Hvem er jeg – og var jeg en anden før? Alice, Dylan og identitetens opløsning

” Hvem i alverden er jeg?” spørger Alice i Alice i Eventyrland, kort efter hun er faldet ned i det underjordiske rige, hvor alt er i forandring – også hun selv. Hun forsøger at genkalde sig, hvad hun ved og kunne tidligere: remser, gangetabeller, navne på veninder. Men intet passer længere. ”Jeg må være blevet til Mabel,” siger hun fortvivlet. ”Men jeg ved jo så meget – og hun, hun ved næsten ingenting!” Alice aner ikke, hvem hun er. Hun ved bare, at hun ikke længere er den samme som før.

Mere end hundrede år senere, i et interview om sin legendariske Rolling Thunder Revue-turné fra 1975, siger Bob Dylan:

“Jeg kan ikke huske noget fra den turné... jeg var ikke engang født.”
Udsagnet lyder som sort humor. Men det er også et eksistentielt udsagn. Han afviser ikke bare at tale om fortiden – han nægter, at han stadig er den, der oplevede den. Han er, som Alice, ikke længere den, han var.

Kierkegaard: Jeget som opgave

Hos Søren Kierkegaard er identitet ikke noget fast eller givet – det er en opgave. I Sygdommen til Døden skriver han, at mennesket er et forhold, der forholder sig til sig selv. Man er ikke noget – man bliver noget. Det moderne menneske fortaber sig nemt i roller og overfladisk spejling og glemmer den indre proces, hvor man bliver sig selv i sandhed. Når Alice spørger, hvem hun er, og begynder at tvivle på, om hun overhovedet kan kaldes Alice mere, står hun midt i det Kierkegaard kalder "fortabelsens mulighed": adskillelsen fra sig selv.

Sartre: At være sig selv – uden at være noget

Jean-Paul Sartre går endnu videre. I Eksistentialismen er en humanisme skriver han, at eksistensen går forud for essensen. Vi er ikke noget på forhånd – vi skaber os selv gennem handling. Men vi forsøger ofte at flygte fra denne frihed ved at lege os selv – at låse os fast i en bestemt identitet. Det kalder han ond tro. At være "Bob Dylan", for eksempel, kan blive en sådan rolle.

Når Dylan siger, at han ”ikke engang var født” i 1975, nægter han at spille rollen som sit eget fortids-jeg. Han afviser, at den person stadig findes – og hævder i stedet den eksistentielle frihed til at blive til på ny.

Dylan: Den evige foranderlige

Dylans sange rummer gennem årtier dette opgør med en fast identitet. I Tangled Up in Blue møder vi en fortid, der er blevet illusion:
“All the people we used to know / They're an illusion to me now.”
I It’s Alright, Ma (I’m Only Bleeding) slår han fast, at identiteten er en proces, ikke en tilstand:
“He not busy being born is busy dying.”
Og i den tidlige I Was Young When I Left Home er selvet allerede på flugt – hjemløs, uden tilknytning til noget entydigt jeg.

Bob Dylan

Beauvoir: At blive til i en verden fuld af blik

Som Simone de Beauvoir skrev: “Man fødes ikke som kvinde, man bliver det.” Med det mente hun, at identitet ikke er noget biologisk givet, men noget man formes til gennem samfundets normer og egne erfaringer. Alice bliver noget andet, ikke blot fordi hun forandres, men fordi omgivelserne hele tiden taler hende til rette. Også Dylan har mærket, hvordan man formes af andres blikke og forventninger. Ved at nægte at være "den samme" som før – at nægte at være født – gør han oprør imod dette. Ligesom Alice forsøger han at insistere på noget ubestemmeligt: at han ikke er det, andre tror han er.

Identitet er altså ikke et udgangspunkt, men et felt af forandring, konflikt og mulighed. Som Alice, som Dylan – og som os selv.

Lautréamont: Jeg har skabt mig selv

Den franske digter Comte de Lautréamont – pseudonym for Isidore Ducasse – formulerede i 1860’erne en ekstrem version af identitetens opløsning og selvskabelse. I det mørke og visionære værk Les Chants de Maldoror skriver han: “Je suis né d’une fange; je me suis fait moi-même.” – “Jeg er født af mudder; jeg har skabt mig selv.”

Her er identiteten ikke en opgave eller en social konstruktion, men en voldsom og radikal afvisning af enhver givenhed – både biologisk, social og guddommelig. Maldoror, værkets skikkelse, forsøger at overskride det menneskelige ved at nægte enhver forankring og i stedet genskabe sig selv som noget monstrøst og selvvalgt. Det er en eksistentiel transgression, der har inspireret surrealisterne og forudgriber mange moderne forestillinger om identitet som flydende, grænseoverskridende og selvbestemt.

Dylans mørkere sange som “Desolation Row” og “Ain’t Talkin’” deler en beslægtet stemning af eksistentiel hjemløshed og fortabelse. I “Desolation Row” skildres en verden i kaos, hvor figurer fra historien og litteraturen flyder rundt uden stabil betydning – et grotesk tableau, hvor al identitet er løsrevet fra orden og centrum:
“They’re selling postcards of the hanging / they’re painting the passports brown.”

Det er ikke bare et samfund i opløsning – det er også en identitet, der ikke længere kan finde fodfæste.

I “Ain’t Talkin’” (2006), en af Dylans sene sange, vandrer jeget gennem en apokalyptisk verden:
“Ain’t talkin’, just walkin’ / Through this weary world of woe.”

Han er tavs og i bevægelse, frakoblet alt tilhørsforhold – et moderne spejlbillede af Lautréamonts Maldoror: vred, rodløs og selvskabt i modstanden mod verden. Jeget i sangen er ikke defineret af baggrund, navn eller retning – det eksisterer i kraft af sin distance og bevægelse.

Således forbinder Dylan og Lautréamont sig i den yderste ende af eksistensens spektrum: hvor identitet ikke er et hjem, men en grænse, man krydser igen og igen.

Magritte, Maldoror og det splittede jeg

Denne illustration af René Magritte til Les Chants de Maldoror afspejler på kraftfuld vis temaer som identitetens opløsning, dobbelthed, selvskabelse og eksistentiel uro.

 Hvad ser vi?
Figuren i billedet er delt midt over – som om han er revet i to eller eksisterer i to versioner samtidigt. Øjnene og ansigtets struktur danner et spejlbillede af sig selv, men med en forskydning: en slags splittet identitet. Hænderne skriver – måske sig selv frem – hvilket kan tolkes som en visuel gengivelse af Maldorors udsagn: “Je me suis fait moi-même” (jeg har skabt mig selv). Der er noget dæmonisk og engleagtigt på én gang: horn og vinger? Får og rovdyr? Sky og mørke?

Magritte og Lautréamont
Magritte blev stærkt inspireret af Lautréamont, især af den surrealistiske vending: "Smuk som det tilfældige møde mellem en symaskine og en paraply på et dissektionsbord." Magritte brugte lignende strategier i sine værker: at placere genkendelige elementer i foruroligende sammenhænge, hvor betydning og identitet forskydes.

 Filosofisk og eksistentielt
- Den splittede figur illustrerer Kierkegaards “jeget som forhold til sig selv” – her bristet, revet over.
- Den dobbelte og forvredne form peger på Sartres pointe om, at vi aldrig er det, vi er – men altid det, vi bliver.
- Hænderne, der skriver identiteten frem, svarer til Beauvoirs og Lautréamonts påstand om, at vi bliver os selv gennem en kamp mod det, vi tillægges.

 Sammenfatning
Magrittes illustration visualiserer det eksistentielle vilkår: 
– At mennesket er splittet. 
– At identitet ikke er givet, men skabes – måske smertefuldt. 
– At forvandling og dobbelthed er grundvilkår. 
– Og at kunstneren (eller mennesket) skriver sig selv frem, midt i mørke og tvivl.