Transformationen af begrebet inuit

— fra eksistentiel betegnelse til etnopolitisk kategori

Oprindeligt betød ordet inuit ganske enkelt »mennesker«. Det blev brugt i modsætning til dyr, ånder eller fremmede væsner i både konkret og mytologisk forstand. Når man i traditionel inuitkultur mødte nogen ukendt i det barske arktiske landskab, kunne man fx begynde samtalen med at gøre klart, at man var inuk (entalsform) – et menneske og ikke en ånd eller et væsen fra fortællingerne. Det var således en grundlæggende kategori for at markere eksistentiel og kosmologisk status som et væsen i verden, i kontrast til alt ikke-menneskeligt.

Med kolonisering, kristning, modernisering og især fremkomsten af oprindelige folks globale samarbejde i det 20. århundrede, har begrebet inuit gradvist ændret karakter. I dag bruges det primært som en etnokulturel og politisk betegnelse, der knytter folk i Grønland, Canada og Alaska sammen som et samlet folk. Dette er især blevet institutionaliseret gennem Inuit Circumpolar Council (ICC), som siden stiftelsen i 1977 har arbejdet for inuit som en fælles international enhed.

Thule-ekspeditionen som katalysator

Knud Rasmussen th.  i  Vest.Cannada med informant

Denne udvikling har dog dybe rødder i de store etnografiske og sproglige projekter, ikke mindst Knud Rasmussens 5. Thule-ekspedition (1921–24). Ekspeditionens ambition var at dokumentere sproglige, mytiske og materielle ligheder mellem de arktiske folk fra Grønland over Canada til Alaska. Knud Rasmussen skrev selv:

"De Eskimoer, vi mødte fra Grønland til Alaska, har deres Sprog og Fortællinger og Sagn i en sådan Overensstemmelse, at vi ser i dem ikke blot ét Folk, men næsten én eneste stor Familie, der i tidligere Tider har levet sit Liv sammen." (Den store Slæderejse, 1925)

Den grønlandske forfatter og politiske leder Aqqaluk Lynge bekræfter netop denne historiske linje i sin bog:

"Knud Rasmussen’s Fifth Thule Expedition documented how similar Inuit were across the Arctic, in language, customs, and beliefs. Many Inuit today see his work as an early manifestation of the unity we now express politically through the Inuit Circumpolar Conference."
(Inuit - The Story of the Inuit Circumpolar Conference, 2002, s. 27)

På den måde blev Thule-ekspeditionen både et videnskabeligt og narrativt grundlag, der senere kunne omsættes til politisk etnogenese og konkret institutionelt samarbejde via ICC.

Igor Krupnik: globaliseret identitet og lokal forskellighed

Antropologen Igor Krupnik har særlig fokus på, hvordan globale betegnelser som inuit kan være dobbeltsidige: De skaber sammenhold og styrker politisk repræsentation, men kan også overskygge lokal variation og ældre identiteter knyttet til specifikke steder, dialekter eller sociale relationer.

"Pan-Eskimo identity, ironically, is often a project of non-Native scholars, state agencies, or pan-Indigenous organizations that press for a collective label to unite diverse groups under one umbrella. Yet, from the perspective of local communities, older territorial and kin-based identities often remain stronger."
(Arctic Adaptations, 1993, s. 205)

"Globalized indigenous identities, such as Inuit or even Arctic Indigenous Peoples, are useful political tools in international forums, but they can overshadow the very diversity they aim to represent."
(Krupnik & Jolly (eds.), The Earth is Faster Now, 2002, s. 17)

Ann Fienup-Riordan: fra ontologi til etnicitet

Hos Ann Fienup-Riordan, der især har arbejdet med yup’ik i Alaska, bliver denne forandring tydelig som et skift fra et kosmologisk til et etnopolitisk grundlag. For yup’ik handlede det at være menneske (yuit) traditionelt om at leve rigtigt i et moralsk univers og opretholde de rette relationer til dyr og ånder. Det var ikke en etnisk markør i moderne forstand.

"Among the Yup’ik, the concept of being human (yuit) was intimately tied to maintaining correct relationships with animals and spirits. This was not an ethnic category but an ontological one. It is only under the pressure of external classification that ‘Eskimo’ or ‘Native’ becomes a primary marker of identity."
(Boundaries and Passages, 1994, s. 48)

"When Yup’ik elders speak of their identity, they speak first of being human — living rightly in a moral universe — not of being members of an ethnic group."
(samme værk, s. 53)

Konklusion

Transformationen af begrebet inuit illustrerer en bemærkelsesværdig bevægelse fra at være en kosmologisk og ontologisk kategori – hvor »menneske« stod i modsætning til ikke-menneskelige væsner – til at blive en etnopolitisk identitetsmarkør, brugt i internationale og nationale sammenhænge for at definere et folk blandt andre folk.

Knud Rasmussens 5. Thule-ekspedition bidrog med sine sproglige og mytologiske kortlægninger til at fremstille inuit som én stor familie, hvilket siden blev en hjørnesten i ICC’s politiske projekt. Aqqaluk Lynge ser derfor med rette Rasmussen som en forløber for den politiske enhed, inuit senere har skabt.

Antropologer som Igor Krupnik og Ann Fienup-Riordan hjælper os med at forstå, hvordan denne udvikling både har styrket inuit som et internationalt anerkendt folk, men også kan skygge for den rige lokale mangfoldighed og de ældre, dybere forståelser af, hvad det vil sige at være et menneske i Arktis.