Nutidig anmeldelse: Transmigrasi – Indonesian Resettlement Policy 1965–1985

Mariël Ottens rapport Transmigrasi: Indonesian Resettlement Policy 1965–1985 (IWGIA, 1986) er et nøgleværk om Indonesiens massive flyttepolitik. Den dokumenterer, hvordan programmet – officielt forklaret med befolkningstryk på Java – i virkeligheden blev brugt til at udvide statslig kontrol, udnytte ressourcer og marginalisere oprindelige folk.

Udgivet af IWGIA i 1986 (Dokument nr. 57), er denne raport en af de mest grundige og engagerede beskrivelser af den indonesiske stats såkaldte udviklingspolitik i de ydre provinser. Rapporten dokumenterer, hvordan det store transmigrationsprogram – officielt begrundet med befolkningstætheden på Java – i praksis fungerede som et redskab til statslig kontrol, ressourceudnyttelse og marginalisering af oprindelige folk.

Faglig vurdering


Ottens analyse er stadig værdifuld i dag. Den kombinerer feltbaserede iagttagelser, interviews og kritisk analyse og formår at synliggøre, hvordan transmigrasi-politikken både var en fysisk fordrivelse og en symbolsk udviskning af oprindelige samfund. Hun afdækker hvordan myndighederne brugte en udviklingsdiskurs til at retfærdiggøre ekspropriation af jord, kulturel marginalisering og fremme af et javanesisk-nationalistisk projekt.

Selvom rapporten er skrevet i en præ-dekolonial tradition, viser den stor etisk bevidsthed og solidaritet med de mennesker, den omhandler. Den mangler dog de senere års epistemiske kritik og inddragelse af oprindelige folks egne videnssystemer og stemmer.

Nutidig relevans


Transmigrasi-politikken har fortsat konsekvenser i nutidens Indonesien. Konflikter om jord og identitet mellem nytilflyttede og oprindelige grupper lever videre i Papua, Kalimantan og Sumatra. Også i klimapolitiske og menneskeretlige diskussioner fremstår Ottens arbejde som en nødvendig historisk baggrund for at forstå de strukturelle uligheder, der præger Indonesiens moderne udviklingsmodel.

Forslag til videre læsning


- Tania Li – ”The Will to Improve: Governmentality, Development, and the Practice of Politics” (2007) 
  → Om udviklingsdiskurser og statens rolle i regulering og marginalisering.

- Nancy Peluso – studier af skovforvaltning, ejerskab og vold i Kalimantan 
  → Særligt relevant: artiklen “Whose Woods Are These?” (1992).

- IWGIA – ”The Indigenous World – Indonesia” (årlig rapport) 
  → Opdateret dokumentation af oprindelige folks vilkår.

- AMAN (Aliansi Masyarakat Adat Nusantara) – www.aman.or.id 
  → Indonesiens nationale netværk for oprindelige folk.

- Hélène Bouvier – studier af stat, migration og identitet i Østindonesien 
  → Fokus på symbolpolitik og kulturkonflikter.

- WatchDoc – ”Sexy Killers” (2019, dokumentarfilm) 
  → Om økonomiske og politiske interesser bag store udviklingsprojekter, herunder kul og landkonflikter.

Konklusion


”Transmigrasi” af Mariël Otten er stadig et centralt dokument i forståelsen af Indonesiens moderne koloniale logikker. Den bør læses med kritisk refleksion og som en platform for videre undersøgelse af, hvordan statslige udviklingsprojekter kan tjene som midler til kontrol, udviskning og marginalisering – også i nutidige “postkoloniale” stater.

Link: Postkolonial kritik Indonesien

Punktopsummering

  • Baggrund: Transmigrasi flyttede millioner fra Java til ydre provinser (1965–1985).

  • Ottens styrke: Feltarbejde, interviews og skarp kritik af udviklingsdiskursen.

  • Budskab: Politik = både fysisk fordrivelse og symbolsk udviskning.

  • Etik: Rapporten udviser solidaritet, men mangler senere tiders epistemiske kritik.

  • Nutidig relevans: Jordkonflikter og identitetskampe fortsætter i Papua, Kalimantan, Sumatra.

  • Videre læsning: Tania Li, Nancy Peluso, IWGIA-rapporter, AMAN-netværket, Hélène Bouvier, WatchDoc-dokumentaren Sexy Killers.

  • Konklusion: Et centralt dokument til forståelsen af koloniale logikker i moderne udviklingsstater.