I Dreamed I Saw St. Augustine — en fortolkning

Bob Dylans sang “I Dreamed I Saw St. Augustine” fremstår næsten som et poetisk mysteriespil.
Den åbner med et drømmesyn: fortælleren ser Sankt Augustin — ikke som en fjern historisk figur, men “alive as you or me” — i dyb elendighed, bærende både et tæppe og en kappe af massivt guld.
Han søger de sjæle, der allerede er blevet solgt, som en hyrde, der leder efter sine fortabte får, men også som en dommer, der ser ind i vores skjulte skyld.

Pludselig råber han ud: “Arise, arise,” he cried so loud / In a voice without restraint.
Det er både en vækkelse og en tiltale, der skærer igennem alt.
Han kalder på “gifted kings and queens”, men tilføjer hårdt: “No martyr is among ye now / Whom you can call your own.”
Det er en barsk erkendelse: vi har ingen helgener, ingen martyrer at spejle os i eller at tage på vores samvittighed.
Vi står alene med vores skyld og vores valg.

I næste sekvens forvandles billedet, og fortælleren drømmer, at han selv var blandt dem, der slog Augustin ihjel.
Han vågner “in anger”, ensom og rædselsslagen, bøjer hovedet og græder.
Det er som en ritualiseret renselse — vi ser vores hånd i mordet på det hellige, og vi ser vores svigt og smålighed.
Det er en klassisk kristen og eksistentiel tematik: menneskets deltagelse i korsfæstelsen, i mordet på retfærdigheden, men her transponeret ind i en moderne, drømmeagtig verden.

Hvordan opfattes Sankt Augustin her?

Han er ikke nogen blid trøster.
Hans råb er hårdt og insisterende, uden sentimentalitet.
Men der er alligevel en flig af trøst, næsten modvilligt indrømmet i ordene:
“So go on your way accordingly / But know you're not alone.”
Det er et afmålt håb.
Vi er ikke helt overladt til os selv i mørket — men vi må stadig selv bære skylden og finde vejen.

Således bevæger sangen sig mellem ekstremer: død og mulighed for ny begyndelse, angst og næsten nåde, det himmelske (Augustin med guld og profetrøst) og det helt menneskelige (tæppet, tårerne, frygten).
Det er som i et klassisk mysteriespil, hvor man går ned i mørket, må se sin skyld i øjnene og først derefter kan stige op igen, renset eller i hvert fald forandret.

Og måske er sangens dybeste pointe, at vi netop må lade os føre helt derud, til kanten af hvad vi kan bære, før vi kan se klart.
Det er ikke behageligt, og trøsten er ikke billig.
Men i sidste ende lyder der dog et svagt løfte om, at vi ikke er helt alene.

Så står vi som Donovan sang i samme tidsrum:
“I stand here singing to the flowers,
So very few people really know.”

At synge alligevel, at lytte, selv når det kun er få der forstår — det kan være vores lille begyndelse på genfødsel.

Arise, arise: Eksistentiel angst hos Dylan og Munch

Edvard Munch "Skriget" 1893

Et ikonisk billede på eksistentiel angst er Edvard Munchs “Skriget” (1893). Maleriet viser en forvrænget, skrigende skikkelse på en bro under en blodrød himmel — en visuel manifestation af indre rædsel og menneskets  skrøbelighed i mødet med det uudgrundelige

Munch – “Skriget”	Dylan – “I Dreamed I Saw St. Augustine”
Skyggeagtig, forvrænget skikkelse — udtryk for angst og indre krise	Fortællerens drøm om at slå helgenen ihjel og den efterfølgende panik
Det natur-agtige og overvældende – himlen som et “uendeligt skrig” fra naturen	Augustin, der træder frem med et “fiery breath”, et overjordisk kald midt i virkeligheden
Den dybe, intime oplevelse af menneskelig skrøbelighed og angst	Fortællerens angst, skyld og næsten rituelle  undergang og genopstandelse

I Munchs maleri mærker vi eksistensens ubærlige vægt — én figur i en verden, der synes at skrige tilbage. Det er netop det samme, Dylan dramatisk udforsker: mødet med det mørkeste i os, men også en mulighed for opvågnen. Augustins råb til os: “Arise, arise”, har samme intenst alvorlige og kalden-klang som Munchs visuelle “skrige”.

Konklusion

“Skriget” og Dylans sang deler en dyb fællesnævner: en dramatisk illustration af at stå ved kanten af menneskelig frygt, skyld og erkendelse. Mellerummet mellem skrig og kald — mørke og håb — det er her, genfødsel måske kan begynde.