Veresjtjagin og Orientalisme: En postkolonial vurdering

 

Den russiske maler Vasilij  Veresjtjagin (1842–1904) er kendt for sine stærke krigskritiske værker, men han malede også en lang række motiver fra Centralasien og andre regioner i det russiske imperiums orientalske periferi. Disse værker er blevet genstand for postkoloniale analyser og vurderinger inden for orientalismekritikken.

Orientalistisk billedsprog – men ikke orientalistisk projekt?

 Veresjtjagins billeder af Bukhara, Samarkand, Tashkent og Tibet anvender visuelle elementer, som også findes hos vestlige orientalister som Delacroix og Gérôme: fremmede ritualer, farverige klædedragter, religiøse henrettelser, arkitektur og eksotiske detaljer. Men i modsætning til den typiske europæiske orientalisme fremstiller  Veresjtjagin ofte disse scener uden forherligelse – og nogle gange med direkte kritik.

Kritik af imperiet og voldens æstetik

I værker som “Henrettelse i Centralasien” og “Undertrykkeren” skildrer han voldsscener med en tydelig moralsk uro. Disse billeder udstiller ikke blot de lokale skikke, men kommenterer også den brutale magtudøvelse. Han viste også overgreb begået af russiske soldater og lod ofte civilbefolkningens lidelser fylde billedet. Hans tilgang er snarere dokumentarisk end heroisk.

Vasilij  Veresjtjagin "Efter nederlaget" 1868

Russisk orientalisme som særtilfælde

Den russiske orientalisme adskiller sig fra den britiske og franske ved sin geografiske nærhed og kulturelle kompleksitet. Rusland var selv en halvperifer kolonimagt, hvilket skabte dobbeltblik: fascination og afsky, deltagelse og distance.  Veresjtjagins billeder bliver derfor både en del af og en kommentar til den russiske koloniale vision.

Moderne postkolonial kritik

Kritikere fremhæver, at hans værker til tider fastholder Orienten som statisk og voldelig, og at personer i billederne ofte reduceres til stereotyper. Omvendt har flere forskere, bl.a. Susan Layton, peget på, at  Veresjtjagin netop brugte den orientalistiske æstetik til at problematisere vold, undertrykkelse og det russiske imperiums rolle.

Konklusion

 Veresjtjagin balancerer mellem det dokumentariske blik og det imperialt iscenesatte. Han anvender orientalistisk form – men til en etisk, undertiden selvkritisk pointe. Hans billeder rummer derfor både elementer, der kan kritiseres ud fra postkolonial teori, og træk der gør ham til en dissidentisk stemme i sin samtid.

Vasilij  Veresjtjagin "Madrasah Shir-Dhor  Samarkand"

Litteratur:

- Edward Said: Orientalism (1978)
- Susan Layton: Russian Literature and Empire (1994)
- Lidia Andreeva:  Veresjtjagin’s Central Asia Series Revisited (2007)
- John MacKenzie: Orientalism: History, Theory and the Arts (1995)
- Masha Kirasirova: “The ‘Soviet East’ and the Idea of the Orient” (2011)