Arthur Rimbaud som etnograf i Afrika

Kort introduktion til Rimbauds Afrika-ophold

Arthur Rimbaud (1854–1891) er i dag kendt som et af fransk litteraturs største lyriske vidundere, men efter sit korte poetiske liv vendte han litteraturen ryggen.
Fra 1880 til 1891 opholdt han sig i Aden (nutidens Yemen) og Harar (nutidens Etiopien), hvor han arbejdede som købmand, mellemhandler og lejlighedsvis våbenagent.
I denne periode foretog han også rejser i regionen Ogaden i det sydøstlige Etiopien. I december 1883 udarbejdede han en officiel rapport til Société de Géographie i Paris, som blev præsenteret i februar 1884.
Rapporten – "Rapport sur l’Ogadine" – er den eneste tekst, han fik offentliggjort i sin levetid, men i rollen som praktisk geograf, ikke som digter.

Rimbaud i Harar det nuværende  Etiopien

Etnografiske iagttagelser fra Rimbauds rapport

Ledelse og samfund:
"De samles dagligt i kredse for at rådføre sig, især mændene. De har ikke én egentlig høvding; autoriteten er fordelt mellem ældre og de mest ansete mænd, som i fællesskab træffer beslutninger.
Denne måde at organisere sig på gør, at beslutninger tager længere tid og kræver mange samtaler. Samtidig undgår man tyranni."

Kvinder og økonomi:
"Kvinderne er stærke, arbejder i lejrene og følger med mændene under vandringer. De bærer ofte barnet på ryggen og baljer på hovedet.
Der gives ingen medgift; ægteskab fastlægges gennem aftaler mellem familier."

Gæstfrihed og sociale ritualer:
"Gæster modtages med mælk og kød. Når et stort dyr nedlægges, samles man og deler kødet i offentlighed. En mand, der nægter at dele, bliver udstødt og betragtes som en uven."

De lokale på  Arthur Rimbauds tid 

Sammenligning med samtidige og senere beskrivelser

Sammenlignet med samtidige europæiske observatører som Alfred Bardey og Georges Révoil:
- Bardey og Révoil så ofte den manglende centralisering som et problem eller tegn på primitivitet.
- Révoil talte fx om “petits chefs capricieux” og beklagede, at ingen kunne garantere andres loyalitet.
- Bardey fokuserede på hvilke lokale "chefer" der kunne sikre tryg handel og stabilitet.

Rimbauds tilgang adskiller sig markant:
- Han registrerede uden at moralisere eller latterliggøre. Han beskrev samfundets kollektive beslutningsproces som en faktisk fungerende struktur.
- Hans nøgterne tone og interesse for sociale mekanismer minder om en tidlig, intuitiv antropologi.

I lyset af senere antropologer:
- Først i det 20. århundrede begyndte antropologer som E.E. Evans-Pritchard eller Pierre Clastres at forstå og teoretisere "acefale" (høvdingeløse) eller egalitære samfund som stabile og legitime organiseringsformer.
- Clastres ville senere skrive om, hvordan nogle samfund netop havde mekanismer, der forhindrede opkomsten af centralmagt (anti-statslig struktur). Se her -Pierre Clastres – Society Against the State

Dermed fremstår Rimbauds observation om Ogadens lederskab næsten forud for sin tid, fordi han uden fordømmelse eller misforståelse kunne se værdien i et fladt beslutningshierarki.

Perspektiv

Rimbauds "Rapport sur l’Ogadine" er derfor ikke kun et kuriosum i hans biografi, men også et tidligt etnografisk dokument, som giver indblik i nomadiske somaliers og oromoers sociale strukturer i slutningen af 1800-tallet.
I kontrast til mange samtidige rejsendes nedladende beskrivelser, fremstår Rimbauds rapport som en nøgtern og i sin tid næsten usædvanlig respektfuld fremstilling af et egalitært samfund.

Hvis man læser Rimbaud i dette lys, bliver han, uden selv at vide det, en forløber for senere antropologiske forståelser af hvordan magt kan være distribueret og konsensusbaseret – længe før akademiske teorier satte begreber på det.

Arthur Rimbauds hus i Harar hvor der i dag er museum