Imagination, fred og krig: Arundhati Roy og John Lennon

Arundhati Roys 'The End of Imagination'

Arundhati Roys essay 'The End of Imagination' (1998) blev skrevet i reaktion på Indiens atomprøvesprængninger og udtrykker en stærk moralsk og politisk kritik af militarisme. Roy mener, at verden har mistet sin evne til moralsk forestilling – altså den fantasi og empati, der kunne have forhindret os i at fejre teknologier til massemord. Hun forbinder imagination med evnen til at forstå og føle med andres lidelse, og hendes essay er en dyb klage over, at denne evne er blevet kvalt af nationalisme og teknokratisk kynisme. For Roy er imagination både en etisk og civilisatorisk kraft – uden den kan vi ikke skabe fred, kun gentage ødelæggelse.

Arundhati Roy

Sammenligning med John Lennons 'Imagine'

John Lennons sang 'Imagine' (1971) er en håbefuld opfordring til at forestille sig en verden uden krig, grænser og religion. Lennon bruger imagination som et redskab til at tænke sig til en bedre fremtid. Arundhati Roy bruger imagination som et redskab til at forstå konsekvenserne af krig og vold. Hvor Lennon inviterer os til at drømme, tvinger Roy os til at konfrontere det, vi ikke vil forestille os: atomkrigens rædsler. Begge værker deler troen på, at imagination er nødvendig for fred – men de bruger den på hver sin måde: Lennon drømmende, Roy advarende.

Forskelle og ligheder

Forskelle:

·       - Lennon er poetisk og idealistisk; Roy er vred og konfronterende.

·       - Lennon forestiller sig det utopiske; Roy konfronterer os med det ubærlige.

·       - Lennons tone er blid; Roys tone er alarmistisk og politisk.

Ligheder:

·       - Begge værker kritiserer nationalisme og militarisme.

·       - Begge ser imagination som nøglen til fred.

·       - Begge udtrykker ønsket om en global menneskelighed.

Billeder som dette fra Hiroshima oprørte engang en hel verden, nu er medfølelse og empati afløst af ligegyldighed, vi har mistede evnen til at forstå og føle med andres lidelse siger  Arundhati Roy