Thomas Mann og krig: Et overblik

Thomas Manns syn på krig ændrede sig fra konservativ støtte under Første Verdenskrig til klar antifascisme under Anden Verdenskrig. Hans romaner viser både ambivalens og stærk humanisme.


1. Thomas Manns holdning til krig: et udviklingsforløb

Thomas Mann ændrer syn på krig over tid. I sine yngre år – under Første Verdenskrig – støtter han i begyndelsen den tyske sag og ser krigen som en slags kulturlig kamp mellem Tysklands dybe åndelighed og Vestens rationalistiske civilisation. Det ses især i det pamfletagtige skrift "Betrachtungen eines Unpolitischen" (1918), hvor han tager afstand fra sin bror Heinrich Manns franske og humanistiske engagement.


Men efterhånden som krigens rædsler og nederlaget bliver tydeligere, og især under indtryk af Weimarrepublikkens skrøbelighed og nazismens fremvækst, ændrer Thomas Mann holdning og nærmer sig sin brors synspunkter. Allerede i 1922 hylder han den republikanske udenrigsminister Walther Rathenau efter dennes attentat. Senere, under eksilet i 1930’erne og 40’erne, bliver Thomas Mann en klar modstander af fascisme og krig, og han støtter aktivt de allieredes kamp mod Hitler, bl.a. i sine radiotaler til tyskerne fra USA.

2. “Troldfjeldet” – ambivalens og forudanelse

I "Troldfjeldet" (1924) er forholdet til krig dybt ambivalent. Hovedpersonen Hans Castorp gennemgår en intellektuel og spirituel dannelsesrejse på et sanatorium, hvor forskellige ideologiske positioner brydes – ikke mindst mellem den livsbekræftende humanist Settembrini og den ironisk-nihilistiske jesuit Naphta, der faktisk forsvarer krigen som rensende.

Romanen slutter med, at Hans Castorp – næsten ubevidst – glider med i Første Verdenskrigs blodige massemyrderi. Det sker i en tone, der både rummer resignation, skønhed, sorg og en underlig ophøjethed. Mange læsere har bemærket dette som en æstetisk forsoning med krigen, men det er næppe en støtte. Snarere er det en erkendelse af krigen som historisk uundgåelig, ikke som noget godt. Man kunne kalde det en tragisk stoicisme, ikke sympati.

3. "Doktor Faustus" – nazismen og undergangen

I "Doktor Faustus" (1947) derimod er Thomas Mann klokkeklar i sin fordømmelse af krig og nazisme. Romanen er skrevet i eksil efter Hitlers magtovertagelse og under Anden Verdenskrig. Hovedpersonen, komponisten Adrian Leverkühn, indgår en faustisk pagt og mister sin menneskelighed og empati – parallelt med den tyske kulturs deroute ind i nazismen og krigen.

Her fremstår krigen som et resultat af moralsk forfald og intellektuel forførelse, og Thomas Mann placerer skylden både i elitens kulturliv og i den brede befolkning. Der er ingen ambivalens her – det er en dom og en advarsel.

4. Thomas og Heinrich Mann – to brødre, to syn

Thomas og Heinrich Mann var uenige under Første Verdenskrig. Heinrich Mann var tidligt erklæret republikaner, demokrat og pacifist, og skrev fx "Der Untertan" (1918), en satirisk roman om den tyske undersåt-mentalitet, der fører til autoritærisme og militarisme.

Thomas Mann derimod forsvarede krigen og den tyske kultur i flere år og var stolt af sin ”upolitiske” konservatisme. Konflikten mellem dem var dyb, men de forsonede sig i 1920’erne – og blev i 1930’erne begge aktive modstandere af Hitler og eksilintellektuelle.

Foto af brødrene Heinrich og Thomas Mann, 1902 Heinrich og Thomas Mann fotograferet sammen i 1902.

5. Krig og humanisme i "Josef og hans brødre"

Roman-cyklussen "Josef og hans brødre" (1933–1943) er måske ikke det første sted, man leder efter refleksioner over moderne krig, men under overfladen er værket dybt politisk og humanistisk. Ved at genfortolke den bibelske fortælling om Josef som en romankunstens dannelsesrejse, fremhæver Mann menneskelig værdighed, fornuft og tålmodighed – kvaliteter han kontrasterer med vold, selvhævdelse og skæbnedyrkelse.

Der er flere steder i værket, hvor krig og magt beskrives som udtryk for åndelig ufrihed og primitivitet, mens Josef står for intellekt, empati og civiliseret samliv. I lyset af nazismen bliver det et stillfærdigt, men stærkt indlæg for europæisk humanisme og mod krig – skrevet i eksil, mens verden gik i brand.

Konklusion

Thomas Manns forhold til krig er historisk og udviklingspræget:
- Tidligt: konservativ, kulturpessimistisk støtte til krigen (WWI)
- Senere: afklaret humanist og stærk krigsmodstander (WWII)
- "Troldfjeldet" viser krigen som uundgåelig tragedie – ikke som ideal
- "Doktor Faustus" er en kraftig antikrigs- og antifascistisk roman
- "Josef og hans brødre" er en understrøm af humanistisk civilisationskritik

Thomas Mann og hustruen Katja ved resterne af barndomshjemmet i Lübeck, 1953.

Thomas Mann og Katja foran ruinerne af hans barndomshjem i Lübeck, 1953.

Punktopsætning

  • Støttede i første omgang Tysklands sag under Første Verdenskrig.

  • Ændrede syn efter krigen og blev aktiv antifascist i eksil.

  • Troldfjeldet skildrer krigen som tragisk uundgåelighed.

  • Doktor Faustus er en fordømmelse af nazisme og moralsk forfald.

  • Josef og hans brødre udtrykker humanistisk modstand mod vold og magt.

  • Konflikten og senere forsoning med broderen Heinrich afspejler udviklingen.