Stedfortrædere for “de Andre”: Lawrence, Kurtz og von Ungern-Sternberg

I kolonialismens og imperialismens randzoner dukker gang på gang en besynderlig figur op: den europæiske mand,
der ikke blot hersker over “de Andre”, men som ifører sig deres identitet og bliver en slags selvudnævnt
stedfortræder eller repræsentant for dem. Denne figur forener herskermagt, “etnografisk forståelse” og forestillingen
om at kunne “forbedre” de oprindelige folk — men afslører samtidig imperialismens mest selvmodsigende og narcissistiske træk.

T.E. Lawrence: Helten som profet

T.E. Lawrence, kendt som “Lawrence of Arabia”, blev i samtiden og i sin egen myteskrivning (bl.a. Seven Pillars of Wisdom)
skildret som både krigsstrateg og vismand blandt araberne. Hans dybe kendskab til arabisk kultur og sprog gjorde ham i stand
til at fremstå som “mere arabisk end araberne selv”, i hvert fald i britisk offentlighed og i hans egne refleksioner.
Men netop denne forestilling — at en englænder kunne lede og formulere araberens frihedskamp bedre end araberne selv —
vidner om den dybe koloniale dobbelthed. Lawrence blev et billede på både britisk imperialistisk opportunisme og samtidig
den romantiske orientalist, der nærmest mystisk smelter sammen med “Østen”.

T.E. Lawrence (1888-1938)  “mere arabisk end araberne selv”

Kurtz: Forfaldets allegori

Joseph Conrad formede i Heart of Darkness (1899) den arketypiske figur i Kurtz. Kurtz er officielt udsendt for et handelsselskab
i Belgisk Congo, men har skabt sig et lille rige, hvor han tilbeder sig selv som halvgud og praktiserer ekstrem vold.
Kurtz’ berømte sidste ord “The horror! The horror!” og Conrads billedsprog viser imperialismens hybris: i forsøget på at
repræsentere og herske over “de Andre” forsvinder den hvide mand ind i sin egen indre mørke afgrund. Kurtz er samtidig den
ekstreme udgave af idéen om at overgå “de vilde” i deres egen brutalitet og dominere dem med mere total vold.

Von Ungern-Sternberg: Historisk Kurtz

Baron Roman von Ungern-Sternberg var en baltisk-tysk adelsmand i russisk tjeneste, som under borgerkrigen efter 1917 slog sig op i
Mongoliet. Her udnævnte han sig selv til en slags buddhistisk khan og frelser af Mongoliet mod bolsjevikker og kinesere.
Han iklædte sig mongolsk kultur, hyldede sig selv som reinkarnation af centralasiatiske herskere, og var i egen forståelse
“mere mongolsk end mongolerne”. Resultatet blev et brutalt terrorstyre i Urga (det nuværende Ulaanbaatar), med massakrer og
kultiske ritualer, der i grotesk realhistorisk forstand kan minde om Conrads fiktive Kurtz.

Baron Roman von Ungern-Sternberg (1886-1921)

Postkolonial pointe: Mimicry og mesterskab

Homi Bhabha taler om kolonial “mimicry” — det, når koloniserede efterligner koloniherren, men også når koloniherren påtager
sig roller og tegn fra koloniserede. Her vendes mimicry til en idé om mestering: Lawrence, Kurtz og von Ungern-Sternberg gør
krav på at kunne udfylde “de Andres” plads bedre end de selv kan.
Det er dette, som gør figurerne så talende i postkolonial kritik. De viser, hvordan imperialismen ikke kun handlede om våben
og råstoffer, men også om fantasier om identitet og selvoverskridelse, hvor den hvide mand bliver et spejl for både sin egen
storhed og sit uafvendelige forfald.

Litteratur

- Joseph Conrad: Heart of Darkness
- T.E. Lawrence: Seven Pillars of Wisdom
- James Palmer: The Bloody White Baron
- Edward Said: Orientalism
- Homi Bhabha: The Location of Culture