Orientalismens ansigter: Litteratur, billedkunst og 

opera i læsningen af Lermontovs “Béla”

Indledning

Michael Lermontovs ”Vor tids helt” (1840) er en af de første russiske romaner, der i fuld skala udforsker individets fremmedgørelse i det russiske imperiums periferi. Centralt i fortællingen står figuren Bela, en ung tjerkessisk kvinde, hvis korte og tragiske liv udspiller sig i skyggen af det russiske koloniale blik. I et postkolonialt og orientalistisk perspektiv fremstår hun som et kulturelt grænseoverskredet subjekt – fanget mellem etniske, nationale og kønslige kategorier, uden adgang til egen stemme eller agency.

Bela som tavs figur og kolonial projektion

Bela gives aldrig et selvstændigt narrativt ståsted. Hendes historie fortælles gennem mænd: Maksim Maksimytj og Pjortjin. Dette fravær af direkte tale svarer til det, Gayatri Spivak har identificeret som den subalterne kvindes tavshed. Bela bliver en projektion af kolonial begær, ikke en karakter med egne ønsker.

Erotik, ejerskab og underkastelse

Bela fremstilles som kærlig, men ikke erotisk agerende. Hendes begær filtreres gennem mændenes fortælling. Det, der ligner kærlighed, kan tolkes som overlevelse og afmagt – ikke gensidig passion. Hun bliver et orientalistisk trofæ frem for et erotisk subjekt.

Kulturel liminalitet og hybriditet uden valg

Bela er kulturelt liminal. Hun tilhører ikke længere sit tjerkessiske miljø og integreres ikke i det russiske. Homi Bhabhas begreb om hybriditet bruges her negativt: kulturer mødes, men hun har intet at sige i denne forhandling.

Geopolitisk spejl: Bela som metonymi for Kaukasus

Bela personificerer den koloniserede region – smuk, ædel, tavs og dødsdømt. Som Susan Layton har vist, fungerer kvinden i russisk Kaukasus-litteratur som spejl for imperiets fascination og kontrol. Bela dør uden at være blevet subjekt.

Afslutning: Splittelse uden tale

Bela oplever ikke en artikuleret splittelse, men hendes tavshed og død vidner om en kulturel dislokation. Hun er ikke grænseformende, men grænseoverskredet – et produkt af kolonial magt uden mulighed for modstand.

Filmatiseringen af Béla: En ny kulturel dybde

Stanislav Rostotskijs filmatisering af ”Béla” (1967) bevarer Lermontovs psykologiske og symbolske kerne, men tilføjer en ny visuel og kulturel dybde, især i skildringen af Kaukasus og Béla som kulturelt subjekt.

Filmen blev optaget i Kabardino-Balkaria med lokale skuespillere, kostumer og musik, hvilket giver en autentisk og etnografisk forankring. Her er Kaukasus ikke kun symbolsk kulisse, men et levende landskab med sprog, ritualer og sociale normer. Béla fremstår ikke blot som tavs skønhed, men som en ung kvinde med egen kulturel tilhørighed.

Et centralt eksempel er den traditionelle sang, Béla synger under bryllupsscenen: “Topol’, ne rasti v našem sadu” – “Popel, gro ikke i vores have”. Sangen fungerer som en poetisk kommentar til forholdet med Pjortjin og udtrykker en stille protest mod det fremmede og uønskede. Poplen symboliserer fremmedhed og det rodløse, haven det afgrænsede fællesskab. Gennem denne sang gives Béla en stemme, som romanen nægtede hende.

Filmens tilgang forskyder fokus fra det rent psykologiske (Pjortjins indre konflikt) til det kulturelle og sociale. Béla bliver et grænseoverskredet subjekt med baggrund og betydning, ikke blot et trofæ. Hermed giver Rostotskij en mere nuanceret og respektfuld skildring af Kaukasus og Béla som kulturelt forankret individ.

Valentin Serovs illustration: Tavshed, blik og kulturel dobbelthed

I Serovs illustration af Béla, siddende på gulvet, fremhæves en tavs, men nærværende skikkelse. Hendes intense blik ud mod beskueren bryder med passiviteten og åbner for to læsninger: som kulturelt forankret subjekt, og som æstetisk fremmed. Siddestillingen – på gulvet, ved siden af en tom stol – kan tolkes som tegn på kulturel tilhørighed til ikke-europæisk praksis, eller som iscenesættelse af hendes 'andethed'. Maleriet befinder sig i et spændingsfelt mellem respektfuld tavshed og orientaliserende distance.

Orientalsk begær og Said’s kritik

I Edward Saids analyse af orientalisme (1978) spiller seksualiseringen af den orientalske kvinde en central rolle. Orienten fremstilles ikke blot som kulturelt 'anden', men også som erotisk tilgængelig, underdanig og fascinerende. Den orientalske kvinde bliver i vestlige – og til dels også russiske – fremstillinger et frirum for begær, som ikke kunne udleves i hjemlandets mere moralsk regulerede kultur.

I Said's optik er dette ikke blot et kulturelt fænomen, men en politisk struktur: den erotiske fantasi overgår i kolonial praksis. Kvindens tavshed og passivitet gør hende tilgængelig for mandligt begær og kontrol – og det seksuelle begær bliver dermed et billede på imperiets magt.

Leonid Klinichevs opera ”Béla” (2014) demonstrerer netop dette paradoks. Her omtales Béla som en ”timorous mountain girl” – en genert bjergpige – i operaens officielle engelske programtekst. Dette udtryk fastholder hende i en traditionel orientalistisk rolle: hun er smuk, tavs og sanselig, og dermed en figur, hvor den russiske mand kan projicere sine erotiske fantasier.

Operaen giver hende nok musikalsk stemme, men denne stemme er iscenesat som en forlængelse af begærets struktur. Hendes kærlighed til Pjortjin iscenesættes gennem sanselig musik og romantisk dramaturgi – men det er stadig et rum, hvor hendes seksualitet bruges til at bekræfte hans historie.

Dermed bliver Béla – selv i en moderne iscenesættelse – et billede på den orientalske kvinde, som Said beskrev: ikke en fri aktør, men en eksotisk drøm, der gør det muligt for manden udefra at udleve begær, han ikke kunne realisere i sin egen kultur.

Alexander Klyunder. M. Yu. Lermontov efter hjemkomsten fra sit første eksil. 1838

Litteraturhenvisninger

·       Bhabha, Homi K. (1994). ”The Location of Culture”. Routledge.

·       Fanon, Frantz (1967). ”Black Skin, White Masks”. Grove Press.

·       Layton, Susan (1994). ”Russian Literature and Empire: Conquest of the Caucasus from Pushkin to Tolstoy”. Cambridge University Press.

·       Said, Edward (1978). ”Orientalism”. Pantheon Books.

·       Spivak, Gayatri Chakravorty (1988). “Can the Subaltern Speak?” i ”Marxism and the Interpretation of Culture”, red. Nelson & Grossberg.