Stedfortrædere for “de Andre” – fra Lawrence og Kurtz til feltarbejde i Mongoliet

Denne tekst undersøger, hvordan forestillingen om at kunne handle, føle og tale på vegne af “de Andre” har
optrådt både i kolonial historie, i litteraturen og i moderne antropologisk praksis.
Med afsæt i figurer som Lawrence, Kurtz og von Ungern-Sternberg diskuteres, hvordan denne stedfortrædende position
stadig kan dukke op i nutidens feltarbejde — her eksemplificeret med en dansk antropologs oplevelser i Mongoliet.

Når vi taler om figuren af den hvide stedfortræder — den europæer, som træder ind og repræsenterer “de Andre”, ofte i en rolle, de selv kunne have udfyldt — tænker vi let på historiske eksempler som T.E. Lawrence, Kurtz fra Joseph Conrads ”Heart of Darkness” eller den russiske baron von Ungern-Sternberg.
Alle er de udtryk for en klassisk kolonial fantasi, hvor den hvide mand ikke blot organiserer og leder, men også bliver den bedste udgave af den Anden: mere arabisk end araberne, mere afrikansk end afrikanerne, mere mongolsk end mongolerne.

Edward Said påpegede i ”Orientalism” (1978), hvordan denne fantasi om at kende og forstå “Orienten” bedre end orientalerne selv er indlejret i hele det vestlige akademiske og politiske blik.
Homi Bhabha har i ”The Location of Culture” (1994) yderligere analyseret dette fænomen som en form for “mimicry turned mastery”, hvor europæeren efterligner, overtager og til sidst hævder at mestre den Andens position.

Men noget beslægtet kan undertiden spores i moderne antropologisk feltarbejde, selv når intentionerne er langt mere ydmyge og humanistiske.

Et tankevækkende eksempel finder vi hos den danske antropologistuderende Benedikte Møller Kristensen, der i 2002 opholdt sig blandt duha-tuvenerne i Mongoliet.
I sin artikel i ”GER” nr. 44 (2003), udgivet af Dansk Mongolsk Selskab, beskriver hun, hvordan hun under sit feltarbejde gradvist kom til at sanse verden som duha-tuvenerne.
De lærte hende, at man ikke kan forstå ånderne og landskabet med intellektet alene, men må sanse med hele kroppen.

Dette førte til en dramatisk oplevelse: på vej i en postbus fra Tsagaan Nuur mod Morön passerede de uden at standse en ovoo, hvor man normalt ville have udført ofringer.
Pludselig begyndte hendes krop at ryste, og tanker om åndernes vrede fór gennem hende.
Før hun selv helt forstod det, havde hun råbt “stop!”, så chaufføren bremsede og hun kunne springe ud for at ofre tændstikker til ånderne.
De øvrige mongolske passagerer var ikke stoppet af sig selv, men nu blev det den danske feltarbejders krop og stemme, der sikrede ritualets gennemførelse.

Hermed kom hun, midt i sit videnskabelige feltarbejde, til at handle som en slags stedfortræder for duha-tuvenernes tradition, næsten som vogter på åndernes vegne.

Denne situation rejser klassiske antropologiske og etiske spørgsmål om “going native” — feltarbejderens gradvise identifikation med det samfund, hun studerer, som både er et metodisk ideal og en epistemologisk fare.
Som Kirsten Hastrup har bemærket (fx i ”A Passage to Anthropology”, 1995), kan dette føre til dybere forståelse, men også til en tvetydig position, hvor forskeren uforvarende kommer til at påtage sig et ansvar eller en rolle, der egentlig tilhører de lokale.

I et bredere perspektiv minder eksemplet os om, at forestillingen om at kunne føle, tale og handle på vegne af “de Andre” fortsat har en stærk tiltrækningskraft — både i kolonial historie, i litteraturen og i moderne akademisk praksis.
Det understreger behovet for løbende kritisk refleksion over antropologens rolle, position og mulige etiske blindpunkter i mødet med andre verdener.

Ovoo i det mongolske landskab med bønneflag. Digital illustration fremstillet til lejligheden.

Litteratur

- Edward Said: Orientalism (1978)
- Homi Bhabha: The Location of Culture (1994)
- Joseph Conrad: Heart of Darkness (1899)
- T.E. Lawrence: Seven Pillars of Wisdom (1926)
- James Palmer: The Bloody White Baron (2008) [om von Ungern-Sternberg]
- Kirsten Hastrup: A Passage to Anthropology: Between Experience and Theory (1995)
- Benedikte Møller Kristensen: “Shaman blandt duha-tuvenerne”, GER nr. 44 (2003)