František Kupka og Apollinaires idé om det rene maleri

I sin banebrydende tekst ”Les Peintres Cubistes” (1913) udpeger Guillaume Apollinaire František Kupka som en af de første virkeligt abstrakte malere og bruger betegnelsen ”ren maleri” (peinture pure) om hans kunst. Her forstås maleriet ikke som repræsentation, men som en selvstændig og strukturel helhed, skabt gennem farve, bevægelse og rytme – uden reference til den ydre virkelighed.

Apollinaire bemærker, at værker som Kupkas ”Amorpha. Fugue in Two Colors” og ”The Cathedral” er malerier, der bør 'virke som musik'. Han placerede Kupka centralt i den strømning, han selv kaldte ”orphisme” – en gren af den tidlige abstraktion, som i modsætning til den analytiske kubisme lagde vægt på lys, følelse og indre helhed frem for formopløsning og intellektuel analyse.

Amorpha. Fugue in Two Colors

For Apollinaire skulle ”det rene maleri” ikke blot tilfredsstille øjet, men åbne for nye erkendelsesformer. Kupkas værker fremstår som visuelle kompositioner – næsten som musikstykker – hvor farver og former fremkalder oplevelser, der rækker ud over sproget. Det gør dem til en forløber for modernismens tanke om kunstens autonomi: en kunst, der ikke blot viser, men tænker. I dag kan vi i Kupkas billeder se en tidlig, men tydelig vilje til at udtrykke menneskelig erfaring – ikke gennem narrativ, men gennem struktur og intensitet.

František Kupka, Amorpha, Warm Chromatics

Kupka og orphismen – i selskab med Delaunay og Léger

František Kupka var sammen med Robert og Sonia Delaunay blandt de centrale skikkelser i den kunstneriske strømning, Guillaume Apollinaire i 1912 døbte ”orphisme”. Denne betegnelse dækkede over en særlig form for abstrakt kunst, som – i modsætning til den mere geometrisk-systematiske kubisme – lagde vægt på farvens rytme, det indre lys og billedets musikalske karakter.

Kupkas værker – som fx ”Amorpha. Fugue in Two Colors” – bærer præg af hans interesse for kosmiske bevægelser, åndelighed og musikalsk struktur. Hans malerier er præget af koncentration, indadvendthed og rytmisk balance. Hos Robert Delaunay derimod ses ofte en mere dynamisk bevægelse med cirkulære farvefelter og en klar fascination af byens og teknikkens energi – eksempelvis i værker som ”Simultaneous Windows” og ”Eiffel Tower”.

Robert Delaunay  Simultaneous Windows

Sonia Delaunay udviklede orphismen videre i både maleri og design og arbejdede med stærke farvekontraster og simultanisme – ideen om, at forskellige farver og former opleves samtidigt og gensidigt forstærker hinanden. Hendes arbejder med tekstil, tøj og brugskunst udvidede orphismen til en livsstil og et visuelt sprog i hverdagen.

Sonia Delaunay

Fernand Léger blev lejlighedsvis associeret med orphismen, men hans stil havde en anden tyngde. Selvom også han arbejdede med farvens autonomi, var hans værker mere industrialiserede og præget af maskinæstetik og volumen. Hvor Kupka søgte det spirituelle og det rytmiske, søgte Léger ofte det kollektive og mekaniske.

Fælles for orphisterne var ønsket om at befri kunsten fra narration og gengivelse – og i stedet skabe billeder, der er egne verdener, båret af farve, bevægelse og musikalsk harmoni. Hos Kupka bliver dette særligt tydeligt i ”The Cathedral”, hvor lysets arkitektur bliver til ren visuel poesi.