I den postmoderne og globaliserede samtid fremtræder identitet ikke længere som noget givet, men som noget, der konstant forhandles, justeres og overskrives. Dette tema har fået stor opmærksomhed hos blandt andre Zygmunt Bauman, der i ”Liquid Modernity” (2000) og ”Identity” (2004) beskriver individets kamp for at fastholde en stabil selvforståelse i en verden uden faste holdepunkter. Identitet bliver en flydende konstruktion, som må plejes og afprøves/fremvises igen og igen.

Postkoloniale strategier og  politisk identitet

I dette landskab opstår et analytisk behov for at begrebsliggøre det, man kunne kalde et ”global habitus” – en form for transnational disposition, som måske ikke er dybt kropsliggjort som i Pierre Bourdieus oprindelige forstand, men fungerer som en ” symbolsk og imaginær horisont” for subjektets selvforståelse. Denne globale habitus artikuleres gennem sociale medier, global ungdomskultur, mode, krop, musik, politiske memes og visuelle ikoner, og skaber en slags spejl, som unge mennesker på tværs af verden kan spejle sig i og identificere sig med.

En sådant global habitus synes i stigende grad at overlappe med ”postkoloniale strategier” og ”politisk identitet”. I stedet for at være afkoblet fra sted og historie, bærer disse identiteter spor af koloniale erfaringer, racialisering, diaspora og modstand. Unge i Mexico City, Johannesburg, Beirut og København kan f.eks. have et ensartet kritisk blik på vestlige normer, "hvidhed", kapitalisme og kønsroller, samtidig med at de trækker på lokale traditioner og erfaringer. De indgår i globale netværk, hvor politiske slogans og kulturelle symboler deles og genskabes i lokalt tilpassede former.

Det globalt informerede habitus giver derfor mulighed for at forstå ”nye former for solidaritet og identifikation”, som ikke er forankret i geografisk nærhed, men i en delt erfaringshorisont og en delt kritisk sensibilitet. Her er medier ikke blot kommunikationskanaler, men ”socialiseringsrum”, hvor en ny form for politisk subjektivitet opstår.

Metodisk refleksion: Begrebet 'globalt habitus

Begrebet 'global habitus’ er ikke en fast etableret term i den sociologiske eller antropologiske tradition, men er blevet brugt sporadisk i forskningslitteraturen som en arbejdshypotese. Didier Bigo har anvendt udtryk som "transnational habitus" i analyser af europæisk sikkerhedspolitik, og Loïc Wacquant har peget på internationaliserede klassepraksisser blandt eliter og marginaliserede grupper, uden dog at anvende termen direkte. I cultural studies findes beslægtede analyser hos Stuart Hall, Paul Gilroy og Arjun Appadurai, men uden eksplicit kobling til Bourdieu.

Som arbejdshypotese betegner 'global habitus’ her en medierende og kulturelt formet horisont, delt af unge på tværs af geografi og klasse, og ofte knyttet til politisk sensibilitet og postkolonial erfaring. Det foreslås som et redskab til at forstå og analysere identitetens samtidige lokalitet og globalitet – og hvordan disse mødes i praksis.

Mark Rothko No. 61 (Rust and Blue) (1953)  Lag og dybde – indre følelseslandskaber, spejl for individets refleksion

Dette felt inviterer til videre undersøgelse:

- Hvordan oplever unge fra tidligere koloniserede samfund deres egen identitet i forhold til globale kulturelle normer?
- Kan man tale om en delt postkolonial bevidsthed på tværs af nationalstaters grænser?
- Hvordan skabes, omskabes og medier formidler denne identitet gennem digitale platforme?

Ved at bringe Bourdieus begreb om habitus i dialog med postkolonial teori (fx Homi Bhabha, Stuart Hall og Paul Gilroy) og nyere globaliseringsteori (fx Arjun Appadurai og Ulrich Beck), åbnes der for en ”teoretisk brobygning”, hvor de klassiske sociologiske begreber kan bruges til at forstå identitetens nye, globale og politiserede former.

Dette globale habitus er ikke uden modsigelser. Det er netop ”ikke” homogent, og det kan skabe spændinger mellem det lokale og det globale, mellem tradition og modernitet, mellem det kropsligt erfarede og det medialt formidlede. Men det er netop i disse brudflader, at nye politiske og kulturelle subjekter vokser frem. Etnografisk og analytisk arbejde med dette fænomen kan derfor bidrage til en dybere forståelse af postkolonial identitet i det 21. århundrede.

Wassily Kandinsky Composition VIII (1923)  Farver og former i dynamisk spænding – kosmopolitisk sanselighed