”Diskussion af Adam Kupers bog: ”The Invention of Primitive Society”

Adam Kupers bog ”The Invention of Primitive Society” (1988) er en kritisk opgør med en grundkategori i klassisk antropologi: forestillingen om det primitive samfund som et oprindeligt, fællesskabsbaseret og ahistorisk menneskeligt stade. Kuper viser, at denne forestilling ikke er empirisk funderet, men snarere en ideologisk og intellektuel konstruktion, der har tjent til at understøtte vestlige forestillinger om fremskridt og civilisationsudvikling.

”Hovedpunkter i Kupers kritik:”

1. ”Det primitive samfund er en opfindelse”

   Kuper viser, hvordan ideen om det primitive samfund blev skabt i 1800-tallets evolutionistiske antropologi og fik en central rolle i antropologiske teorier hos bl.a. Lewis Henry Morgan, E.B. Tylor og senere strukturfunktionalister som Radcliffe-Brown og Malinowski.

2. ”Kritik af strukturfunktionalisme og tidløshed”

   Klassisk britisk antropologi præsenterede de undersøgte samfund som stabile, strukturelt lukkede og uden udviklingshistorie. Kuper kritiserer dette for at være metodisk ahistorisk og for at fremstille samfund som "frosset" i tid.

3. ”Mange af de undersøgte samfund var ikke primitive”

   Kuper viser, hvordan mange af de samfund, der blev kaldt primitive, havde komplekse sociale og politiske strukturer, historisk kontakt med koloniale magter og indgik i internationale relationer. Han nævner bl.a. Zulu-staten, Trobriandøerne (Malinowski) og australske aboriginere (Radcliffe-Brown) som eksempler på samfund, der havde langt mere kompleksitet end anerkendt.

4. ”Problematisk rehabilitering gennem lighed”

   Kupers kritik kan selv ses som problematisk, fordi den implicit gør de undersøgte samfund acceptable ved at vise, at de ligner "os". Det risikerer at skabe en ny form for epistemisk dominans, hvor forskellighed kun anerkendes, hvis den kan oversættes til vestlige begreber.

5. ”Postkolonial og teoretisk kritik af Kupers tilgang”

   Tænkere som Johannes Fabian (”Time and the Other”, 1983), Eduardo Viveiros de Castro og Linda Tuhiwai Smith har argumenteret for, at det ikke er nok at vise, at "de andre" er historiske og komplekse. Det er nødvendigt at anerkende deres egne ontologier, tidsopfattelser og erkendelsesformer. Hvor Kuper arbejder i et historisk-diakront spor, udfordrer de nyere tænkere selve grundlaget for vestlig viden og dets magt over andre.

”Kritisk vurdering:”

Kupers bog er et vigtigt opgør med ideen om "det primitive" som antropologisk kategori og viser, hvordan denne forestilling blev skabt, opretholdt og anvendt. Men hans forsøg på at rehabilitere de "primitive" samfund gennem lighed med os selv, risikerer at overse det radikalt andet i de studerede samfund. Nyere antropologi går videre ved at spørge, hvordan vi kan forstå og anerkende verdener, som ikke nødvendigvis kan indpasses i vestlige kategorier.

Kupers analyse forbliver en vigtig milepæl i antropologiens selvkritik, men også et trin på vejen mod mere radikalt pluralistiske og dekoloniale forståelser.