt” for mange russere – et levende symbol på kultur.

• Tsvetajevas essay Мой Пушкин skildrer ham som sprogets kilde og åndelig frihed.

• Han fremstod som negation af racisme: mørk i hud, lys i tanke.

• Majakovskij kritiserede monumentets stivhed – Tsvetajeva så Pusjkin som levende nærvær.

• Hans poesi taler til både børn, elskende, bønder og adel – uden had.