Gauguins skulpturelle rytme – Oviri og hendes søstre

I mange analyser af Paul Gauguins kunst nævnes den egyptiske kunst som formmæssigt forbillede, især når det gælder skulpturen ”Oviri” (1894). Denne læsning, ofte inspireret af Gauguins egne udtalelser, fastholder et billede af hans figurer som frontale, statiske og lukkede i deres udtryk. Men ser man nærmere på både ”Oviri” og en række af hans tahitianske malerier, viser der sig en anden sandhed: en blød, horisontal bevægelse, som udgør en rytmisk spænding i kroppen – særligt i hans kvindefigurer.

En søster til Oviri

Et slående eksempel findes i maleriet ”Mahana no Atua” ('En dag tilegnet guderne'), malet i 1894, samme år som ”Oviri”. I midten af billedet sidder en kvinde med rank ryg og drejet overkrop. Hendes arme og hoved følger en spiralisk bevægelse, der går imod alt, hvad den klassiske, statiske ikonform indebærer. Hun er på én gang stille og i bevægelse – kropsligt og mentalt. Hun er ikke blot et billede af eksotisk kvindelighed, men en søster til ”Oviri” – bærer af den samme indre kraft og spænding, den samme følelsesmæssige ladning, der gør kroppen til et sted for mening og ikke blot for repræsentation.

Mahana no Atua

Et nybrud i figurfremstilling

Når man følger denne rytme i flere af Gauguins værker – som ”Te Nave Nave Fenua”, ”Two Nudes on a Tahitian Beach”, ”Vahine no te vi” og ”Adam og Eva” – ser man, at netop den bølgende bevægelse er det typiske, ikke undtagelsen. Det er snarere de helt stive, frontale figurer, som virker afvigende i Gauguins oeuvre. Det antyder, at Gauguins formforståelse måske ikke er lånt fra Ægypten, men snarere udviklet i dialog med de former, han mødte – eller forestillede sig – i Polynesien.

Te Nave Nave Fenua

Bevægelsens æstetik

Dette ændrer forståelsen af Gauguin. Ikke som en kunstner, der approprierer 'primitive' former, men som én der forsøger at indfange en rytmisk livsfornemmelse. Figuren i ”Mahana no Atua” viser det måske mest klart: hun er hverken et symbol, et objekt eller en pose – men en bevægelse, fanget i billedets øjeblik.

NB: Jeg kontaktede Musée départemental Maurice-Denis, som ejer "Oviri", for at høre om deres interesse i informationen og eventuelle kommentarer, men de svarede ikke.