De hellige fyrster Vladimir, Boris og Gleb

Dette ikon fra Novgorod-skolen (1500-tallet) viser tre af de vigtigste skikkelser i Kievrigets kristne historie: fyrste Vladimir den Store af Kyiv og hans sønner, de hellige Boris og Gleb. Det er malet i tempera på lærred og blev erhvervet af Nasjonalmuseet Oslo (Nasjonalmuseet for kunst, arkitektur og design). i 1959.

I midten ses Vladimir, som i år 988 indførte kristendommen i Rus’. Han bærer krone og regalier som hersker, men også en helgengloria og et kors i hånden. Hans sværd er, ligesom hos sønnerne, hvilende i skeden. Det markerer, at hans storhed ikke knyttes til krig, men til dåben og til kristentroen, som han bragte sit folk.

Ved hans side står sønnerne Boris og Gleb, som begge blev myrdet i 1015 efter faderens død. De nægtede at bruge våben mod deres bror Sviatopolk, der krævede magten, og valgte i stedet at lide uskyldigt. Derfor blev de de første kanoniserede helgener i Kievriget og æres i dag som passionsbærere – helgener, der efterligner Kristus ved at acceptere uretfærdig vold uden gengæld.

Ikonets komposition understreger deres indbyrdes sammenhæng: faderen, der døber folket, flankeret af sønnerne, der bærer troen ud i livet gennem ydmyghed og fredelig lidelse. Sammen danner de et billede af kristendommens indførelse i Rus’ – ikke gennem sværdet, men gennem troen og villigheden til at lide for retfærdigheden.

Stilen er typisk for Novgorod-skolen: klare, strålende farver, skarpe konturer og dekorative mønstre i klædedragterne, der giver en næsten tekstilagtig pragt. Figurerne står frontalt, ranke og værdige, uden individuelle træk – de fremstilles ikke som portrætter, men som tidløse, hellige personer. Baggrunden er enkel og lys, uden natur eller arkitektur, for at pege alt fokus mod helgenernes åndelige nærvær. Kombinationen af grøn, rød og guld skaber en festlig, næsten liturgisk stemning, der forener maleri og bøn.

At ikonmaleren har valgt at fremstille Vladimir, Boris og Gleb sammen, gør billedet til et teologisk program: dåben af folket og de første martyrer præsenteres som Rus’ sande fundament. Ikonet minder betragteren om, at hellighed ikke udspringer af jordisk magt, men af dåb, tro og fredsvilje.

Liturgisk funktion

Et ikon som dette kunne have været anvendt i gudstjenesten på helgendage, især på Boris’ og Glebs festdag den 24. juli og på Vladimir den Stores den 15. juli. Her blev ikonet båret i procession, sat frem til offentlig ære og brugt som fokuspunkt for bønner om beskyttelse af landet og fyrsteslægten. På den måde blev maleriet ikke blot et billede, men et levende middel til at indskrive folkets historie i kirkens liturgiske år og gøre de hellige fyrsters forbillede nærværende for hver ny generation.