Ivan Turgenev: ”Fædre og sønner” (1862)

Ivan Turgenevs Fædre og sønner (1862) er en klassiker om generationsbrud, arv og kærlighed i 1860’ernes Rusland. En roman, der stadig taler til nutiden.

Ivan Turgenevs ”Fædre og sønner” er en af de store klassikere i russisk litteratur. Romanen, der udkom i 1862, udspiller sig i 1859, kort før ophævelsen af livegenskabet. Den blev straks genstand for heftig debat, fordi den både fangede tidens konflikter og stillede spørgsmål, der rækker langt ud over samtidens Rusland.

Ilja Repins portræt af Ivan Turgenev

Generationsbrud og arv

Romanen fremstilles ofte som et billede på bruddet mellem generationer: de romantiske, idealistiske “fædre” fra 1840’erne og de realistiske, nihilistiske “sønner” fra 1860’erne. Den unge Bazarov står som den kompromisløse nihilist, mens Arkadij i begyndelsen følger ham som discipel. Men Turgenev viser også, at der er sammenhæng og arv på spil. Arkadij finder sin egen vej som godsbestyrer og familiemand ved Katjas side, og selv Bazarov træder i sin fars fodspor som læge i sine sidste dage. Spørgsmålet bliver – som Katrine Marie Guldager skriver i forordet til den nye danske oversættelse – “hvilke sønner kan blive fædre?”

Kvinderne i romanen

Kvinderne spiller en central rolle, ikke mindst i kontrasten mellem tre skikkelser:
- Fenitjka, Nikolaj Petrovitjs husholderske, der lever i en socialt prekær position og må værne om sin respektabilitet, men som i lysthuset med Bazarov viser et glimt af begær og drift.
- Anna Odintsova, den selvstændige enke, der vækker Bazarovs lidenskab, men vælger kontrol og afstand – et billede på autonomi, men også følelsesmæssig isolation.
- Katja, Annas søster, som udvikler sig til romanens mest positive kvindefigur: handlekraftig, ansvarlig og med evnen til at bygge fremtiden sammen med Arkadij.

Turgenev viser kvindernes muligheder og begrænsninger i 1860’ernes Rusland, og han skildrer dem som typer, men også som mennesker med egne valg.

Billedtekst: Katarina (Katja) og Arkadij Kirsanov i Turgenevs roman

Bazarov – plebejeren og opkomlingen

Bazarov er romanens mest sammensatte figur. Som søn af en militærlæge repræsenterer han den nye, blandede intelligentsia, der hverken hørte hjemme i adel eller bondeklasse. Han ved godt, at han i de andres øjne forbliver en plebejer. Hans nihilisme er både et intellektuelt program og et skjold mod social afstand. At netop han dør i slutningen, understreger romanens pointe: det er ikke outsideren, men de tilpasningsdygtige (Arkadij og Katja), som sikrer fremtiden. Bazarovs arv bliver ideen, ikke familien.

Billedtekst: Anna Odintsova besøger Bazarov på dødslejet

Bønderne og bondespørgsmålet

Romanen er skrevet på tærsklen til bondereformen i 1861. De adelige diskuterer gerne bønderne, men sjældent med dem. Først i en slutscene, lige før Bazarovs sygdom og død, lader Turgenev to bønder udtale sig om ham. For dem er han bare en herre, en udenforstående, måske endda lidt af en landsbytosse. Ironien er tydelig: selv den selvsikre nihilist, der mente at stå folket nær, er i virkeligheden fremmed for dem.

Samtidens og eftertidens modtagelse

”Fædre og sønner” skabte røre i samtiden. De konservative forargedes over Bazarovs frækhed, mens de radikale mente, at han var latterliggjort. Turgenev blev angrebet fra begge sider – og netop derfor står romanen som en præcis spejling af 1860’ernes Rusland. Senere læsninger har fremhævet kvindernes rolle, romanens dobbelthed mellem brud og kontinuitet, og Bazarov som en af de mest levende skikkelser i russisk litteratur.

Konklusion

Turgenevs roman er langt mere end en generationsroman. Den handler om arv og forandring, om kærlighed og drift, om klasseskel og bondespørgsmålet. Den stiller de helt store spørgsmål: Hvad betyder det at være ung og radikal? Hvad vil det sige at tage ansvar? Hvilke sønner kan blive fædre?

”Fædre og sønner” er en roman, der stadig taler til os – både som tidsbillede og som fortælling om menneskets vilkår.

Turgenev blandt de store russiske forfattere

• Turgenev – Social realisme og præcise tidsbilleder. Fokus på generationer, arv og sociale brud (Fædre og sønner).

• Tolstoj – Store episke værker, moralske og religiøse spørgsmål, mennesket i historiens og samfundets strøm (Krig og fred, Anna Karenina).

• Dostojevskij – Psykologisk dybde, teologiske og eksistentielle temaer, mennesket i konflikt med sig selv og Gud (Forbrydelse og straf, Brødrene Karamazov).

Konklusion

Turgenev adskiller sig fra Tolstoj og Dostojevskij ved sin nøgterne realisme og sin skarpe sans for de sociale strømninger i 1860’ernes Rusland. Fædre og sønner viser, hvordan historiens store konflikter også udspiller sig i det nære: mellem generationer, i kærlighedens valg og i mødet mellem nye idéer og gamle traditioner.

Punktopsætning (opsummering)

• Romanen udkom i 1862, kort før ophævelsen af livegenskabet

• Centralt tema: brud mellem fædre (idealister) og sønner (nihilister)

• Kvindernes rolle: Fenitjka, Anna Odintsova og Katja

• Bazarov som outsider, plebejer og ideologisk arvtager

• Bønderne fremstår fremmede, også for nihilisten

• Romanen vakte heftig debat og står som tidsbillede og klassiker

Ordbog

• Nihilisme – Filosofisk og politisk retning i 1860’ernes Rusland, som forkastede autoriteter, traditioner og metafysik.

• Livegenskab – Bondeinstitution i Rusland, hvor bønder var bundet til jorden og adelsmænds ejendom indtil reformen i 1861.

• Sovremennik (”Samtiden”) – Indflydelsesrigt tidsskrift i 1800-tallet, samlingspunkt for Russlands førende forfattere og sociale debatter.

• Plebejer – Betegnelse for person af lav social stand, her brugt om Bazarov som outsider i forhold til adelen.

• Generationsroman – Litterær genre, hvor konflikten mellem generationer er det bærende tema.