Et skud – og en sæson i helvede

I juli 1873 trækker Paul Verlaine en revolver på et hotelværelse i Bruxelles og skyder mod sin unge elsker og digterkollega Arthur Rimbaud. Kuglen rammer Rimbaud i håndleddet. De to har i måneder levet i et voldsomt, lidenskabeligt og destruktivt forhold – båret af poesi, alkohol, slagsmål og et ulmende opgør med alle borgerlige normer, ikke mindst seksualmoralens.

Dagen efter mødes de igen på banegården, men frygten sidder i Rimbaud, og han tilkalder politiet. Episoden fører til en retssag, hvor det bliver tydeligt, at de to har levet i et homoseksuelt forhold – noget både socialt forkastet og juridisk risikabelt i det 19. århundredes Europa. Verlaine dømmes til to års fængsel. Rimbaud, kun 18 år gammel, vender tilbage til sin mors hus på landet. Her skriver han det værk, der skal gøre ham til en legende: Une Saison en Enfer – En sæson i Helvede.

Paul-Marie Verlaine (1844-1896) 

med sin livslange partner - absint

En poet i opløsning

En sæson i Helvede er ikke blot en samling digte – det er et digterisk sammenbrud, en poetisk bekendelse, en moderne arvesynd. Det er samtidig en opgørelse med Verlaine, men også med Rimbauds egen drøm om at blive “seeren”, det profetiske digtergeni, der med sin “forstyrrelse af alle sanser” ville åbne nye veje for kunsten.

I teksten skildrer Rimbaud sig selv med isnende afstand. Han ser sig selv med Verlaines blik – som “den forbandede”, som “kynisk”, som “gådefuld”, som en der forfører og ødelægger. Men han afviser også Verlaines destruktive kærlighed og den skæbne, han selv har søgt. Det er, som om Rimbaud erkender, at hans drøm om poetisk totalitet fører til opløsning – både af krop og sjæl. Han skriver:

“Jeg tog skyerne for øer og smerte for frihed.”

Arthur Rimbaud (1854-1891)

Betydning for verdenslitteraturen

En sæson i Helvede er et af de første værker i verdenslitteraturen, hvor forfatteren tør skrive om sin egen splittelse med en sådan radikal ærlighed. Den griber fat i identitetens flimrende karakter, i begærets brutalitet og i sprogets svigt.

Rimbaud varsler den moderne digters skæbne – som en outsider, som en kropslig og psykisk grænsevandrer. Han skriver ikke om verden, men fra en tilstand af indre eksil. Hans sprog er brudt, billedrigt, åndeligt, men samtidig koldt og sarkastisk. Med dette værk afviser han i virkeligheden poesien selv – og skriver det måske største poetiske værk i samme bevægelse.

Rimbaud ophørte snart efter med at skrive. Han blev kun 37 år gammel, og efterlod sig blot nogle få, men uhyre kraftfulde værker. Alligevel blev han én af det 20. århundredes mest indflydelsesrige skikkelser – for surrealisterne, for beat-digterne, for punkens vrede poeter.

En sæson i Helvede er et nøgleværk, fordi det ikke blot er en litterær tekst, men en eksistentiel erfaring: det er selve Helvedet, formuleret i vers.

Og pistolen hvormed Verlaine skød Rimbaud kom på aktion for nogle år siden