Vera Mukhina: Kvindelig styrke i monumentets sprog

Vera Mukhina (1889–1953) er i dag mest kendt for den monumentale skulptur ”Arbejderen og kolkoskvinden” (1937), men hendes arv rækker langt ud over et enkelt værk. Hun kombinerede klassisk form med sovjetisk ideologi og lod køn og klasse forenes i en visuel syntese. Det er netop denne sammensmeltning, der i stigende grad får moderne kunstnere og teoretikere til at genbesøge hendes værk og liv.

Arven fra Mukhina i dag

Selvom ingen nulevende kvindelige kunstnere offentligt har erklæret Mukhina som direkte rollemodel, peger mange på en klar – om end indirekte – indflydelse. Det gælder især russiske kunstnere med fokus på offentlig skulptur, monumentalisme, og køn:

- Tatyana Antoshina arbejder i et konceptuelt og feministisk felt, hvor kvindens krop og sociale rolle i samfundet granskes. Hendes performancekunst og digitale installationer kredser om kvindelig identitet i en post-sovjetisk virkelighed.
- Tatyana Sherstyuk er aktiv i det offentlige rum og kombinerer figurative elementer med socialt engagerede temaer, ofte med fokus på kvindens rolle i hverdagsliv og historie.

Begge kunstnere er en del af en ny generation, der ser tilbage på sovjetisk billedkunst med kritisk, men også formæssig interesse.

et arbede af  Tatyana Antoshina

Arbejderen og kolkoskvinden: Kønssymbolik og transformation

I ”Arbejderen og kolkoskvinden” står mand og kvinde side om side. Han bærer hammeren, hun seglet. De løfter deres redskaber i en X-form, som danner det kendte kommunistiske symbol. Men hvad der ofte overses, er redskabernes historiske kønsbetydning:

- Hammeren var industriarbejderens redskab, og dermed i Sovjet ofte et symbol på manden.
- Seglet derimod stammer fra landbruget, og i mange østeuropæiske landbosamfund var det kvindens redskab, i modsætning til leen som var mandens.

Efter høsten, når mændene havde brugt leen til at skære det meste, gik kvinderne bagved og brugte seglet til efterslet – en arbejdsdeling med dyb symbolik. Ved at lade kvinden holde seglet og manden hammeren, genopliver Mukhina ikke blot klassealliancen, men også en kønshistorisk fortolkning, hvor de to redskaber bliver billeder på mand og kvinde som ligeværdige samfundsbyggere.

Mukhinas skulptur kan derfor ses som en visuel manifesteret ligestillingsvision – en "Marxistisk Venus og Adonis", som nogle kunsthistorikere har kaldt det.

Arbejderen og kolkoskvinden

Mukinas symbolske efterliv

Mukinas bidrag bliver i dag genfortolket i udstillinger og kataloger, hvor kvindelige kunstnere og teoretikere undersøger, hvordan offentlig skulptur kan bruges til at repræsentere køn, magt og identitet. Især hendes kombination af monumentalitet, figurativt udtryk og en kompleks kønspolitisk symbolik får fornyet opmærksomhed i en samtid, hvor spørgsmål om kunstnerisk repræsentation og historiske koder står centralt.

I det lys står Vera Mukhina ikke som et færdigt forbillede, men som en stadig mere relevant figur i debatten om offentlig kunst, kvindelig skaberkraft og den sociale krop i det moderne samfund.

Om maleriet

Titel: Portræt af Vera Mukhina

Kunstner: Mikhail Nesterov År: 1937

Medium: Olie på lærred

Stil: Realistisk med ekspressive penselstrøg, typisk for Nesterovs sene periode

🧍‍♀️ Motiv og komposition

Maleriet viser Vera Mukhina i koncentreret arbejde med en skulpturmodel. Hendes hænder formes om figuren i hvidt ler eller gips, og hendes blik er intenst, næsten alvorligt rettet mod sit værk. Der er en kraftfuld værdighed i hendes fremtoning – ikke pyntet eller romantiseret, men ærlig og fokuseret. Den sorte kjole og det hvide tørklæde (eller flæse) forstærker kontrasten og koncentrationen i scenen.

Kunstneren har valgt at vise hende i arbejdsøjeblikket – ikke som en officiel statuehugger, men som skabende kunstner, hvor hænder og blik bliver billedets centrale akser.

🖌️ Nesterovs valg

Mikhail Nesterov var kendt for sine spirituelle og religiøse malerier, men også for sine psykologisk nuancerede portrætter. At han i 1937 – året for Arbejderen og kolkoskvinden – malede Mukhina, viser en vigtig anerkendelse. Det er året for den store verdensudstilling i Paris, og Mukhina er på højden af sin karriere.

Hans fremstilling forener hans interesse for den indre verden med hendes ydre virke. Hænderne og udtrykket gør hende til både kvinde, tænker og håndværker. 

🧠 Symbolik og betydning

Hænderne: Fremhæver hendes skabende kraft. Hun modellerer livet og ideologien med hænderne.

Materialet: Det endnu ufuldendte værk peger på processen – ikke bare resultatet.

Ansigtsudtrykket: Viser Mukhinas vilje og koncentration. Hun er ikke dekoreret – hun er fokuseret.