Utilfredshedens Hymne: En Kritik af Forbrugersamfundet

(I Can't Get No) Satisfaction" af Mick Jagger og Keith Richards (The Rolling Stones, 1965) kan læses som en kritik af forbrugersamfundet og reklameverdenen.

Her er nogle centrale pointer fra teksten, der støtter den tolkning:

Reklamer og forbruger pres:

“When I'm watchin' my TV / And a man comes on and tells me / How white my shirts can be”

Denne linje peger direkte på reklamer, der lover idealer (som renhed eller perfektion), men som Jagger afviser – han får ikke noget ud af det.

Utilfredshed og tomhed:

“I can't get no satisfaction”

Omkvædet gentages insisterende og understreger en gennemgående følelse af utilfredshed og frustration, netop midt i det moderne, vestlige overflodssamfund.

Overfladiskhed og fremmedgørelse:

“'Cause I try and I try and I try and I try”

Trods gentagne forsøg finder han ingen ægte mening eller tilfredsstillelse – et billede på mennesket, der fanges i forbrugskulturens tomme løfter.

Sex og kommercialisering:

“He can't be a man 'cause he doesn't smoke the same cigarettes as me”

Her spottes reklameverdenens absurde maskulinitets- og identitetsbilleder, hvor personlig værdi knyttes til forbrug.

Konklusion:

Sangen kan læses som en sarkastisk og vred kommentar til 1960’ernes voksende masseforbrug, reklameindustriens manipulation og en kultur, der lover tilfredsstillelse gennem produkter – men som i stedet skaber fremmedgjorte individer. Den kritik er stadig relevant i dag.

Melodien er arrangeret hypnotisk medrivende. Rytmen egner sig til dans, og udover en tamburin er der ingen ekstra finesser. De unuancerede trommer står af og til alene tilbage, hvilket skaber en dramatisk pause.