Tre antropologiske tilgange til oprindelige folk: Malaurie, Huxley og Chagnon

I midten af det 20. århundrede tegnede tre antropologer vidt forskellige billeder af oprindelige folk.
Jean Malaurie, Francis Huxley og Napoleon Chagnon arbejdede alle i felt blandt såkaldt “primitive” samfund, men deres beskrivelser, analyser og holdninger afspejler tre meget forskellige tilgange.
Især Francis Huxleys værk fremstår som en mellemposition, men klart på linje med Malauries humanisme og som modbillede
til Chagnons voldsfikserede analyser.

Jean Malaurie: Værdighed og minoritetsforsvar

Jean Malaurie blev verdensberømt med Les Derniers Rois de Thulé (1955) dansk De sidste konger i Thule, en skildring af inuit i Nordgrønland,
som han beskrev som “de sidste konger”. Malaurie var drevet af et ønske om at vise disse folk som værdige, komplekse og med en kosmologi og et verdensbillede, der fortjente respekt.
Hans tilgang var poetisk, eksistentialistisk og stærkt antikolonial.
Han ville ikke reducere inuit til “etnografiske data”, men vise deres dybde og menneskelighed —
en tydelig protest mod imperialisme og kulturel nedgørelse.

Francis Huxley: Venlighed og menneskelighed

Francis Huxley skrev i 1956 Affable Savages, hvor han skildrede Urubu-Kaapor i Brasiliens Amazonas som venlige, omgængelige og socialt komplekse mennesker. Han lagde vægt på deres myter, ritualer og hverdagsliv og på at forstå deres kulturs indre logik og glæder. Huxleys bog var ikke en politisk manifest som Malauries, men den udgjorde et stille
opgør med forestillingen om “den brutale vilde”.
Hans essayistiske og let humoristiske stil gjorde værket mere litterært end de tunge funktionalistiske monografier fra samme periode. Dermed fremstår Huxley som et tydeligt humanistisk modstykke til tidens ofte mekaniske eller biologiserende antropologi.

Napoleon Chagnon: Konkurrence og vold

Napoleon Chagnon udgav i 1968 Yanomamö: The Fierce People, hvor han skildrede Yanomamö som fundamentalt præget af vold, konkurrence og kamp om kvinder. Hans analyser byggede på sociobiologi og evolutionær psykologi og søger at forklare vold som genetisk og strukturel strategi.
Denne tilgang blev siden kritiseret for at naturalisere et billede af “de vilde” som brutale og hæmme forståelsen af deres historiske og koloniale kontekster. Chagnons værk står således i skarp kontrast til både Malauries og Huxleys.

Samlet perspektiv

Ser man de tre sammen, fremstår Francis Huxleys Affable Savages som et vigtigt mellemled:
den deler Malauries respekt for de oprindelige folks værdighed og afviser som han billedet af dem som primitive og brutale, men gør det på en mere let, mytefortællende og essayistisk måde.
Over for Chagnons fremstilling af Yanomamö som voldelige og brutale, fremstår Huxleys værk som et humanistisk og sympatisk korrektiv.

Litteratur

- Jean Malaurie: De sidste konger i Thule
- Francis Huxley: Affable Savages: An Anthropologist Among the Urubu Indians of Brazil (1956)
- Napoleon A. Chagnon: Yanomamö: The Fierce People (1968)
- Clifford Geertz: The Interpretation of Cultures (1973) – generel reference for humanistisk fortolkende antropologi
- Marshall Sahlins: Stone Age Economics (1972) – som kontrast til sociobiologiske forklaringer
- Eric R. Wolf: Europe and the People Without History (1982) – om koloniale forbindelser og historie